Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-08-27 · 7 min. læsning
En stille februaraften i en jysk grusgrav, en halv time efter solnedgang. Fra en skrænt et par hundrede meter derfra kommer en lyd, der ikke ligner noget andet i dansk natur: et dybt, blødt og mærkeligt fjernt "u-hu", gentaget med jævne mellemrum, som når nogen blæser hen over en flaskehals. Det er en han af stor hornugle, der markerer sit territorium. Kaldet er så kraftigt, at det under gode forhold kan høres op til fire kilometer væk, og det er netop den lyd, der har givet arten dens …
En stille februaraften i en jysk grusgrav, en halv time efter solnedgang. Fra en skrænt et par hundrede meter derfra kommer en lyd, der ikke ligner noget andet i dansk natur: et dybt, blødt og mærkeligt fjernt "u-hu", gentaget med jævne mellemrum, som når nogen blæser hen over en flaskehals. Det er en han af stor hornugle, der markerer sit territorium. Kaldet er så kraftigt, at det under gode forhold kan høres op til fire kilometer væk, og det er netop den lyd, der har givet arten dens videnskabelige navn, Bubo bubo.
De fleste danskere møder aldrig arten som andet end en stemme i mørket. Det er der en god grund til: uglen er nataktiv, sky og fåtallig, og jagt og indsamling udryddede den herhjemme i 1800-tallet. Siden 1984 har den arbejdet sig tilbage — først i én sønderjysk råstofgrav, i dag i grusgrave, kalkgrave og plantager over hele Jylland. Her får du, hvad du skal vide for at kende den, høre den og skelne den fra dens langt mere almindelige lillesøster, skovhornuglen.
Stor hornugle er Europas største ugle, og målene taler deres eget sprog. Kroppen er 65-70 cm lang, og vingefanget måler 160-188 cm. Hunnen er tydeligt tungere end hannen: 2,3-3 kg mod hannens 1,5-2 kg. Til sammenligning vejer en natugle 330-590 gram.
Fjerdragten er mørkebrun på oversiden med grove sorte tegninger, mens undersiden er gulbrun med kraftige mørke længdestriber ned over brystet. Det er dog hovedet, der afgør sagen. Uglen har et bredt, tungt hoved med to lange, brede øretotter, der kan rejses og lægges ned efter fuglens sindsstemning. Totterne er fjer, ikke ører — hørelsen sidder gemt bag ansigtssløret. Under dem lyser to store, orangerøde øjne ud af et gråbrunt ansigt, og næbbet er kraftigt og sort.
Ser du fuglen i flugt, virker den nærmest for stor til at være en ugle. Vingerne er brede og afrundede, vingeslagene tunge og lydløse, og silhuetten mere tøndeformet end en rovfugls. En stor hornugle, der letter fra en skrænt i tusmørket, efterlader et indtryk af mørk masse snarere end af fugl.
Vil du finde arten, skal du bruge ørerne frem for øjnene. Hannens territoriesang er en dyb, monoton tuden — et kort, dæmpet "uhu" med tryk på første stavelse, gentaget i lange serier. Lyden bærer usædvanligt langt, og på en frostklar aften uden vind kan den nå flere kilometer gennem landskabet. Fordi den er så mørk i klangen, opfattes den ofte som nærmere, end den er.
Tidspunktet er altafgørende. Uglerne tuder fra januar til midt i marts, med tyngden i februar og begyndelsen af marts, hvor parrene etablerer territorium og lægger æg. Det er derfor, den nationale overvågning af arten netop foregår ved at lytte efter territoriehævdende hanner i skumringen omkring solnedgang på stille, klare aftener — helst med måneskin — i perioden 15. februar til 15. marts. Ornitologerne opsøger de oplagte steder: større skovområder og råstofgrave.
Netop derfor er en vinteraften ved kanten af en grusgrav den mest realistiske chance for at opleve arten i Danmark. Hold afstand, bliv på offentligt tilgængelige veje og lyt — ynglende ugler tåler dårligt forstyrrelse.
Stor hornugle er generalist og tager især mellemstore byttedyr, men bredden i menuen er alligevel bemærkelsesværdig. I en dansk undersøgelse af 1106 byttedyr indsamlet på 18 ynglepladser i 1984-97 fordelte fangsten sig med 617 pattedyr og 474 fugle. De talrigeste fugle var ringdue, hættemåge, råge, blishøne, krage og gråand, mens pindsvin, brun rotte og mosegris toppede pattedyrlisten. Målt på biomasse var pindsvinet det klart vigtigste bytte og udgjorde næsten 29 procent — hornuglen er et af de få danske rovdyr, der uden videre håndterer et voksent pindsvin.
Sammensætningen svinger dog fra egn til egn. I en nordjysk undersøgelse af 2239 byttedyr fra 2003-20 udgjorde fugle godt 74 procent og pattedyr knap 26 procent. Og da forskere i 2013 filmede en rede i en sydøstjysk grusgrav gennem næsten 1.000 timer, udgjorde pattedyr 63 procent af de identificerede byttedyr og fugle 37 procent, mens pindsvin stod for omkring 28 procent af pattedyrene.
De voksne fugle er standfugle, der bliver i territoriet året rundt. Det er ungfuglene, der bevæger sig, når de om efteråret skal finde deres eget sted at slå sig ned — og det er den spredning, der har båret arten videre fra grusgrav til grusgrav.
Da arten genindvandrede og bredte sig i 1980'erne og 90'erne, lå hovedparten af de danske reder i grusgrave — så sent som i 2007 var mere end halvdelen af de kendte reder placeret i råstofgrave, og gravene er stadig et kernehabitat. Forklaringen er ligetil: de stejle, bare skrænter minder om de klippevægge, arten yngler på i det meste af Europa, og gravene ligger ofte uforstyrret hen uden for arbejdstiden.
Reden er ikke en rede i gængs forstand. Den er typisk blot en skrabet fordybning på en afsats eller direkte på jorden. Alternativt overtager parret en gammel rovfugle- eller hejrerede, og enkelte par har ynglet i bygninger. I de senere år er flere par rykket ind i skove og plantager, og der er også set fugle i havneområder og bynære omgivelser.
Kuldet er på 2-4 æg, som ruges i 34-36 dage, og ungerne bruger 50-60 dage ved reden, før de er flyvefærdige. Et sønderjysk par, der blev fulgt hvert år fra 1984 til 1996, lagde i gennemsnit 3,7 æg og fik 2,5 flyvefærdige unger på vingerne pr. år. Set over 108 kuld fra hele landet i 1984-2000 blev resultatet 2,7 store unger pr. par — tal, der viser, at ynglesuccesen herhjemme er god.
Historien om artens tilbagekomst er en af de mest markante i nyere dansk fuglehistorie. Stor hornugle blev udryddet i 1800-tallet: det sidste fund på Øerne er fra omkring 1850, i Jylland fra cirka 1885. Derefter var arten borte i et århundrede.
Vendepunktet kom syd for grænsen. I årene 1981-1995 blev 563 store hornugler opdrættet og sat ud i Slesvig-Holsten, og fugle derfra fandt selv vej nordpå. I 1984 ynglede det første par i en råstofgrav ved Gram i Sønderjylland. Fremgangen gik langsomt i begyndelsen — frem til 1991 ynglede blot 1-3 par i landet — men så tog det fart: 23 par i 1996, omkring 29 par i 2000, 40 par i 2007, 70 par i 2018 og 110-130 par i 2021. Den samlede nationale bestand blev opgjort til 143 par i 2022.
Udbredelsen dækker i dag praktisk taget hele Jylland, fra den dansk-tyske grænse i syd til Frederikshavn i nord og fra Ringkøbing i vest til Djursland i øst. Lillebælt har til gengæld vist sig som en effektiv barriere — arten bryder sig ikke om større vandflader — og den er endnu ikke påvist ynglende øst for bæltet. Det første fynske fund blev gjort i 2024 i form af en formodet enlig tudende han. Trods fremgangen er stor hornugle stadig vurderet som truet (EN) på den danske rødliste, den er fredet, og den er opført på EU's fuglebeskyttelsesdirektivs bilag 1. Fremgangskurven minder om andre danske genrejsningshistorier — sammenlign for eksempel med grågåsens vej fra sjælden til talrig eller med kongeørnens spinkle fodfæste i Nordjylland.
Forvekslingen sker næsten altid med skovhornuglen, som deler både navnet, øretotterne og den orange øjenfarve. Men fuglene spiller i hver sin vægtklasse.
Skovhornuglen er 31-37 cm lang med et vingefang på 86-98 cm — altså under halvdelen af den store hornugles vingefang. Den er slank og opret, hvor den store hornugle er tung og bred, og dens øjne er orangegule frem for orangerøde. Øretotterne er lange og spidse og lægges ofte helt ned, når fuglen er afslappet. Skovhornuglen er desuden Danmarks mest udbredte ugle med en landsbestand opgjort til omkring 2.000 ynglepar i 2011-2018 og status som livskraftig (LC), så sandsynligheden taler kraftigt for skovhornugle, hvis du ser en hornugle uden for Jylland.
Også stemmerne adskiller sig. Skovhornuglens sang er en serie af dybe, dæmpede "hoo"-toner, der under gode forhold høres omkring en kilometer væk — langt kortere end den store hornugles fire kilometer, og med en tyndere, mindre gennemtrængende klang. Er du i tvivl, så brug afstanden og kraften som pejlemærke: bærer lyden usædvanligt langt over landskabet, og sidder du i Jylland nær en råstofgrav i februar, er det den store.
To andre arter er værd at kunne udelukke. Mosehornuglen har meget korte øretotter, der sjældent ses, og træffes ofte jagende i dagslys over åbent land. Natuglen mangler øretotter helt og har mørke, næsten sorte øjne.
Hvor stor bliver en stor hornugle? Den er 65-70 cm lang og har et vingefang på 160-188 cm. Hunnen vejer 2,3-3 kg, hannen 1,5-2 kg, hvilket gør arten til Europas største ugle.
Hvordan lyder en stor hornugle? Hannen har en dyb, kraftig og monoton tuden — et "uhu" med tryk på første stavelse, gentaget i lange serier. Lyden kan under gode forhold høres op til fire kilometer væk og har givet arten det videnskabelige navn Bubo bubo.
Hvornår på året kan man høre stor hornugle? Uglerne tuder fra januar til midt i marts, med tyngden i februar og begyndelsen af marts, når territorierne fastlægges. Den nationale overvågning lytter netop i perioden 15. februar til 15. marts, i skumringen omkring solnedgang på stille, klare aftener.
Hvor mange store hornugler er der i Danmark? Bestanden blev opgjort til 110-130 par i 2021 og 143 par i 2022, og den er i fremgang. Alle kendte ynglepar findes i Jylland.
Hvad er forskellen på stor hornugle og skovhornugle? Størrelsen er den sikreste forskel: skovhornuglen har et vingefang på 86-98 cm mod den store hornugles 160-188 cm. Skovhornuglen er desuden slank med orangegule øjne, yngler over hele landet og har et langt svagere kald, der kun bærer omkring en kilometer.