Sjaggeren yngler i løse kolonier, hvilket giver et kollektivt forsvar mod rovdyr. Reden er en solid skål af græs og ler, der placeres i en trægaffel, som regel 3–10 meter oppe. Hunnen lægger 4–6 æg, som ruges i 11–14 dage, og arten kan nå et til to kuld pr. sommer. Ved forstyrrelse er sjaggeren påfaldende aggressiv og angriber rovdyr og rovfugle i fællesskab ved at "bombe" dem med ekskrementer.