Svalekliren er ofte lettere at høre end at se. Når den skræmmes op af en grøft, stiger den stejlt med et lydeligt, skingert "tluitt-vitt-vitt". Legeflugten over yngleterritoriet ledsages af et rytmisk, jodlende "tittudia-tittudia", der høres langt i den tidlige forårsmorgen.