Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-08-13 · 9 min. læsning
Spætter melder sig med trommehvirvler mod en tør gren — sådan lyder den gængse forestilling, og den holder ikke for grønspætten. Dens kendemærke er en latter: en klar, gennemtrængende række af toner, der ruller hen over en lysning eller et overdrev en tidlig forårsmorgen, og som får selv folk uden særlig interesse for fugle til at standse op og lytte. Det er ingen tilfældighed, at netop denne lyd har fået sit eget navn på flere sprog. Den lyder simpelthen som latter — hånlig, insisterende, en …
Spætter melder sig med trommehvirvler mod en tør gren — sådan lyder den gængse forestilling, og den holder ikke for grønspætten. Dens kendemærke er en latter: en klar, gennemtrængende række af toner, der ruller hen over en lysning eller et overdrev en tidlig forårsmorgen, og som får selv folk uden særlig interesse for fugle til at standse op og lytte. Det er ingen tilfældighed, at netop denne lyd har fået sit eget navn på flere sprog. Den lyder simpelthen som latter — hånlig, insisterende, en anelse nasal.
Skal man lære grønspætten at kende, er lyden derfor det naturlige sted at begynde. Fuglen selv er nemlig langt mere sky og tilbagetrukken, end dens stemme lader ane, og de fleste danske observationer af Grønspætte begynder med et kald og slutter med et glimt af en grøn fugl, der forsvinder i dybe buer ind mellem stammerne. Det er en art, man hører først og ser bagefter — hvis man er heldig.
Grønspætten er en stor spætte, omtrent på størrelse med en allike, og dermed betydeligt kraftigere end den store flagspætte, som de fleste kender fra foderbrættet. Oversiden er olivengrøn, undersiden lysere og grågrøn. Issen og nakken er røde, og omkring øjet sidder et sort felt, der giver fuglen det stirrende, nærmest vrede udtryk, som er helt karakteristisk for arten.
Det bedste kendetegn i felten er dog overgumpen. Den er lysende gulgrøn og ses tydeligt, når fuglen letter fra jorden og flyver fra en i den typiske, dybt bølgende spætteflugt — nogle vingeslag, så et fald, så nogle vingeslag igen. Har man kun set en grøn fugl på vej væk, er det den gule overgump, der afgør sagen.
Kønnene skelnes på skægstriben, altså den mørke stribe fra næbroden ned langs kinden. Hos hannen har striben et rødt felt i midten omgivet af sort, mens den hos hunnen er ensfarvet sort. Det er en detalje, der kræver enten et par gode øjne eller en kikkert, men den er pålidelig. Ungfugle er kraftigt spættede og stribede over det hele og kan i sensommeren virke forvirrende anderledes end de voksne.
Grønspættens vigtigste kald er den lange, faldende serie, der på dansk kaldes latteren eller gjaldet. Det består af en lang række toner, ofte gengivet som "klyk-klyk-klyk-klyk", i et jævnt tempo og med en tydelig nasal, klagende klang. Om foråret virker tonen særligt vemodig. Latteren bruges både som revirmarkering og som kontaktkald mellem parret, og den lyder ofte under flugten. Den fortsætter et godt stykke ind i yngletiden, hvor mange andre fugle er blevet tavse, og det gør den til et fremragende redskab, hvis man vil eftersøge arten i maj og juni.
Netop her ligger den vigtigste adfærdsmæssige forskel til de øvrige danske spætter. Hvor stor flagspætte og sortspætte annoncerer sig med kraftig trommen på resonerende grene, trommer grønspætten kun sjældent, og når den endelig gør det, er hvirvlen kort, svag og let at overhøre. Man leder derfor forgæves efter grønspætten, hvis man kun lytter efter trommen. Stemmen har simpelthen overtaget den funktion, som trommen har hos slægtningene. For den, der laver frivillige optællinger eller bare gerne vil krydse arten af på lokaliteten, betyder det, at man skal gå efter lyden af latter og ikke efter lyden af træ.
Grunden til, at grønspætten opfører sig anderledes end de andre spætter, er ligetil: den lever ikke rigtig af det, spætter normalt lever af. Myrer er hovedføden året rundt, og en voksen fugl skal have i omegnen af 2.000 myrer om dagen for at klare sig. Næbbet bruges ikke først og fremmest til at hakke i træ, men til at åbne myretuer og bore huller ned i jordens gangsystemer. Tungen er over ti centimeter lang, spids og klæbrig, og med den fisker fuglen myrer, pupper og æg op af gangene.
Derfor ser man grønspætten på jorden. Den hopper klodset rundt på græsplæner, i grusgrave, på overdrev, langs skovbryn og på tørre skrænter, og den grønne fjerdragt fungerer som overraskende god camouflage i lavt græs. Mange danskere har haft en grønspætte i haven uden at vide det — den store, grønne fugl, der pludselig sad midt på plænen og hakkede, og som fløj skrigende væk, da nogen åbnede terrassedøren. Det er også forklaringen på artens krav til levestedet: den har brug for åben, kortgræsset bund med myretuer inden for rækkevidde af et skovbryn eller en gruppe gamle træer, hvor den kan hakke redehul.
Grønspætten er først og fremmest en jysk og fynsk fugl. Den yngler fåtalligt i Jylland, og på Fyn og Langeland har den efter en årrække med næsten ingen forekomst indfundet sig igen så markant, at Fyn under det tredje fugleatlas (2014-17) fremstod som artens tyngdepunkt. Øst for Storebælt har den derimod været væk som ynglefugl i omkring hundrede år og optræder i dag kun som sjælden gæst, hvilket er værd at holde sig for øje, hvis man mener at have hørt latteren i en sjællandsk skov.
Billedet af bestandsudviklingen er sammensat. Den danske ynglebestand blev omkring år 2000 forsigtigt vurderet til 750-1.000 par, og det er stadig det tal, der oftest bruges, men DOF's punkttællinger har siden vist en nedadgående tendens, så niveauet i dag formentlig er noget lavere. Bag landstallet ligger to modsatrettede bevægelser: en stor og vedvarende tilbagegang i Nord-, Nordvest- og Østjylland samt på Djursland, og en fremgang i det sydlige og sydvestlige Jylland samt på Fyn. Decemberorkanen i 1999 har formentlig hjulpet arten på vej i syd, fordi den skabte både lysninger i skovene og mere dødt ved at hakke redehul i.
Årsagerne til tilbagegangen er ikke undersøgt indgående herhjemme, men de handler først og fremmest om landskabet. Grønspætten trives, hvor skovene ligger åbne efter hugst, og hvor græsning holder lysninger, skrænter og overdrev nedbidt. Meget af den slags bund er groet til, og kvælstofnedfald har gødet vegetationen, så den er blevet tæt og høj og fattigere på de myresamfund, fuglen er afhængig af.
Oven i det kommer vintrene. Grønspætten er standfugl og bliver i sit revir hele året, og når myretuerne fryser til eller ligger under et vedvarende snedække, må den grave sig ned gennem sneen for overhovedet at komme til føden. Lange kuldeperioder med hård frost og snedække slår derfor hårdt igennem, og bestanden kan falde efter en streng vinter. Arten kan rette sig igen, men det forudsætter, at der er levesteder nok at rykke tilbage til, og det er netop dér, problemet ligger i dag.
Den nærmeste slægtning, gråspætten, nævnes ofte som forvekslingsmulighed, men her er det vigtigt at være præcis: gråspætten er ekstremt sjælden i Danmark og har ingen fast ynglebestand her i landet. Sandsynligheden for, at en grøn spætte i en dansk skov er en gråspætte, er derfor forsvindende lille. Ser man alligevel en fugl, der virker afvigende, er kendetegnene klare nok. Gråspætten er mindre og spinklere med et gråt, næsten tegningsløst hoved uden grønspættens store sorte maske, og den mangler den røde skægstribe helt. Hannen har kun rødt på den forreste del af issen, mens hunnen slet ikke har rødt på hovedet. Stemmen er også en anden: en blød, fløjtende serie, der bliver langsommere og falder i tonehøjde mod slutningen, mens grønspættens latter holder tempoet og virker langt mere skinger og hånlig.
I praksis er de reelle forvekslingsrisici andre. Sortspætten er større og helt sort med rødt på hovedet — hannen har hele issen rød, hunnen kun nakken — og den har et højt, klagende flugtkald plus et gennemtrængende revirskrig, som uøvede kan tage for grønspætte. Stor flagspætte er sorthvid og kan ikke forveksles på udseendet, men dens skarpe "kick" og kraftige trommen forvirrer af og til. Og så er der en klassiker: mange formodede grønspættelattere i haven viser sig ved nærmere eftersyn at komme fra et helt andet dyr — ikke mindst når lyden kommer fra et sted uden en eneste myretue i miles omkreds.
Hvorfor lyder grønspætten, som om den ler? Kaldet består af en lang, jævn række nasale toner, der falder svagt i tonehøjde og styrke mod slutningen, og det minder rytmisk om menneskelig latter. Fuglen bruger det både til at markere revir og til at holde kontakt med magen. Latteren høres året rundt, men er kraftigst og hyppigst fra sidst på vinteren og hen gennem foråret.
Trommer grønspætten som andre spætter? Stort set ikke. Grønspætten trommer sjældent, og når den gør det, er hvirvlen kort og svag sammenlignet med stor flagspætte og sortspætte. Latteren har overtaget den rolle, trommen har hos de øvrige spætter, så det er stemmen og ikke trommen, man skal lytte efter.
Hvorfor sidder der en grønspætte på min græsplæne? Fordi den leder efter myrer. Myrer udgør hovedparten af føden, og fuglen finder dem på jorden i kortgræssede arealer som plæner, overdrev og lysninger. En plæne med myretuer tæt på skov eller ældre træer er nærmest en ideel spisestue for arten.
Hvor i Danmark er der størst chance for at høre en grønspætte? I Jylland — især i den sydlige og sønderjyske del, hvor arten er i fremgang — og på Fyn, som den har genkoloniseret. Gode steder er varieret skov med lysninger, græsklædte skrænter og tilstødende overdrev. Øst for Storebælt yngler den ikke; dér er den kun en sjælden gæst.
Kan jeg forveksle grønspætten med en gråspætte i Danmark? I praksis nej. Gråspætten er meget sjælden herhjemme og yngler ikke fast i landet, så en grøn spætte i en dansk skov er så godt som altid en grønspætte. Skulle man alligevel stå med en afvigende fugl, kendes gråspætten på det ensartet grå hoved uden stor sort maske, den manglende røde skægstribe og et blødere, fløjtende kald, der bliver langsommere mod slutningen.