Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-03 · 6 min. læsning
Den dybe, rullende kurren fra en trækrone en stille majmorgen er formentlig den mest hørte fuglestemme i landet, og den kommer næsten altid fra en Ringdue. Arten er både vores største og vores talrigeste due, senest opgjort til omkring 319.000 ynglepar, og den findes overalt, hvor der står et træ, den kan lægge en rede i — fra gammel bøgeskov og læhegn i agerlandet til villaveje, kirkegårde og sommerhusområder. Alligevel er det de færreste, der kan sætte navn på lyden, og endnu færre, der uden …
Den dybe, rullende kurren fra en trækrone en stille majmorgen er formentlig den mest hørte fuglestemme i landet, og den kommer næsten altid fra en Ringdue. Arten er både vores største og vores talrigeste due, senest opgjort til omkring 319.000 ynglepar, og den findes overalt, hvor der står et træ, den kan lægge en rede i — fra gammel bøgeskov og læhegn i agerlandet til villaveje, kirkegårde og sommerhusområder. Alligevel er det de færreste, der kan sætte navn på lyden, og endnu færre, der uden tøven kan skelne ringduen fra huldue og tyrkerdue, når fuglen sidder i modlys på en ledning. Tre ting gør arten let at kende året rundt: halskraven, den femstavede strofe og vingesmældet i spilflugten.
Ringduen er en tung, bredbrystet fugl på 38-43 centimeter med et vingefang på omkring 68-77 centimeter og en vægt på cirka et halvt kilo. Den er dermed markant større end alle andre duer, man møder i den danske natur, og silhuetten er kendetegnet ved den lange hale og det lille hoved i forhold til kroppen.
Fjerdragten er blågrå på ryg og vinger, mens brystet er varmt vinrødt med et rosa skær. Det navngivende kendetegn sidder på halssiden: en rent hvid plet omkranset af et metallisk grønt og purpurfarvet skær, der skifter karakter med lysets vinkel. Lige så vigtigt i felten er det brede hvide vingebånd, som løber på tværs af vingen og lyser op, så snart fuglen letter. Halen er grå med et bredt mørkt endebånd, og øjet er gult med en tydeligt afgrænset sort pupil — en detalje, der kan afgøre sagen på kort afstand.
Ungfugle mangler den hvide halsplet det første efterår, og det er en klassisk faldgrube. En ungfugl uden halskrave har til gengæld stadig det hvide vingebånd og den karakteristiske størrelse, så helhedsindtrykket redder som regel bestemmelsen.
Ringduens kurren er en femstavelsesstrofe med tryk på anden stavelse — noget i retning af ku-KUU-ku ku kuu. Strofen gentages typisk tre til fem gange i træk og afsluttes ofte af en enkelt kort, afklippet stavelse, som om fuglen bliver afbrudt midt i sætningen. Den danske huskeremse "En go' stor skov-duue" rammer rytmen godt, og har man først lært den, kan man ikke længere høre andet. Det er netop femdelingen, der gør stemmen sikker at bestemme på: ingen anden dansk due bygger sin strofe op på fem stavelser med den taktfaste betoning.
Hannen kurrer i store dele af året, men mest intenst fra det tidlige forår og hen gennem yngletiden. Fast, vedholdende kurren regnes normalt først fra sidst i februar, men i milde vintre rykker det hele frem. I januar 2020 blev der noteret kurrende ringduer mange steder i landet, og de første par lagde allerede æg midt i måneden.
Mindst lige så karakteristisk er spilflugten. Hannen stiger stejlt op over trætoppene, smælder vingerne sammen med et par hårde, tørre klap, der bærer langt over åbent land, og glider derefter ned i en bue på stive, udspilede vinger, inden han tager en ny stigning. Vingesmældet høres ofte længe, før man får øje på fuglen, og det er et godt tegn på, at et par har territorium i området. Også ved almindelig opflyvning larmer ringduen: et hårdt, klaprende sæt vingeslag, når den brager ud af en tæt gran, er en lyd, de fleste kender fra en gåtur i skoven.
Ringduen lever næsten udelukkende af plantekost. Bog og agern er vigtige om efteråret og vinteren, og et godt bogår kan blandt andet aflæses på, hvor tidligt duerne går i gang med at yngle. Resten af året tager den korn, ærter, raps, kløver, bær, frugt og grønne plantedele, og lejlighedsvis går den også efter snegle og insektlarver. Den rummelige kro gør, at fuglen kan fylde op i markkanten på kort tid og derefter fordøje i ro og mag oppe i et træ.
Reden er en påfaldende primitiv sag: en flad platform af løst lagte kviste, ofte så tynd, at man kan se æggene nedefra. Hannen henter typisk materialet, og hunnen bygger. Danske undersøgelser af redeplacering er foretaget i nåletræsbevoksninger, hvor rederne oftest sad tæt ind mod stammen i omkring fem til seks meters højde. Nåletræerne er attraktive gennem hele sæsonen, mens løvtræsbevoksninger først for alvor tiltrækker ringduer efter løvspring. Kuldet er næsten altid på to æg, begge forældre ruger, og æggene klækker efter 16-17 dage. Ungerne bliver flyvefærdige omkring tre til fem uger senere. De første dage bliver de fodret med duemælk — et næringsrigt sekret fra forældrenes kro — og det er grunden til, at ringduen kan yngle uden at være afhængig af insekter og dermed også kan lægge æg langt uden for den klassiske ynglesæson. En dansk undersøgelse fra Djursland og Sydsjælland placerer ynglesæsonens start omkring 1. april med en top i æglægningen omkring 1. maj og en ny top cirka seks uger senere, mens de sidste par afslutter sæsonen i første halvdel af september. Et par kan altså nå flere kuld i træk, og i milde år strækker sæsonen sig fra det tidlige forår til hen på efteråret. Fuglene menes at kunne yngle allerede i deres første leveår, men førstegangsynglere går typisk senere i gang end de ældre fugle.
Ringduen yngler i hele landet, men tætheden er størst i Østdanmark, hvor løvskovene giver rigeligt med bog og agern. Den er efterhånden lige så meget en by- og haveart som en skovfugl, og fuglene inde i bebyggelsen virker typisk mere tillidsfulde end dem ude i agerlandet.
DOF's punkttællinger, der har taget pulsen på de almindelige arter siden 1975-76, viser en langvarig fremgang: yngleindekset er steget med omkring 1,1 procent om året i perioden 1976-2023, og vinterindekset med cirka 2,0 procent om året. Fremgangen satte for alvor ind i begyndelsen af 1980'erne og skyldes ikke mindst, at arten har været god til at udnytte haver, parker, grønne kiler og sommerhusområder. De seneste ti år ser billedet dog anderledes ud. For 2014-2023 peger yngleindekset svagt nedad med 0,6 procent om året — ikke statistisk sikkert — mens vinterindekset falder med 3,7 procent om året. Ynglebestanden ligger med andre ord stabilt på et højt niveau, mens vinterbestanden er gået tilbage.
Den danske bestand består af både trækfugle og standfugle. En del ringduer bliver her hele vinteren, mens hovedparten trækker mod sydvest fra midten af oktober. Af de danske ynglefugle, der er genfundet om vinteren, befandt omkring tre fjerdedele sig i udlandet. Ringmærkningsgenmeldingerne fordeler sig om vinteren i et forholdsvis smalt bælte fra Danmark gennem Nordvesttyskland, Holland og Belgien til det sydvestlige Frankrig. Dertil kommer et betydeligt gennemtræk af nordiske fugle fra Norge, Sverige og Finland, som ses i Danmark fra oktober til april — flest på efterårstrækket i oktober og november og igen på forårstrækket i februar-april, hvor stort set alle danske fugle er tilbage ved udgangen af april.
Ringduen er den eneste danske due med jagttid. Sæsonen er kort og løber fra 11. november til 31. januar. Udbyttet lå i sæsonen 2023/24 på omkring 122.000 fugle mod i størrelsesordenen en halv million i slutningen af 1960'erne, og faldet har været på omtrent 2,5 procent om året i perioden 1995-2023. Arten er vurderet som livskraftig (LC) og er ikke rødlistet i Danmark.
Hulduen er den, der oftest volder problemer, fordi den optræder i de samme flokke og i det samme landskab. Den er tydeligt mindre og mere kompakt end ringduen, virker ensfarvet blågrå og mangler både den hvide halsplet og det hvide vingebånd. Til gengæld har den et grønligt metalskær på halssiden og i nakken. Øjet er mørkt, næsten sort, hvor ringduens er gult, og flugten er langt mere lydløs end ringduens larmende opflyvning. Stemmen er en kortere, monoton kurren uden ringduens femdelte rytme. Hulduen er totalfredet, og den er faktisk den due, der er gået mest frem herhjemme — blandt andet fordi der er kommet flere gamle, hule løvtræer i skovene, flere redekasser og kolonier i gamle bunkers langs kysterne.
Tyrkerduen er omtrent på størrelse med hulduen, men umulig at forveksle, når man først har set den: sandfarvet beige fjerdragt og en smal, skarpt aftegnet sort halsring i nakken. Dens territorieflugt består af en stejl opstigning efterfulgt af en glideflugt ned med spredt hale, og den ligner ikke ringduens spilflugt med vingesmæld. Tyrkerduen har det svært i Danmark, og ynglebestanden anslås nu til omkring 29.000 par. DOF's punkttællinger har vist en tilbagegang i ynglebestanden i størrelsesordenen 6 procent om året, og vinterbestanden er ifølge DOF gået tilbage med cirka 7 procent om året gennem tre årtier, svarende til en samlet nedgang på omkring 70 procent. Arten blev totalfredet i Jylland og på Fyn i 2018 og i hele landet i 2020, og en af de mulige forklaringer på tilbagegangen er ifølge DOF netop, at den større og mere robuste ringdue konkurrerer med den.
Endelig er der tamduerne, som optræder i alle tænkelige farvevarianter i byerne. Uanset hvor grå og duelignende en tamdue er, mangler den både ringduens hvide halsplet og dens hvide vingebånd, og den er tydeligt mindre og har kortere hale.
Hvordan lyder en ringdue? Ringduen kurrer i en dyb femstavelsesstrofe med tryk på anden stavelse, cirka ku-KUU-ku ku kuu, som gentages i serier og ofte afsluttes med en kort, afklippet stavelse. Den danske huskeremse "En go' stor skov-duue" rammer rytmen godt. Femdelingen er det afgørende — ingen anden dansk due bygger strofen op på samme måde.
Hvorfor smælder ringduen med vingerne? Vingesmældet indgår i hannens spilflugt og markerer territorium. Han stiger stejlt op over trætoppene, klapper vingerne hårdt sammen et par gange og glider derefter ned i en bue på stive, udspilede vinger. Lyden bærer langt og høres typisk længe, før man får øje på fuglen.
Hvor mange ringduer yngler der i Danmark? Ynglebestanden er senest opgjort til omkring 319.000 par, og tætheden er størst i Østdanmark. Bestanden voksede fra begyndelsen af 1980'erne, og DOF's punkttællinger tyder på, at ynglebestanden nu ligger stabilt på et højt niveau, mens vinterindekset er faldet inden for det seneste årti.
Hvordan kender jeg forskel på ringdue og huldue? Se efter den hvide halsplet og det hvide vingebånd — dem har kun ringduen. Hulduen er mindre, virker ensfarvet blågrå og har et mørkt, næsten sort øje, hvor ringduens er gult. I flugten er hulduen mere kompakt og langt mere lydløs end den larmende ringdue.
Hvornår er der jagttid på ringdue? Ringduen er den eneste danske due med jagttid, og sæsonen løber fra 11. november til 31. januar. Både huldue og tyrkerdue er fredede. Udbyttet lå i sæsonen 2023/24 på omkring 122.000 fugle og er faldet med omkring 2,5 procent om året siden 1995.