Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-10 · 8 min. læsning
De fleste møder med en duehøg varer under to sekunder. En bred, gråbrun skygge skyder ud mellem stammerne, drejer om en gran og er væk, og tilbage sidder man med en fornemmelse af tyngde og fart snarere end med et sæt brugbare feltkendetegn. Sådan er arten. Danmarks kraftigste skovhøg er samtidig en af de mest tilbagetrukne rovfugle, vi har, og den lader sig sjældent studere i ro.
De fleste møder med en duehøg varer under to sekunder. En bred, gråbrun skygge skyder ud mellem stammerne, drejer om en gran og er væk, og tilbage sidder man med en fornemmelse af tyngde og fart snarere end med et sæt brugbare feltkendetegn. Sådan er arten. Danmarks kraftigste skovhøg er samtidig en af de mest tilbagetrukne rovfugle, vi har, og den lader sig sjældent studere i ro.
Netop derfor bliver Duehøg så ofte forvekslet. Hver vinter meldes der duehøge, som ved nærmere eftersyn viser sig at være store spurvehøgehunner, og omvendt overses ægte duehøge, fordi observatøren ventede noget i musvågestørrelse. Forskellen ligger i proportioner og flugtrytme, ikke i farver, og de detaljer skal sidde på rygraden, hvis de skal kunne bruges i det korte glimt.
Samtidig er duehøgen blevet en art, man har god grund til at holde øje med. Mens de fleste danske rovfugle er gået frem siden fredningerne, er duehøgen gået den modsatte vej. Bestanden er omtrent halveret siden midten af 1990'erne, og arten er forsvundet fra en fjerdedel af de kvadrater, hvor den ynglede for en generation siden.
Duehøgen er bygget til at accelerere mellem stammer. Kroppen er kompakt og bredbrystet, vingerne er forholdsvis korte og afrundede, og halen er lang og bred med afrundede hjørner. Størrelsesforskellen mellem kønnene er blandt de største hos vores rovfugle: hannen måler omkring 49-56 cm og har et vingefang på 93-105 cm, mens hunnen når 58-64 cm og 108-127 cm. Vægten følger med. Danske hanner vejer i gennemsnit omkring 875 g, hunnerne omkring 1.380 g.
Den voksne fugl har grå til brungrå overside — hos gamle hanner nærmest skifergrå — og lys underside med fin grå tværbåndning, der på afstand kan virke helt jævn. Hovedtegningen er det, man skal lede efter: en tydelig hvid øjenbrynsstribe over et mørkt kindparti og et gult til orangerødt øje. Underhaledækfjerene er lange og hvide, og hos kurtiserende fugle spredes de ud som en synlig hvid pude under haleroden. Fangerne er groft byggede med tykke gule tæer og kraftige kløer, dimensioneret til duer og kragefugle.
Ungfuglene ser helt anderledes ud. De er varmt gulbrune på undersiden med mørkebrune længdepletter i stedet for tværbåndning, og oversiden er brun med lyse fjerkanter. Det er ungfuglene, der oftest ses i det åbne land om efteråret, og det er også dem, der oftest bliver bestemt forkert.
Spurvehøgen er den eneste reelle forvekslingsart, og problemet er ægte nok: en stor spurvehøgehun kan overlappe en lille duehøgehan i størrelse. Størrelsen alene afgør derfor sjældent sagen — i hvert fald ikke på en enlig fugl uden sammenligningsgrundlag.
Brug i stedet silhuetten. Hos duehøgen rager hoved og hals tydeligt frem foran vingeforkanten, så fuglen får et fremadtungt udtryk. Spurvehøgens hoved virker lille og afrundet og stikker knap nok frem. Duehøgens vingebase er bred, brystet er dybt, og halens hjørner er afrundede, mens spurvehøgens hale er smallere og virker mere lige afskåret.
Flugtrytmen er mindst lige så brugbar. Duehøgen flyver med tunge, dybe vingeslag efterfulgt af lange, stabile glid i nogenlunde samme højde. Spurvehøgen stiger mærkbart på vingeslagene og synker igen i glidet, så flugten får et hoppende forløb. Endelig er øjenbrynsstriben markant hos den voksne duehøg og svag eller helt fraværende hos spurvehøgen. Tværbåndningen på brystet er hos duehøgen fin og gråtonet, mens spurvehøgehannens er rustrød og hunnens grovere og mere brunlig.
Duehøgen er standfugl i Danmark og bliver i eller nær reviret hele året. Den yngler næsten udelukkende i større skove, typisk over 100 hektar, og placerer reden højt oppe i en grenkløft i en bevoksning af gamle træer. Et par bruger ofte den samme rede flere år i træk, men råder også over flere reder inden for reviret og kan skifte mellem dem fra år til år.
Æglægningen falder normalt fra slutningen af marts til midten af april. Kuldet er typisk på 3-4 æg, rugetiden er 35-41 dage, og ungerne forlader reden efter omkring 40 dage, men bliver først helt uafhængige efter cirka 70 dage.
Jagten bygger på overraskelse. Duehøgen udnytter skovbryn, hegn og terrænets dækning til at komme tæt på, før den accelererer. Duer og kragefugle udgør hovedføden, og hvor der udsættes fasaner, tager den også dem. Kønsforskellen slår igennem i byttevalget: hannen tager typisk bytte op til ringdue-størrelse, mens hunnen kan klare betydeligt større fugle. Egern og andre mindre pattedyr står også på menuen.
Duehøgen påvirker desuden andre rovfugle direkte. Spurvehøgen indgår i byttet, og i skove med tætte duehøgebestande har man set spurvehøgen gå tilbage. Omvendt er antallet af ynglende spurvehøge steget markant i de skove, hvor duehøgen er forsvundet.
Den bedste chance for at se en duehøg i ro er ikke om sommeren, men i det tidlige forår. I februar og marts hævder parrene revir, og på stille, solrige dage med let opdrift kredser de op over skoven og udfører en karakteristisk bølgende kurtiseringsflugt: fuglen stiger med stive, langsomme vingeslag, kaster sig ned i en bue og stiger igen, ofte med de hvide underhaledækfjer spredt ud til siderne. Er begge fugle i luften samtidig, træder størrelsesforskellen mellem han og hun tydeligt frem, og artsbestemmelsen falder som regel på plads af sig selv.
Stemmen hører man i samme periode og igen ved reden i yngletiden. Det almindeligste kald er en hård, gennemtrængende serie — gik-gik-gik eller giak-giak — der lyder langsommere, dybere og mere skarpkantet end de skade- og spættelyde, den kan forveksles med. Hunnen kalder efter mage allerede i januar og begyndelsen af februar, og et vedholdende kald fra en skov på den årstid er et godt tegn på et besat revir.
Duehøgen yngler spredt i hele landet, men er knyttet til de større skovkomplekser og optræder derfor pletvis. Historisk blev arten forfulgt hårdt, og omkring 1960 var bestanden nede på cirka 100 par. Fredningen i 1967 vendte udviklingen: bestanden blev vurderet til 300-400 par i 1975 og omkring 650 par i 1985, og midt i 1990'erne var den efter Rovfuglegruppens gennemgang oppe på omkring 1.050 par.
Siden er det gået den anden vej. Bestanden vurderes til omkring 600 par i 2005 og cirka 500 par i 2021 — altså en halvering i forhold til midten af 1990'erne. DOF's punkttællinger viser samme faldende tendens, og under Atlas III i 2014-17 var duehøgen forsvundet fra 24 procent af de atlaskvadrater, hvor den blev fundet ynglende under Atlas II i 1993-96.
Nedgangen er ujævnt fordelt. I det sydøstlige Jylland faldt antallet fra 96 ynglende par i 1996 til 38 par i 2007. I Gribskov kollapsede bestanden fra 2010 til 2011, hvor næsten tre fjerdedele af parrene gik tabt, og i Store Dyrehave forsvandt det sidste sikre ynglepar i 2021.
DOF peger på ulovlig efterstræbelse i områder med store jagtinteresser som en sandsynlig hovedårsag til tilbagegangen, og sammenhængen med intensive fasanudsætninger er beskrevet fra flere landsdele. Historikken er værd at have med: selv om duehøgen blev fredet i 1967, måtte den lovligt bekæmpes i forbindelse med fjerkræavl og vildtudsætning helt frem til 1994. Konflikten er med andre ord ikke ny.
Forstyrrelse i yngletiden spiller også ind. Skovning tæt på redetræet og øget færdsel uden for stierne, blandt andet på anlagte mountainbikeruter gennem yngleområder, nævnes som medvirkende årsager i flere af de skove, hvor bestanden er gået tilbage. Til sammenligning huser Nederlandene op mod 2.000 ynglepar. Det viser, at et væsentligt tættere bestandsniveau er muligt under andre forhold.
Vælg en større, gammel skov, og tag af sted tidligt på året. Februar og marts på en stille formiddag med sol og let vind giver den bedste chance for rulleflugt over skoven. Stil dig ved en lysning, en skovsø eller et skovbryn med frit udsyn opad frem for inde i bevoksningen, hvor sigtbarheden er få meter.
Vinteren er den anden gode periode. Her jager duehøgene i det åbne land og søger mod flokke af duer, krager og råger. Opstår der pludselig uro i en dueflok over et markskel, er en høg ofte årsagen. Hold også øje fra fugletårne ved større søer, hvor duehøge kan jage blishøns og ænder.
Uanset hvor du leder, gælder det, at reden skal have fred. Voksne fugle forlader let reden ved forstyrrelse, og DOF anbefaler en forstyrrelsesfri zone på 200 meter omkring redetræet i yngletiden; i Sverige opererer man med 300 meter omkring duehøgereder. Nyd fuglen på afstand, og indtast dine observationer i DOFbasen. Netop for duehøgen har det systematiske feltarbejde været afgørende for, at tilbagegangen overhovedet blev opdaget.
Hvor mange duehøge yngler der i Danmark? Bestanden vurderes til omkring 500 ynglepar i 2021. Det svarer til cirka en halvering i forhold til midten af 1990'erne, hvor bestanden blev vurderet til omkring 1.050 par. Nedgangen ses både i DOF's punkttællinger og i atlaskortlægningen.
Hvordan skelner jeg duehøg fra spurvehøg i felten? Se på proportionerne frem for størrelsen. Duehøgens hoved rager tydeligt frem foran vingeforkanten, brystet er dybt, halen er bred med afrundede hjørner, og flugten er stabil med lange glid i samme højde. Spurvehøgen har et lille, afrundet hoved, smallere hale og en hoppende flugt, hvor den stiger på vingeslagene og synker i glidet.
Er duehøgen fredet i Danmark? Ja. Duehøgen blev fredet i 1967, og som alle danske dagrovfugle er den i dag totalfredet. Frem til 1994 kunne den dog lovligt bekæmpes i forbindelse med fjerkræavl og vildtudsætning, og ulovlig efterstræbelse anses fortsat for en væsentlig trussel mod bestanden.
Hvornår på året er duehøgen lettest at finde? I februar og marts, hvor parrene hævder revir og udfører kurtiseringsflugt over skoven på stille, solrige dage. Vinteren er også god, fordi fuglene da jager i det åbne land ved flokke af duer, krager og vandfugle.
Hvad lever duehøgen af? Hovedsagelig mellemstore fugle, især duer og kragefugle, og hvor de findes, også fasaner. Hannen tager typisk bytte op til ringdue-størrelse, mens den større hun kan klare betydeligt større fugle. Egern og andre mindre pattedyr indgår også.