Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-03 · 6 min. læsning
Da sognepræsten i Græsted luftede sin hund en sen aften i maj 2026, hørte han en insisterende, næsten mekanisk tone fra et kastanjetræ få meter fra kirken. Først troede han, at et alarmanlæg var gået i gang inde i kirken. Bagefter overvejede han og konen, om det kunne være en drone, der sendte et signal. Det var en Dværghornugle, og i dagene efter kørte flere hundrede fuglekiggere til Nordsjælland for at stå i mørket og lytte. Arten hører til de mest eftertragtede sjældenheder på den danske …
Da sognepræsten i Græsted luftede sin hund en sen aften i maj 2026, hørte han en insisterende, næsten mekanisk tone fra et kastanjetræ få meter fra kirken. Først troede han, at et alarmanlæg var gået i gang inde i kirken. Bagefter overvejede han og konen, om det kunne være en drone, der sendte et signal. Det var en Dværghornugle, og i dagene efter kørte flere hundrede fuglekiggere til Nordsjælland for at stå i mørket og lytte. Arten hører til de mest eftertragtede sjældenheder på den danske fugleliste, og fire af de syv danske fund er gjort med ørerne frem for øjnene. Netop derfor er det værd at kende fløjtet, før man en mild sommernat står og undrer sig over en lyd, der ikke rigtig passer på noget.
Dværghornuglen er lille. Den måler 19-21 centimeter i længden og har et vingefang på 47-54 centimeter. I silhuet fylder den altså knap mere end en solsort, og en DOF-biolog beskrev den ved Græsted som "ikke meget større end en knyttet hånd". Fjerdragten varierer kraftigt fra askegrå til rustbrun, og hele fuglen er fint tegnet med mørke skaftstreger og fine tværbånd, der får den til at gå i ét med barken. Undersiden er tæt tegnet, og de gule øjne er omgivet af mørkere øjenskygger, der giver ansigtet et fladt udtryk. Arten beskrives typisk som en lille, brun, fladhovedet ugle.
Øretotterne er små og lægges ofte helt ned. Bliver fuglen urolig, rejser den dem tydeligt og indtager samtidig den karakteristiske camouflagestilling, som også kendes fra skovhornuglen: rank, langstrakt og fuldstændig ubevægelig, presset op ad en gren eller en stamme. I flugten virker den langvinget og forholdsvis retlinjet med hurtige vingeslag. I dagslys er den næsten umulig at finde, hvis man ikke ved præcis, hvilket træ man skal kigge i.
Stemmen er hele nøglen til arten. Revirsangen er et enkelt, blødt fløjtet "tjok", der gentages med 2-4 sekunders mellemrum, time efter time, i samme tonehøjde og samme takt. Under gunstige forhold kan lyden høres i en radius af omkring en kilometer, og det er den monotone regelmæssighed, der forvirrer folk. Den lyder mere som et elektronisk signal end som en fugl. Sognepræsten i Græsted mistænkte først en alarm, og han er langtfra den første, der har haft den tanke.
Fuglen er udpræget nataktiv, til forskel fra flere andre ugler, der også kan være aktive i skumringen. Den synger typisk, fra mørket falder på, og videre ud i natten, som regel fra en fast sangpost i en trækrone. Den kan skifte mellem sangposterne, og det gør den svær at pejle ind: ved Græsted rykkede lyden fra kastanjetræet videre til præstegårdshaven. Fordi den sidder stille og lodret, opdager man den sjældent uden hjælpemidler. Dokumentationen ved Græsted kom da også fra lydoptagelser, som en ekspert kunne bekræfte. Det visuelle bevis faldt først på plads, da en af de fremmødte fuglekiggere fangede den som en lysende prik med en termisk spotter. Det siger noget om, hvor tæt på usynlig arten er, selv når hundredvis af mennesker står under den og lytter.
Dværghornuglen lever overvejende af insekter, og det forklarer hele artens levevis. Den er knyttet til varme, åbne landskaber med spredte gamle træer og holder til i plantager, parker og lunde i Syd- og Mellemeuropa og videre østpå. Den nordligste yngleudbredelse ligger i Frankrig. Fordi føden forsvinder om vinteren, er arten en udpræget trækfugl, der forlader Europa og overvintrer i Afrika, mens en mindre del af bestanden bliver i det sydligste Europa.
Reden anlægges i hulheder, og arten bruger ikke redemateriale. Den kan også overtage gamle reder fra andre fugle. Kuldet er typisk på 4-5 æg, som normalt lægges i maj, og hunnen ruger alene i 24-25 døgn, mens hannen bringer føden hjem. Hunnen bliver i redehullet og fodrer ungerne de første par uger, hvorefter hun også selv går på jagt. Ungerne kravler ud af redehullet efter omkring tre til fire uger, altså før de er rigtig flyvefærdige. Det bliver de først, når de er omkring en måned gamle. Hele forløbet er presset ind i sommerens insektrigeste måneder, og allerede i september-oktober er fuglene på vej sydpå igen.
I Danmark er dværghornugle en ægte sjældenhed. Arten står i kategori A på Den danske fugleliste med status som sjældenhed, altså under 100 fund i alt, og den er markeret på SU-listen. Det betyder, at Sjældenhedsudvalget under DOF BirdLife skal godkende dokumentationen, før et fund anerkendes. Uden lydoptagelse, foto eller en grundig beskrivelse kommer observationen ikke ind i statistikken.
Regnskabet er kort. Sjældenhedsudvalgets årsrapport for 2017 opgør to godkendte fund før 1950, tre i perioden 1950-2016 og ét i 2017. Konkret drejer det sig om en død fugl fra Sydsjælland i 1910, en fugl fundet død i Brønshøj den 3. januar 1917 og derefter tre syngende fugle: Batterivej ved Skagen den 26. maj 1982, Filsø i Vestjylland 12. juni - 3. juli 2003 og Fornæs på Djursland 27.-28. maj 2012. Fuglen fra Græsted i maj 2026 er ifølge Sjældenhedsudvalget det syvende danske fund. Til sammenligning oplyste udvalget i 2017, at Sverige havde elleve fund, Norge tre og Finland ét.
Det sjette fund er samtidig det mærkeligste. Den 11. november 2017 fandt jægeren Leif Holm resterne af en lille fugl i Hallerup Skov syd for Nykøbing Falster med hjælp fra sin hund. Kun en vinge og en fod var tilbage. Fuglen bar en spansk ring med inskriptionen "C13804 Aranzadi San Sebastian" og var ifølge ringmærkningscentralen mærket som voksen hanfugl den 1. april samme år ved Santpedor nordvest for Barcelona, 1.621 kilometer fra findestedet. Ifølge Ringmærkningscentralen var det første gang, en ringmærket dværghornugle blev genmeldt i Danmark og i det hele taget i Nordeuropa, og afstanden er den længste, den spanske central har registreret for arten. Til sammenligning er det næstlængste genfund gjort blot 15 kilometer fra mærkningsstedet.
Den største fælde er ikke en anden ugle, men selve lyden. Et monotont, gentaget fløjt i en sommernat får mange til at tænke på alt fra alarmer og elektronik til frøer, og omvendt bliver et par fjerne toner fra en teknisk installation af og til meldt som ugle. Optag lyden med telefonen, notér intervallet mellem tonerne, og lyt efter, om takten er så maskinelt regelmæssig, som den skal være.
Blandt fuglene er kirkeuglen den nærmeste i størrelse, og dværghornuglen er netop en anelse mindre. Kirkeuglen er 23-27 centimeter lang med et vingefang på 50-57 centimeter, men den har et rundt hoved uden øretotter, kraftige gule øjne med markante hvide "øjenbryn" og en langbenet, kompakt holdning. Stemmen er også en helt anden: et højt, langtrukkent og klagende, faldende "kioo" samt et skarpt kji-kji-kji som advarsel, altså ikke et jævnt metronomfløjt. Kirkeuglen er i øvrigt selv blevet en stor sjældenhed herhjemme. Den er kritisk truet (CR) på den danske rødliste, og DOF oplyste i 2026, at bestanden de seneste år er vokset fra ni til 16 ynglepar, alle i Jylland.
Skovhornuglen har rigtige øretotter, og derfor falder gættet ofte på den. Men den er i en helt anden vægtklasse: 31-37 centimeter lang, med et vingefang på 86-98 centimeter, orangegule øjne og en revirsang af dybe "ooh"-stød, der begynder svagt og tiltager i styrke. Med omkring 2.000 ynglepar regnes den for den mest jævnt udbredte ugleart i landet, mens natuglen er den talrigeste. Har man kun et flygtigt glimt af en ugle med totter, taler sandsynligheden derfor kraftigt imod dværghornugle. Skal man kende de to fra hinanden i felten, er det størrelsen og stemmen, der afgør sagen, ikke totterne.
Hvor mange gange er dværghornugle fundet i Danmark? Sjældenhedsudvalgets årsrapport for 2017 opgør seks godkendte danske fund: 1910, 1917, 1982, 2003, 2012 og 2017. Den syngende fugl ved Græsted Kirke i maj 2026 er ifølge udvalget det syvende. Arten er dermed blandt de mest eksklusive gæster på den danske fugleliste.
Hvordan lyder dværghornuglens kald? Revirsangen er et blødt fløjtet "tjok", der gentages med 2-4 sekunders mellemrum i samme tonehøjde. Under gunstige forhold kan den høres i en radius af omkring en kilometer. Den maskinelle regelmæssighed er det bedste kendetegn, og den er samtidig grunden til, at lyden ofte forveksles med teknisk udstyr.
Skal fund af dværghornugle godkendes af Sjældenhedsudvalget? Ja. Arten er markeret på SU-listen, og dokumentationen skal godkendes af DOF's Sjældenhedsudvalg, før fundet anerkendes. Udvalget behandler blandt andet beskrivelser, fotos, lydoptagelser og dødfundne fugle, og de godkendte fund offentliggøres i den årlige SU-rapport.
Hvornår på året er chancen størst for at støde på arten? De tre syngende danske fugle før 2026 blev fundet i maj, juni og juli, og Græsted-fuglen sang i maj. Det passer med det klassiske mønster, hvor forårstrækkende fugle sydfra trækker for langt mod nord. Fundene fra januar 1917 og november 2017 viser dog, at fugle også kan dukke op langt uden for det mønster.
Kan man se dværghornuglen om dagen? Sjældent. Den er udpræget nataktiv og skjuler sig om dagen, presset op ad en gren i camouflagestilling, hvor den er så godt som umulig at få øje på uden lokalkendskab. Ved Græsted var det først en fremmødt fuglekigger med en termisk spotter, der fik fuglen på billede.