Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-08-20 · 8 min. læsning
Der er noget nærmest teatralsk over en sølvhejre. Den står lysende hvid i rørkanten med halsen foldet i et S, fuldstændig ubevægelig, mens vandet løber forbi benene. Så skyder halsen frem som en fjeder, der udløses, og en skalle er væk. For få årtier siden blev der kun set ganske få sølvhejrer om året i Danmark, og et fund var noget, man kørte efter. I dag er arten ifølge DOF BirdLife almindelig og udbredt i det meste af landet.
Der er noget nærmest teatralsk over en sølvhejre. Den står lysende hvid i rørkanten med halsen foldet i et S, fuldstændig ubevægelig, mens vandet løber forbi benene. Så skyder halsen frem som en fjeder, der udløses, og en skalle er væk. For få årtier siden blev der kun set ganske få sølvhejrer om året i Danmark, og et fund var noget, man kørte efter. I dag er arten ifølge DOF BirdLife almindelig og udbredt i det meste af landet.
Historien om Sølvhejre (Ardea alba) er en af de mest bemærkelsesværdige i nyere dansk fuglehistorie. Indtil 1990 var arten en sjælden gæst herhjemme, skriver DOF BirdLife i sin artsbeskrivelse. I 2014 ynglede de to første par på Saltholm i Øresund. I 2025 opgjorde DOF BirdLifes projekt Truede og Sjældne Ynglefugle den danske bestand til 93 par. Det er en udvikling, der på artsniveau minder om havørnens, tranens og skestorkens — en sammenligning, DOF selv trækker.
Sølvhejren er på størrelse med fiskehejren. DOF BirdLife angiver længden til 85-100 cm, vingefanget til 143-169 cm og vægten til 950-1.600 gram. Fjerdragten er kridhvid hele året og hos alle aldre — der findes ingen brogede ungfugledragter at holde øje med, som man kender det fra måger og rovfugle.
Det, der skiller sølvhejren fra alle andre hvide fugle i det danske landskab, er proportionerne. Halsen er urimeligt lang og knækker i en skarp vinkel, næbbet er langt og dolkformet, og benene er så lange, at de under flugten stikker langt ud bag halefjerene. Netop det er et af de mest brugbare kendetegn på afstand: en stor hvid fugl med langsomme vingeslag og et sæt ben, der rager bagud som et ror.
I sommerdragten får den lange, luftige prydfjer på brystet og bagerst på ryggen. Det er de fjer, der nær havde kostet arten livet omkring år 1900, hvor de blev jaget til pynt på damehatte. Fredning i land efter land vendte udviklingen, og i dag er sølvhejren opført på fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I og fredet i Danmark.
Det mest karakteristiske ved sølvhejren er også det, der oftest forvirrer folk, som ser den to gange på et år. Næbfarven skifter.
Uden for yngletiden — altså det meste af året, og i hele den periode, hvor de fleste danskere møder arten — er næbbet gult. Det lyser mod den hvide fjerdragt og kan ses på lang afstand. I yngletiden bliver næbbet derimod mørkt. DOF BirdLife formulerer det kort og præcist: næbbet er mørkt i yngleperioden, men gult resten af året. Den Store Danske beskriver det som sortbrunt i yngletiden og gult resten af året. Da unge fugle ikke yngler, er det gule næb altså også det, man møder hos årets ungfugle.
Benene følger ikke med. De er mørke året rundt, og tæerne er ligeledes mørke. Netop det lille detaljespørgsmål — er tæerne mørke eller gule? — er den hurtigste vej til en sikker bestemmelse over for silkehejren.
Sølvhejren jager først og fremmest, som hejrer gør: den venter. Den stiller sig på lavt vand og står stille, indtil et bytte kommer inden for rækkevidde. Men ifølge DOF BirdLife kan den også jage mere aktivt ved at gå ret hurtigt gennem vandet.
Menuen er bredere end blot fisk. Fisk og vandinsekter fylder mest, men i mere tørre perioder tager den også mindre pattedyr som mosegrise samt firben og landinsekter, og den kan gå efter bløddyr og fugleunger. Den fouragerer både i vådområder og ude på enge, hvilket er en del af forklaringen på, at den er så synlig i det danske landbrugslandskab.
Reden bygges enten parvis eller i kolonier med en vis afstand mellem rederne. I Danmark er sølvhejrens rede fundet både på jorden i rørskov, i lave pilebuske og højt oppe i nåletræer, hvor arten yngler side om side med fiskehejrer. Der lægges ét kuld på 3-5 æg, rugetiden er 25-26 dage, og ungerne er flyvefærdige efter omkring 42 dage.
Et nyere dansk fænomen er de kollektive overnatningspladser. Når yngletiden er forbi, samles sølvhejrerne i sensommeren og det tidlige efterår i store antal, og rekorden er ifølge DOF BirdLife 155 fugle til overnatning i den nordlige del af Bygholm Vejle. Karakteristisk nok flyver de først mod overnatningspladsen, efter at solen er gået ned — modsat tranerne, der som regel samles i timen før solnedgang.
Sølvhejren er ikke nogen støjende fugl. Uden for ynglekolonien høres den sjældent, og mange møder med arten i felten foregår helt uden lyd.
Bliver den skræmt op, kan den udstøde et hæst skrig i familie med fiskehejrens — som DOF BirdLife beskriver som hæst og bestemt ikke blandt de smukkeste danske fuglestemmer. I ynglekolonien er lydbilledet mere sammensat, med hæse kald fuglene imellem.
De danske fagkilder beskriver ikke sølvhejrens stemme i detaljer, men DOF BirdLife har lydoptagelser af arten liggende på Danmarks Fugle. Det er værd at lytte til dem, inden man selv står i felten — sølvhejrens stemme er langt mindre kendt blandt danske fuglekiggere end dens udseende.
Sølvhejren er vidt udbredt over kloden. Ud over i Europa forekommer den ifølge DOF BirdLife i det centrale og østlige Asien og videre mod sydøst til Australien og New Zealand, desuden i dele af det sydlige Afrika og på Madagaskar samt i det sydlige Nordamerika og store dele af Sydamerika. I Europa er forekomsten spredt, og de største bestande findes i Ungarn og Østrig og især i Rusland og Ukraine.
Den danske udvikling kan aflæses direkte i DOF BirdLifes bestandsopgørelser. I 2018 blev der talt 10 ynglepar. Året efter faldt tallet til 5-6 par, men derfra gik det stærkt: 26-28 par i 2020, 31 i 2021, 32-33 i 2022, 38-49 i 2023, 72-73 i 2024 og 93 par i 2025. Tallene skal læses med det forbehold, DOF selv tager: opgørelserne bliver løbende rettet, efterhånden som nye oplysninger kommer ind, og DOF BirdLifes artsside angiver 91 par for 2025 mod bestandsopgørelsens 93.
Kerneområderne er Vejlerne, Nissum Fjord, Ringkøbing Fjord og Vadehavet med Rømødæmningen. Alene i Vejlernes store hejrekoloni talte artskoordinator Henrik Haaning Nielsen ved hjælp af dronefotografering 44 ynglepar af sølvhejre i maj 2025 — mod 95 par fiskehejre samme sted, med rederne i toppen af høje nåletræer. På Saltholm, hvor det hele begyndte i 2014, etablerede arten sig derimod ikke. Måske var den endda tyvstartet allerede i 2007, hvor et par på Amager tog tilløb til at yngle uden at få succes.
Uden for yngletiden er sølvhejren i dag udbredt over hele landet. DOFbasens fænologi for 2016-2025 viser fugle året rundt med et tydeligt lavpunkt i maj og juni og et markant maksimum sidst i september og først i oktober. En del fugle bliver vinteren over. Mange af dem kommer sydfra og østfra: en farveringmærket sølvhejre, der blev aflæst i Bøtø-reservatet på Sydfalster i september 2013, viste sig at være ringmærket som redeunge ved en sø i det centrale Polen i juni samme år — 552 kilometer på tre måneder. I 2017 blev en fugl med rød ring aflæst på Kalvebod Fælled; den var mærket som unge i Letland i 2014.
På den globale rødliste er arten kategoriseret som livskraftig. På den danske rødliste står den som vurdering ikke mulig, netop fordi den stadig regnes som en art under etablering — kategorien bruges blandt andet om arter, der har været i landet i mindre end ti år.
Der er ikke én forklaring, men tre, der trækker samme vej. Fredningen fjernede det jagttryk, der havde presset arten til randen i Europa; i lande som Rumænien blev de hvide hejrer voldsomt efterstræbt helt frem til slutningen af 1980'erne, men efterstræbelsen er stort set ophørt. Mildere vejr er i sølvhejrens favør, og den er en af flere sydlige arter, der i disse årtier udvider udbredelsen flere hundrede kilometer mod nord. Og endelig er der levestederne: nye og genoprettede vådområder skaber præcis den slags lavvandede, fiskerige arealer, som arten har brug for — DOF's artskoordinator forventer, at flere vådområder som resultat af den politiske aftale Grøn Trepart vil give fortsat fremgang i de næste årtier.
Springbrættet til Danmark er formentlig fremgangen i Holland, hvor flere hundrede par yngler, kombineret med meget store bestande i Belarus og Ukraine, hvor der yngler op imod henholdsvis 2.000 og 10.000 par. Ifølge BirdLife Internationals opgørelser er arten også gået frem i Polen og Kroatien, de baltiske lande huser voksende antal, og både De Britiske Øer og Sverige har fået enkelte ynglepar. Kun i Tyrkiet er der noteret tilbagegang i de senere år.
Fiskehejre i lys dragt. Den hyppigste fejlbestemmelse. En fiskehejre i stærkt modlys eller på lang afstand i disede forhold kan virke helt hvid. Kig efter det kraftige gule næb og efter de to lange sorte nakkefjer og den sorte stribe bag øjet. Er fuglen ægte hvid, er halsen tydeligt slankere og længere, og benene rager længere ud bag halen under flugten.
Silkehejre. Også kridhvid, men kun 55-65 cm lang, altså omkring to tredjedele af sølvhejrens størrelse. Det sikreste kendetegn er fødderne: silkehejren har mørke ben med markant gule fødder, mens sølvhejren har mørke ben og mørke tæer. Silkehejren har desuden sort næb hele året og bærer i yngledragten to lange prydfjer i nakken, som sølvhejren mangler.
Kohejre. En lille og ret kompakt hvid hejre med forholdsvis kort næb, kun 45-50 cm lang, og oftest i selskab med kreaturer. I yngledragt har den orangefarvede fjer på hoved og hals. DOF BirdLife betegner den som en meget sjælden gæst i Danmark.
Hvornår har sølvhejren sort næb, og hvornår er det gult? Næbbet er mørkt — sortbrunt — i yngletiden og gult resten af året. Da unge fugle ikke yngler, har de gult næb.
Hvornår ynglede sølvhejren første gang i Danmark? Det første sikre danske ynglefund blev gjort på Saltholm i Øresund i 2014, hvor to par ynglede i fiskehejrekolonien. Arten etablerede sig dog ikke der. Fra 2016 har den ynglet fast i Vejlerne.
Hvor stor er den danske ynglebestand? DOF BirdLifes bestandsopgørelse for projektet Truede og Sjældne Ynglefugle opgør bestanden til 93 par i 2025 mod 10 par i 2018. DOF's artsside angiver 91 par for 2025, da tallene løbende justeres.
Hvordan kender jeg sølvhejre fra silkehejre? Sølvhejren er langt større og har mørke ben med mørke tæer, mens silkehejren har mørke ben med tydeligt gule fødder. Silkehejrens næb er sort hele året.
Hvor i Danmark ser man flest sølvhejrer? Vejlerne, Tipperne, Rømødæmningen, Vadehavet, Tryggelev Nor på Langeland, Klydesøen på Amager, Saltholm og Nyord ved Møn er blandt de lokaliteter, hvor der kan ses større antal, og de største tal ses i sensommeren og det tidlige efterår.