Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-08-20 · 9 min. læsning
En stille forårsmorgen i en gammel bøgeskov med spredte graner kan pludselig blive brudt af en lyd, der ikke ligner noget andet i dansk natur: en hård, tør hvirvel af slag mod ved, der ruller ud gennem stammerne og bliver ved med at kunne høres, længe efter at man er gået videre. Kort efter lyder et gennemtrængende kald fra kronetaget, og en stor, kulsort fugl kaster sig ud i luften med langsomme, dybe vingeslag.
En stille forårsmorgen i en gammel bøgeskov med spredte graner kan pludselig blive brudt af en lyd, der ikke ligner noget andet i dansk natur: en hård, tør hvirvel af slag mod ved, der ruller ud gennem stammerne og bliver ved med at kunne høres, længe efter at man er gået videre. Kort efter lyder et gennemtrængende kald fra kronetaget, og en stor, kulsort fugl kaster sig ud i luften med langsomme, dybe vingeslag.
Det er Sortspætte, skovens største hulbygger og en art, der først blev fast dansk ynglefugl i 1960'erne. Dansk Ornitologisk Forening beskriver den som en imponerende fugl, hvis størrelse alene leder tanken hen på en kragefugl snarere end en spætte. For den, der færdes i de rigtige skove, er sortspætten samtidig en af de arter, man langt oftere hører end ser.
Sortspætten måler ifølge DOF omkring 45 centimeter, har et vingefang på 64-68 centimeter og vejer 300-350 gram. Den Store Danske angiver længden til 45-47 centimeter og fastslår, at arten dermed er Danmarks største spætte.
Dragten er helt sort på nær det røde på hovedet. Hannen har rød isse, mens hunnen kun har en lille rød plet i nakken. Næbbet er lyst hornfarvet og virker meget kraftigt, øjnene er hvidlige, og halsen er lang med en påfaldende kantet nakke. Halen er lang og stiv og bruges som støtte mod stammen. Ungfugle ligner de voksne, men er mattere og mere brunsorte, og de har blågrå øjne, når de er flyvefærdige.
Flugten er et kendetegn i sig selv. Sortspætten flyver flagrende med dybe, langsomme vingeslag og ofte med hovedet en anelse løftet, hvilket giver et helt andet flugtbillede end kragefuglenes jævne, roende flugt.
Trommen er sortspættens visitkort. DOF beskriver den som så kraftig, at den kan høres op til et par kilometer væk, og angiver, at fuglen typisk trommer omkring 20 slag på to sekunder. Naturbasen sætter tallene lidt højere og kalder trommen en regulær maskingeværsalve på to til tre sekunder med 20-25 slag, som kan høres i op til to-tre kilometers afstand. Uanset hvilket sæt tal man lægger til grund, er der tale om en af de mest vidtrækkende fuglelyde i dansk skov.
Trommen er ikke fødesøgning, men yngle- og revirrelateret adfærd. DOF's atlasrapport fremhæver, at fuglene kan være meget vokale med sang, trommen og anden ynglerelateret adfærd, særligt i det tidlige forår under pardannelsen. Signalet giver mening i et landskab, hvor sigtbarheden er lav, og hvor revirerne er store: et enkelt sortspættepar kan råde over op til 400 hektar, blandt andet til fødesøgning.
Resten af året er det kaldene, man skal lytte efter. Flugt- og advarselskaldet er et hårdt, rullende krryck krryck krryck, som gentages hen over trækronerne. Lige før fuglen lander, lyder et langtrukkent, klagende kliiiiæh. Sangen er en metallisk serie, der ofte gengives som koih kvi kvi kvi kvi.
Lyden er i praksis den bedste indgang til arten. Sortspætten er sky og holder sig gerne højt i kronerne, og ifølge Naturbasen er det især i begyndelsen af yngletiden omkring april, at man hører fuglene i skoven. En tur med ørerne åbne giver derfor langt mere end at spejde efter en sort fugl mellem stammerne.
Sortspættens redehul er lige så karakteristisk som stemmen. Naturbasen angiver, at indgangen måler omkring 11 gange 14 centimeter, og at selve hulrummet hakkes ud i cirka en halv meters dybde med en diameter på 20-25 centimeter. DOF angiver tilsvarende et redekammer på omkring en halv meter i dybden og cirka 25 centimeter i diameter.
Et hulrum af den størrelse kræver et træ af en vis kaliber. DOF beskriver, at kammeret placeres i et tykstammet træ, gerne i over ti meters højde, mens værket Naturen i Danmark angiver, at et sortspættebo normalt anbringes 8-14 meter oppe. I Danmark findes flest sortspættehuller i bøg, hvilket ifølge Naturen i Danmark sandsynligvis blot skyldes, at det er den træart, der findes flest af i den rette dimension. Også grove nåletræer bruges.
Det afgørende for resten af skoven er, at der hele tiden kommer nye huller til. DOF beskriver, at sortspætten gerne udmejsler et nyt redekammer hvert år, så skoven tilføres en jævn strøm af nye redehuller. Naturen i Danmark nuancerer billedet: cirka halvdelen af sortspætterne bruger samme redehul i flere år, mens resten af hullerne overtages af andre arter.
Dermed efterlader sortspætten boliger til arter, der ikke selv kan bygge. DOF nævner hvinand, huldue og perleugle som de tydeligste eksempler. Hulduen, der måler 33 centimeter og af DOF blev opgjort til 700-2.300 danske par i 2021/2023, kan ifølge Naturen i Danmark sandsynligvis takke sortspætten for sin fremgang. Endnu mere direkte er sammenhængen for perleuglen: i 1980'erne boede samtlige nyindvandrede perleugler på Bornholm i gamle sortspættehuller, og DOF beskriver, at arten fortrinsvis benytter netop gamle sortspættehuller som redested, men også kan yngle i opsatte redekasser. Perleuglen er dog stadig ekstremt fåtallig herhjemme med 2-7 par i 2025.
Konkurrencen om hullerne er hård. DOF's atlasrapport nævner, at bestanden visse steder i yngletiden kan være presset af alliker, der gerne profiterer af det overskud af huller, som sortspætten producerer.
Sortspætten lever i høj grad af myrer. Ifølge Naturen i Danmark kan myrer om sommeren udgøre mere end 90 procent af føden, og de vigtigste arter er herkulesmyre og rød skovmyre. DOF beskriver ligefrem, at sortspættens udbredelse i Danmark i nogen grad afspejler udbredelsen af herkulesmyren. Naturbasen anslår, at omkring 1.000 myrer kan udgøre et enkelt måltid. Dertil kommer billelarver og andre insekter under barken.
Sporene er svære at overse. Naturen i Danmark fortæller, at man i dansk skovbrug ikke var klar over, hvor hyppige herkulesmyrerne var, før sortspættens hakken gjorde opmærksom på dem. I områder med sortspætter kan myretuer være gravet ud, og træstubbe kan være hakket grundigt fra hinanden, så splinter ligger spredt over skovbunden.
Om vinteren er døde træer, stubbe og stød de vigtigste fødesøgningssteder. Naturbasen peger derfor på, at en mere naturvenlig skovdrift med efterladt dødt ved har direkte betydning for arten, og DOF fremhæver, at mængden af egnede redehulstræer sammen med fødetilgængeligheden er de mest betydningsfulde faktorer for bestanden.
Sortspætten er standfugl og bliver i landet hele året. Den lægger ét kuld på fire til seks æg i april-maj, rugetiden er 12-14 dage, og ungerne er flyvefærdige efter 24-28 dage. Allerede fra 17-20-dagesalderen viser de sig ofte i redehullet, og det er ofte på det tidspunkt, en rede bliver opdaget.
Sortspætten er en ny dansk ynglefugl. DOF formoder, at arten ynglede her i stenalderen, men den forsvandt siden helt. Ifølge Den Store Danske indvandrede den i 1960'erne fra Sverige til Nordsjælland — med første ynglefund i 1961 — og til Bornholm, mens den senere indvandrede sydfra fra Tyskland til Sønderjylland. Den vestlige bestand nåede hurtigt op til Midt- og Nordøstjylland, mens fremgangen på Sjælland gik langsomt.
Udviklingen kan aflæses i bestandstallene, men de skal læses med forsigtighed, fordi opgørelsesmetoderne varierer. Under Atlas I (1971-74) blev bestanden skønnet til 80 par, i 1993-94 til 133-163 par og under Atlas II (1993-96) til 200-250 par — et niveau, man siden har regnet med. DOF's tredje atlasundersøgelse i 2014-2017 nåede frem til et lavere skøn på 116-142 par, men rapporten understreger selv, at den reelle bestand kan være højere, fordi flere kvadrater tilsyneladende ikke er eftersøgt eller kun undersøgt for ét ynglepar. De nyeste tal fra DOF er markant højere: 330-570 ynglepar i 2022, med en stabil udvikling 2012-2023 og mere end 500 procents fremgang siden 1980.
Udbredelsen målt i atlaskvadrater fortæller den samme historie om en kraftig etablering efterfulgt af stilstand: 91 kvadrater (4 procent) under Atlas I, 242 kvadrater (11 procent) under Atlas II og 240 kvadrater (11 procent) under Atlas III. Atlasrapporten opgør bestandsudviklingen 1982-2018 som en moderat tilbagegang i yngletiden og som stabil om vinteren, og DOF beskriver ligeledes en moderat tilbagegang i de seneste år.
Geografisk ligger tyngden i dag i Sønderjylland, det centrale og nordøstlige Jylland samt i Nordsjælland. Arten yngler spredt over hele Jylland med kerneområde i det østlige Jylland, mens den på Sjælland har sit kerneområde i nordøst. På Fyn er den kun registreret med et enkelt par nær Lillebæltsbroen i 2013. På Bornholm er billedet det modsatte af fremgangen: her er arten i praksis forsvundet, og DOF angiver, at den ikke er registreret sikkert ynglende på øen siden 2005 — selv om Bornholm i 1990'erne rummede en af landets tætteste bestande.
Trods fremgangen er sortspætten stadig fåtallig. Den er vurderet som sårbar (VU) på den danske rødliste, der senest blev opdateret i 2019, den er opført på EU-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I, og den er fredet efter artsfredningsbekendtgørelsen. Globalt er den ikke truet og vurderes som livskraftig (LC); den europæiske ynglebestand er estimeret til 1,11-1,82 millioner par.
Den hyppigste forveksling sker ikke med øjnene, men med ørerne. Naturbasen bemærker tørt, at sortspætten på stemmen kan forveksles med blandt andet grønspætte, men at man ikke er i tvivl, når man først ser fuglen. DOF's atlasrapport nævner det samme: hvor grønspætten forekommer, kan arternes sang forveksles. Sortspættens metalliske koih kvi kvi kvi kvi minder ikke tilfældigt om grønspættens kraftige kly-kly-kly-kly.
Ser man fuglene, er de til gengæld nemme at skille ad. Grønspætten er markant mindre med sine 32 centimeter og et vingefang på kun 40-42 centimeter, og den er grøn på ryg og vinger med rød isse og nakke, et sort parti omkring øjnene og en gul overgump, der lyser op i flugten. Den er på størrelse med en allike, mens sortspætten er på størrelse med en krage.
Den anden klassiske fejl sker i flugten. En krage måler 47 centimeter og er dermed stort set lige så lang som en sortspætte, og på afstand ligner en sort fugl over skovbrynet umiddelbart en kragefugl. Proportionerne skiller dem dog ad: kragens vingefang er 93-104 centimeter mod sortspættens 64-68, og kragen vejer 540-600 gram mod spættens 300-350. Sortspætten har altså langt kortere vinger på en lettere krop, og det giver den flagrende, næsten urolige flugt med dybe vingeslag og let løftet hoved. Ser man fuglen på en stamme, afgør det lyse næb og det røde på hovedet sagen på et øjeblik.
Hvor mange sortspætter yngler der i Danmark? DOF opgør bestanden til 330-570 ynglepar i 2022. Til sammenligning blev bestanden under Atlas I i 1971-74 skønnet til 80 par, under Atlas II i 1993-96 til 200-250 par og under Atlas III i 2014-2017 til 116-142 par. Forskellene skyldes både reelle udsving og forskelle i opgørelsesmetode.
Hvordan lyder en sortspætte? Trommen er en hård salve, som ifølge DOF typisk består af omkring 20 slag på to sekunder og kan høres op til et par kilometer væk; Naturbasen angiver 20-25 slag på to-tre sekunder og en hørevidde på op til to-tre kilometer. Derudover høres et rullende krryck krryck krryck i flugten og et langtrukkent kliiiiæh lige før landing.
Hvornår på året kan man høre sortspætten tromme? Trommen høres især i det tidlige forår under pardannelsen, og ifølge Naturbasen er chancen størst for at høre fuglene i skoven i begyndelsen af yngletiden omkring april.
Hvilke andre fugle bruger sortspættens gamle redehuller? DOF nævner hvinand, huldue og perleugle. Naturen i Danmark beskriver, at hulduen sandsynligvis kan takke sortspætten for sin fremgang, og at samtlige nyindvandrede perleugler på Bornholm i 1980'erne boede i gamle sortspættehuller. Også alliker konkurrerer om hullerne.
Hvordan kender jeg forskel på sortspætte og grønspætte? Sortspætten er helt sort med rød isse hos hannen eller en lille rød nakkeplet hos hunnen og måler omkring 45 centimeter, mens grønspætten er 32 centimeter, grøn på ryg og vinger og har et sort parti omkring øjnene og en gul overgump. Forvekslingen sker derfor oftest på stemmen, ikke på udseendet.