Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-08-13 · 8 min. læsning
Da vores bedsteforældre var børn, fandtes lyden slet ikke i Danmark. I dag er den så tæt forbundet med danske villakvarterer, at de fleste af os hører den uden overhovedet at lægge mærke til den. En tidlig sommermorgen sidder tyrkerduens han på en tagryg, en tv-antenne eller en telefonpæl og gentager sit dovne, trestavede kald i det uendelige, indtil naboen enten holder op med at høre det eller bliver grundigt træt af det. Så almindelig er lyden blevet, at de fleste danskere kan den udenad uden …
Da vores bedsteforældre var børn, fandtes lyden slet ikke i Danmark. I dag er den så tæt forbundet med danske villakvarterer, at de fleste af os hører den uden overhovedet at lægge mærke til den. En tidlig sommermorgen sidder tyrkerduens han på en tagryg, en tv-antenne eller en telefonpæl og gentager sit dovne, trestavede kald i det uendelige, indtil naboen enten holder op med at høre det eller bliver grundigt træt af det. Så almindelig er lyden blevet, at de fleste danskere kan den udenad uden at kunne sætte navn på fuglen. Og netop det er ret bemærkelsesværdigt.
Tyrkerduen er nemlig en nyankommen art herhjemme. Tyrkerdue er hovedpersonen i en af de mest opsigtsvækkende naturlige udbredelsesudvidelser, europæisk fugleliv har budt på: På få årtier i 1900-tallet bredte arten sig fra Balkan til Nordsøen, uden at nogen satte den ud, og uden at nogen rigtig kunne forklare hvorfor. Den lyd, du hører fra taget, er altså lyden af en indvandringshistorie, der stadig er inden for levende hukommelse.
Tyrkerduen er en slank, langhalet due på 31-34 centimeter med et vingefang på 48-56 centimeter. Farven er lys og udvasket, et sted mellem sandfarvet, beige og lysegråt, med et svagt rosa skær på bryst og hoved hos gamle fugle. Vingespidserne er tydeligt mørkere end resten af vingen, og øjet er mørkt og rødligt.
Det sikreste kendetegn er det smalle, sorte, halvcirkelformede nakkebånd, ofte med en tynd lys kant, som løber om bag på halsen som en åben krave. Det er dette bånd, der har givet arten dens engelske navn, Eurasian Collared Dove, og det er stort set umuligt at tage fejl af, når fuglen sidder i profil. Halen er lang, og når tyrkerduen letter eller lander, ser man tydeligt de brede hvide hjørner yderst på halen i kontrast til den mørkere halerod. Ungfugle mangler nakkebåndet de første måneder, og det giver hvert år anledning til en del forvirring ved foderbrættet i sensommeren.
Flugten er hurtig og ret direkte, ofte med en karakteristisk glideflugt op til siddepladsen, hvor fuglen breder halen ud. Hannens sangflugt er værd at lægge mærke til: Han stiger stejlt op med kraftige vingeslag og glider derefter ned i en bue med udbredt hale.
Tyrkerduens kald er trestavet og har tryk på den midterste, lange stavelse: et monotont ku-KUUH-ku, som mange gengiver som "gu-kuuu-gu". Det gentages i serier, ofte mange gange i træk, og klangen er langt fladere og mere nasal end ringduens dybe kurren. Netop det trestavede mønster er nøglen, når du skal skille fuglelydene ad i haven: to lyse stavelser omkring en kraftig, langtrukken midterstavelse.
Artsnavnet decaocto betyder "atten" på græsk og hentyder efter alt at dømme til netop rytmen i kaldet, som i græsk folkeoverlevering blev hørt som klagen fra en tjenestepige, der kun fik atten mønter om året i løn. Det er en god historie at have med, næste gang nogen brokker sig over lyden.
Ud over kurren har tyrkerduen et helt andet og mindre kendt kald: et hæst, snerrende "krææ", som typisk høres, når fuglen letter eller lander. Den lyd overrasker mange, fordi den slet ikke minder om duekurren, og den bliver oftere forvekslet med en skade eller en anden skrigende fugl end med duen selv.
Tyrkerduen kalder stort set hele året og på alle tider af døgnet, også i vintermånederne, når vejret er mildt. Den er ofte blandt de allerførste stemmer i byerne, længe før den egentlige morgensang går i gang.
Frem til begyndelsen af 1900-tallet var tyrkerduen i Europa i praksis begrænset til Balkanhalvøen og Tyrkiet, hvor den havde levet i tilknytning til byer og landsbyer i århundreder. Omkring 1930 begyndte arten en hastig udbredelse mod nordvest, og derefter gik det stærkt: Arten nåede Østrig i 1938 og Tyskland i 1945, og i 1948 dukkede den første tyrkerdue op i Danmark. To år senere, i 1950, blev det første danske ynglefund gjort.
Derefter fulgte en spredning, der nærmest kan kaldes eksplosiv. Gennem 1950'erne og 1960'erne bredte arten sig by for by, og den var udbredt i hele landet, længe før bestanden toppede i sidste halvdel af 1980'erne. Det hele skete uden menneskelig udsætning og i en periode, hvor de fleste andre arter enten stod stille eller gik tilbage. Netop derfor er tyrkerduen et af de mest citerede skoleeksempler på en naturlig udbredelsesudvidelse i moderne europæisk ornitologi.
Historien slutter ikke med succes. Den danske bestand toppede i sidste halvdel af 1980'erne, og siden er kurven knækket. DOF's punkttællinger, der har været gennemført siden 1976, viser en klart nedadgående tendens, og ynglebestanden er de senere år opgjort til omkring 29.000 par med en årlig tilbagegang på omkring 5,6 procent i perioden 2010-2019. Vinterbestanden er faldet endnu kraftigere gennem de seneste årtier. Arten er derfor i dag opført som næsten truet (NT) på den danske rødliste, selv om den globalt vurderes som ikke truet.
Årsagerne er ikke endeligt afklarede, men to forhold træder tydeligt frem. Dels er ringduen, som er større og kraftigere, gået markant frem som dansk ynglefugl og er rykket ind i de samme byer og haver. Dels har byernes og landsbyernes fødeudbud ændret sig: Der spildes langt mindre korn omkring gårde, foderstoffer og hestehold end for en generation siden, og netop det spild var i mange år en hjørnesten i tyrkerduens vinterføde. Tilbagegangen var også baggrunden for, at arten blev totalfredet i Danmark den 1. juli 2020, efter at jagten allerede var lukket i Jylland og på Fyn i 2018.
Tyrkerduen er en af de danske fugle med den længste ynglesæson. Den kan yngle fra det tidlige forår til langt hen på efteråret, og i milde år er der fundet unger i reden både før og efter den periode, man normalt regner for yngletid. Arten får typisk tre til fire kuld på en sæson, hvert med to hvide æg. Æggene ruges i omkring to uger, og ungerne forlader reden godt to uger senere.
Reden er en løs, gennemsigtig platform af kviste, som anbringes i et træ, i en tæt hæk, i en thuja eller på en bygningsafsats. Man kan ofte se æggene nedefra, og det ser altid ud, som om det hele er ved at falde ned. Den enkle, hurtige og let gentagelige ynglestrategi er en stor del af forklaringen på, at arten kunne kolonisere et helt kontinent så hurtigt. Ligesom andre duer fodrer begge forældre ungerne med kromælk fra kroen de første dage.
Den hyppigste forveksling er med ringduen, som er markant større og kraftigere, har en hvid plet på halssiden i stedet for et sort bånd, og som viser et bredt hvidt vingebånd i flugten. Ringduens kurren er dybere og består af fem stavelser med et kort, brat afbrud til sidst, altså en helt anden rytme end tyrkerduens tre stavelser. Ringduen holder desuden gerne til i skov, i parker og på marker, mens tyrkerduen næsten udelukkende findes tæt på mennesker.
Tyrkerduen bliver i daglig tale ofte kaldt turteldue, og de to arter bliver hyppigt forvekslet. Turtelduen er mindre og langt mere spraglet, med rustrøde skulderfjer med sorte midter og et stribet sort-hvidt felt på halssiden i stedet for et ensfarvet bånd. Dens kald er en dyb, snurrende rullen, ikke en trestavet kurren. Vigtigst af alt er turtelduen i dag en meget sjælden og truet fugl i Danmark efter en dramatisk tilbagegang, så en formodet turteldue i en almindelig villahave er i praksis næsten altid en tyrkerdue.
Endelig kan byduen, altså den forvildede tamdue, drille begyndere. Den er dog kompakt, mørkere og meget variabel i farven, og den mangler både nakkebånd og tyrkerduens lange hale med hvide hjørner.
Hvordan lyder en tyrkerdue? Tyrkerduens kald er en monoton, trestavet kurren, ku-KUUH-ku, med tryk på den lange midterste stavelse. Den gentages i lange serier fra en fritstående udkigspost som en tagryg eller en antenne. Når fuglen letter eller lander, høres desuden et hæst, snerrende "krææ", som lyder helt anderledes.
Hvordan kender jeg forskel på tyrkerdue og ringdue på lyden? Tæl stavelserne. Tyrkerduen har tre stavelser med tryk på den midterste, mens ringduens kurren har fem stavelser og ender brat. Ringduens stemme er også dybere og mere rund, og den høres oftest fra skov og park, mens tyrkerduen kalder fra tage og haver i bebyggede områder.
Hvornår kom tyrkerduen til Danmark? Den første tyrkerdue blev set i Danmark i 1948, og det første ynglefund blev gjort i 1950. Arten var på det tidspunkt midt i en hastig naturlig udbredelse mod nordvest fra Balkan, og den havde nået Østrig i 1938 og Tyskland i 1945. Derefter gik spredningen i Danmark hurtigt, og i løbet af få årtier var arten udbredt i hele landet.
Er tyrkerduen fredet i Danmark? Ja. Tyrkerduen blev totalfredet i hele landet den 1. juli 2020, efter at jagten allerede var lukket i Jylland og på Fyn i 2018. Fredningen kom som følge af en vedvarende tilbagegang, og arten er i dag opført som næsten truet på den danske rødliste.
Hvornår yngler tyrkerduen? Tyrkerduen har en usædvanlig lang ynglesæson og kan yngle fra det tidlige forår til langt hen på efteråret, i milde år næsten året rundt. Den lægger typisk to æg pr. kuld og kan nå tre til fire kuld på en sæson. Reden er en løs kvistplatform i et træ, i en hæk eller på en bygningsafsats.