Vagtlen yngler på jorden i kornmarker, enge og anden højvokset græsmark. Reden er en enkel, græsforet fordybning, godt skjult i vegetationen. Hunnen lægger et forholdsvis stort kuld på omkring 7–12 æg, som hun ruger alene i omkring tre uger. Kyllingerne er redeflyende og forlader reden næsten straks efter klækningen og søger selv føde under hønens ledelse. De bliver flyvefærdige allerede efter knap tre uger.