Almindelig vagtel er Europas eneste trækkende hønsefugl - ses sjældent, men høres ofte gennem sit rytmiske "pitt-pil-itt" fra kornmarker. Det er en meget lille hønsefugl på blot 16-18 cm, et vingefang på cirka 32-35 cm og en vægt på 70-140 gram - næppe større end en stær. Kroppen er rund og kompakt med kort hale, og fjerdragten er gulbrun og fint mørkspættet, hvilket giver fremragende camouflage i kornmarker og højt græs. Et tydeligt cremehvidt øjenbrynsstreg pryder hovedet, og hannen har ofte mørke tegninger på struben. Vingerne er forholdsvis lange og smalle, en tilpasning til trækket. Vagtlen er ekstremt svær at få øje på og ses som regel kun flygtigt, når den i sidste øjeblik letter og flyver lavt en kort strækning, før den atter dykker ned i afgrøden.
Kaldet - det såkaldte vagtelslag - er en rytmisk, trestavelses og gennemtrængende "pitt-pil-itt", der flittigt fremføres, gerne i skumring og om natten, og høres på lang afstand. Da fuglen selv er så svær at se, er kaldet i praksis den eneste måde at konstatere artens tilstedeværelse på. Almindelig vagtel yngler på jorden i kornmarker, enge og anden højtvoksende græsmark; reden er en enkel, græsforet fordybning godt skjult i vegetationen. Hunnen lægger en forholdsvis stor kuld på omkring 7-12 æg, som hun ruger alene i cirka tre uger, og kyllingerne er redeflyere, der forlader reden næsten straks og søger føde selv under hønens ledelse - de er flyvefærdige efter knap tre uger. Føden består af frø, grønne plantedele og insekter, hvor insekter fylder mere, mens kyllingerne vokser. Arten yngler fåtalligt og uregelmæssigt i Nordvesteuropa med tyngdepunkt i åbne sletteegne; antallet af syngende hanner svinger kraftigt mellem år, og varme, tørre somre giver typisk flest. På Den danske Rødliste 2019, som DCE ved Aarhus Universitet udarbejder sammen med Dansk Ornitologisk Forening, er arten vurderet som næsten truet (NT) for den nationale ynglebestand.