Digesvalen (Riparia riparia) er den mindste af svalerne, med en kropslængde på 12-13 cm, et vingefang på 26-29 cm og en vægt på blot 12-18 gram. Den kendes let på sin jordbrune overside og hvide underside, der krydses af et tydeligt brunt brystbånd. Halen er kort og kun svagt kløftet, hvilket giver en mere kompakt silhuet end lade- og bysvalens. Flugten er flagrende og uregelmæssig, ofte lavt over vand og åben mark.
Kaldet er en tør, snerrende og raspende "prrrt" eller "tschrr", der lyder flittigt ved kolonierne og fra flokke i luften; sangen er en enkel, skrattende remse uden musikalsk glans. Digesvalen er den eneste nordeuropæiske svale, der selv graver sin rede: begge køn graver i fællesskab en 60-90 cm lang gang lige ind i en lodret, eroderende sandskrænt med et redekammer for enden, hvor hunnen lægger 4-6 æg, som ruges af begge forældre i omkring to uger. Kolonierne kan rumme fra et tiotal til flere hundrede par, og da skrænterne med tiden gror til eller skrider, er arten afhængig af, at ny, bar sand stadig blotlægges, for eksempel i grusgrave. Den lever udelukkende af flyvende insekter som myg og småfluer, fanget i luften over vand og fugtig mark. Digesvalen er langdistancetrækker og forlader ynglepladserne allerede i august for at overvintre i Sahel-zonen syd for Sahara; den vender tilbage i maj. Arten er stærkt afhængig af åben, eroderende sand — en levestedstype, der er blevet stadig sjældnere i det moderne landskab — og desuden følsom over for tørke i vinterkvarteret. Digesvalen er en lille, kolonirugende svale med gråbrun overside og hvid underside. Den yngler over store dele af den nordlige halvkugle og overvintrer i tropiske og subtropiske egne — for de europæiske fugles vedkommende hovedsagelig i Sahel-zonen syd for Sahara. Globalt regnes bestanden som livskraftig (LC).