Gøg (Cuculus canorus) i Danmark
Gøgen har en slank silhuet med spidse vinger og en flad, hængende hale, der i flugten minder om en spurvehøg. Hannen er skifergrå på oversiden - jævn og sammenhængende - mens undersiden er hvid med mørke tværbånd, ligeledes lig spurvehøgens. Halen er lang og graderet med hvide pletter langs kanterne, næbbet er gult ved basen med mørk spids, og øjnene har gul iris med gul øjenring. Hunnen ligner hannen, men har et rustbrunt skær på bryst og sider - en mere sjælden, rødbrun ("hepatisk") form findes også. Ungfuglen er mørkt brunspættet med en tydelig hvid nakkeplet, et godt feltkendetegn.
Hannens klassiske tostavelseskald "ko-ko", hvor den anden tone ligger lavere, høres i maj-juni, mens hunnens kald er et helt anderledes gurglende, boblende "kwikkwikkwikkwik", der ofte overhøres. Gøgen er Europas eneste obligate redeparasit blandt sangfuglene - den bygger aldrig selv en rede og ruger aldrig sine egne æg, men hver hun er specialiseret på én værtsart og lægger æg, der efterligner værtens i størrelse og mønster; almindelige værter er engpiber, bynkefugl, sivsanger, rødhals og hvid vipstjert. Gøgeungen har en kortere rugetid (11-12 dage) end værtsæggene, klækkes derfor først og skubber instinktivt alle andre æg og unger ud af reden. Føden består af hårede larver, som de fleste andre fugle undgår - blandt andet bjørnespinderlarver, hvepse, græshopper og sommerfuglelarver - og gøgens maveslimhinde, der fyldes med larvernes kitinhår, støder af og fornyes løbende. Arten er en udpræget langdistancetrækfugl: de voksne forlader landet allerede i juli, mens ungerne flyver alene sydpå i september til overvintringsområder i Afrika syd for Sahara, uden nogensinde at have set deres forældre. Gøgen tilhører gøgefamilien (Cuculidae), og hannens totonede "kuk-kuk" er en af forsommerens mest genkendelige fuglestemmer i maj og juni. Globalt er arten vurderet som livskraftig (LC).
Hurtige fakta
- Levested: Varieret
- Sæson: Ynglefugl
- Gruppe: Gøge