Sangen er hortulanens kendemærke og beskrives ofte som melankolsk. Den består af nogle klare, lidt faldende toner, som regel gengivet som "tju-tju-tju-dii-dii", hvor de indledende toner ligger på samme højde og de afsluttende falder i tonehøjde. Sangen fremføres ofte fra en eksponeret siddeplads over det åbne land og har en stemningsfuld, vemodig klang, der bæres godt hen over landskabet.