Mosehornugle (Asio flammeus) i Danmark
Mosehornuglen er en af de få ugler, der jævnligt jager i dagslys, og den sejler lavt over åbne marker på langsomme vingeslag, der minder om en stor sommerfugl. Den er 33-40 cm lang med et vingefang på omkring 95-110 cm og en vægt på 230-430 gram. Dragten er lyst gulbrun med kraftig, mørk stribning, tættest på brystet og mere spredt mod bugen. De gule øjne sidder i et mørkt felt, som giver fuglen et barsk udtryk, mens øretofsene er meget korte og som regel slet ikke ses i felten. I flugten ses lyse, lange vinger med en mørk plet ved håndledet og sorte vingespidser.
Mosehornuglen er som regel tavs. Under spilflugten om foråret høres hannens dumpe, gentagne "boo-boo-boo-boo", mens han samtidig kan slå vingerne sammen under kroppen med en smældende lydeffekt, og ved forstyrrelse lyder raspende, skældende kald. Arten yngler primært i nordlige egne og mere spredt mod syd; bestanden svinger kraftigt, fordi ynglingen styres af tilgangen på smågnavere - gode muse- og lemmingår kan give stor indvandring selv langt mod syd, mens arten næsten kan udeblive i dårlige år. Reden placeres direkte på jorden, gerne i en tue eller mellem ris i åben terræn, hvor hunnen lægger 4-8 æg - i gode museår kan kuldet blive betydeligt større. Rugetiden er omkring 26-29 dage, og hunnen ruger alene, mens hannen jager til hende; ungerne forlader reden og spreder sig i vegetationen, inden de er flyvefærdige. Føden består næsten udelukkende af smågnavere, især mus og lemminger, suppleret i nogen grad med småfugle. Mosehornuglen er i Nordvesteuropa overvejende en sommergæst, der ankommer om foråret og trækker bort om efteråret, om end enkelte fugle kan blive i milde vintre, især i gode museår. På Den danske Rødliste 2019, som DCE ved Aarhus Universitet udarbejder sammen med Dansk Ornitologisk Forening, er arten vurderet som kritisk truet (CR) for den nationale ynglebestand.
Hurtige fakta
- Levested: Skov, kulturlandskab
- Sæson: Standfugl
- Gruppe: Ugler