Pibeanden kendes let på hannens karakteristiske hoved: kastanjebrunt til rustrødt med en lysende gulhvid pande, den såkaldte "blæs". Kroppen er finriflet gråhvid, brystet svagt rosa og bagpartiet sort, og i flugten lyser et stort hvidt felt på vingens forkant. Hunnen er mere ensfarvet rødbrun til gråbrun med en kort, spids hale, en lille, rundet krop og en høj, brat pande. Kropslængden er 42-52 cm og vægten 500-970 gram.
Hannens kald er en af fugleverdenens mest karakteristiske stemmer – en klar, stigende, næsten fløjtende "wiiu", der bæres langt og ofte høres fra rastende flokke, mens hunnen har et lavt, strengt knurrende kald. Pibeanden skiller sig ud fra de fleste andre svømmeænder ved i høj grad at græsse på land: den lever af græs, engplanter og spædt grønt, som den afgræsser på strandenge og marker, men tager også vandplanter og alger i lavt vand. Arten yngler i fjeldtjern og nordlige moser, men optræder langt talrigere som trækgæst: store flokke raster i lavvandede søer, vige og strandenge i marts og september-november. Reden ligger skjult på jorden nær vand med 8-9 æg, som hunnen ruger alene i omkring tre en halv uge. Pibeanden er en svømmeand, der yngler i de nordligere dele af Europa og Asien, først og fremmest i taigaen, men mere sjældent også ved kyster og lavlandssøer længere sydpå. Den voksne han har rødbrunt hoved med en beige blis i panden, og arten er ret almindelig over store dele af sit udbredelsesområde.