Pibesvane er den mindste svane i Norden — en mindre udgave af sangsvanen, med kortere hals og mindre gult på næbbet. Fuglen er 115–127 cm lang, har et vingefang på omkring 170–195 cm og vejer cirka 3,4–7,8 kg, hvilket gør den tydeligt mindre og mere spinkel end sangsvanen. Fjerdragten er helt hvid. Næbbet er sort med en gul plet ved basen, men den gule plet er mindre og mere rundet end hos sangsvanen, hvor gult strækker sig længere frem i en spids. Halsen er kortere og bæres ofte mere lige end sangsvanens.
Kaldet er en blød, lidt klynkende "hoo-hoo", der er lysere og mindre trompeterende end sangsvanens kraftige råb, og rastende flokke frembringer en konstant lavmælt summen. Pibesvanen yngler ikke i Norden, men optræder som trækfugl og rastegæst på den arktiske tundra i det nordlige Rusland — de fugle, der ses her, er gennemtrækkere på vej mellem yngleområderne i Sibirien og overvintringspladserne ved Nordsøens kyster, og de udviser ingen yngleadfærd undervejs. Føden består af vandplanter samt, på rasteplaser, af spildkorn og grønne plantedele på marker, hvor flokke ofte fouragerer sammen med andre svaner og gæs. Arten ses bedst under trækket, især i marts–april og oktober–november, på strandenge og marker ved vådområder. Pibesvanen yngler cirkumpolart på arktisk tundra i det nordlige Rusland og det nordlige Nordamerika, og de fugle, der ses i Nordvesteuropa, er trækkende og overvintrende fugle fra de sibiriske ynglepladser; IUCN vurderer arten som livskraftig (LC).