Pirolens sang er en af Nordens mest karakteristiske og eftertragtede fuglestemmer. Den er dyb, blød og fløjtende og gengives som regel som "dü-dü-li-oo" eller "dudl-io" — en blød, svulmende frase, der bærer bemærkelsesværdigt langt gennem løvskoven. Sangen har en klar, næsten menneskelig fløjtekvalitet med en let vemodigt bøjet afslutning, hvilket gør den svær at forveksle med andre arter herhjemme. Hannen synger flittigst i juni, oftest i de første timer efter daggry samt i roligt vejr midt på formiddagen. Han vender gerne tilbage til den samme sangpost — en gren højt i en eg eller ask — dag efter dag.
Ud over den egentlige sang har pirolen et tydeligt advarselskald: et hårdt, snerrende, katteagtigt skrig, der kan beskrives som "kjeaar" eller "weeaa". Det høres, når fuglen er forstyrret eller urolig, for eksempel ved et rovdyrs tilstedeværelse, og adskiller sig markant fra den melodiøse sang i karakter. Ved reden kan begge forældre høres med et kortere, klynkende "vii-üüt".
De bedste forudsætninger for at høre pirolen findes i gamle, højstammede løvskovsmiljøer i syd — i frodige egne under juni måned. Tidlig morgen i roligt, varmt vejr er det optimale lyttetidspunkt.