Spurveugle (Glaucidium passerinum) i Danmark
Spurveuglen er Europas mindste ugle – på størrelse med en stær, men en effektiv rovfugl. Den er kompakt og rund med lille hoved og mangler helt de øretofter, som findes hos f.eks. natugle og hornugle. Oversiden er mørkebrun med hvide prikker og pletter, mens undersiden er hvid med brunspættet langsgående stribning. Ansigtet er rundt med gul iris og gule øjne, uden en tydelig ansigtsslør, og halen er mørk med smalle hvide tværbånd. Fuglen måler blot 15-19 cm, har et vingefang på 32-39 cm og vejer 50-90 gram – hunnen er omkring 15 procent større og tungere end hannen, men begge køn har samme fjerdragt.
Om efteråret, i september-oktober, lyder en stigende fløjteskala "pyü-pyü-pyü-pyü", som bruges til at etablere revir før vinteren, mens forårskaldet i marts-april er et monotont "pyü … pyü … pyü" med omkring to sekunders mellemrum og kan høres flere hundrede meter væk. Spurveuglen er usædvanlig for en ugle, da den ofte er aktiv i skumring og gry, men også ses midt på dagen. Den yngler i nåleskovsbæltet og er stort set standfugl. Som hulrugende art er den helt afhængig af gamle spættehuller, typisk 3-8 meter oppe i gamle graner eller fyrretræer, hvor 4-7 hvide æg ruges af hunnen alene i 28-29 dage; ungerne flyver ud efter 28-34 dage. Føden består for 50-70 procents vedkommende af småfugle som mejser, fuglekonger og bogfinker, der slås ned i grenværket, suppleret med mus og mosegrise fanget på jorden – og allerede om efteråret oplagrer spurveuglen op til 30-50 døde byttedyr i huller og barksprækker som vinterproviant. Spurveuglen hører til slægten Glaucidium og er udbredt i nåleskovsbæltet fra Skandinavien østpå gennem Rusland til Stillehavskysten; IUCN vurderer arten som livskraftig (LC).
Hurtige fakta
- Levested: Skov, kulturlandskab
- Sæson: Standfugl
- Gruppe: Ugler