Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-17 · 7 min. læsning
Står man på Grenen en blæsende oktoberdag, er chancen god for at se sort-hvide fugle flyve lavt og hurtigt over bølgerne. Mange af dem er alke. Alken er en af de almindeligste alkefugle i danske farvande i vinterhalvåret, men som ynglefugl er den en sjældenhed, der næsten kun findes på én lille klippeø langt ude i Østersøen.
Står man på Grenen en blæsende oktoberdag, er chancen god for at se sort-hvide fugle flyve lavt og hurtigt over bølgerne. Mange af dem er alke. Alken er en af de almindeligste alkefugle i danske farvande i vinterhalvåret, men som ynglefugl er den en sjældenhed, der næsten kun findes på én lille klippeø langt ude i Østersøen.
Her gennemgår vi, hvordan du kender alken fra lomvien, hvorfor Græsholmen ved Christiansø er så vigtig, hvornår arten ses bedst langs de danske kyster, og hvad olie og fødemangel betyder for den. Søger du efter "den nordlige sort-hvide alkefugl", er det med stor sandsynlighed alken eller dens nære slægtning lomvien, du har set.
Alken er en kraftig havfugl på omkring 38-42 cm med et vingefang på 63-69 cm. Vægten ligger typisk mellem godt et halvt og knap et kilo; voksne alke på Græsholmen vejer i gennemsnit omkring 715 g. Oversiden, hovedet og halsen er sorte i sommerdragt, mens bugen er helt hvid. Det vigtigste kendetegn er næbbet: kort, højt og fladtrykt fra siderne, sort med en fin hvid tværstribe. Fra næbroden løber en tynd hvid linje op til øjet, som ses tydeligt på kort afstand.
I vinterdragten bliver strube og halssider hvide, og den hvide linje fra næb til øje bliver mindre markant. Hovedet virker stort, halen er spids, og benene sidder langt tilbage på kroppen.
Alken er en fremragende dykker, der ifølge Naturbasen fanger fisk på 30-40 meters dybde, somme tider dybere.
Den klassiske fejlkilde er lomvien, som optræder i de samme farvande og ofte i de samme flokke. Hold øje med disse punkter:
Ved havfugletræk på lang afstand er det langtfra altid muligt at bestemme fuglene, og mange observatører noterer dem som "lomvie/alk".
Alken er som regel tavs, når man ser den på træk eller rastende på havet om vinteren. I ynglekolonien er den mere snakkesalig og giver dybe, knurrende lyde fra sig.
Alken lever af småfisk, som den fanger under dykning. På Græsholmen er ungernes føde grundigt undersøgt af Peter Lyngs, der i Dansk Ornithologisk Forenings Tidsskrift (2001) viste, at brisling udgjorde 89 % af de fisk, der blev registreret som føde i perioden 1985-2000, mens tobis i enkelte år nåede op på 22 %. Forældrene bringer næsten altid én fisk ad gangen, båret på tværs i næbbet.
Alken yngler først som 3-5-årig og kan blive over 40 år gammel. Den lægger kun ét æg om året, og begge forældre deles om rugningen, der varer omkring fem uger. Ifølge DCE ankommer alkene til Græsholmen normalt i begyndelsen af marts, æglægningen sker primært i maj med hovedparten i sidste halvdel, og de sidste alke forlader kolonien i midten af august. Den lave ungeproduktion betyder, at bestanden er længe om at komme sig efter tab af voksne fugle.
Et af de mest dramatiske øjeblikke i alkens liv kommer, når ungen er omkring to til tre uger gammel. Den forlader reden og kaster sig ud fra klippen mod havet, fulgt af hannen, der tager sig af den videre til søs.
På Græsholmen ser springet lidt anderledes ud end på fuglefjeldene i Nordatlanten. Øen er en såkaldt "flat-top"-koloni, hvor hovedparten af alkefuglene yngler under og mellem store sten, ikke på høje klippehylder. Ungerne skal derfor tilbagelægge et stykke vej over sten og klipper for at nå vandet, og det er farligt. DCE henviser til undersøgelser fra en mindre alkekoloni på Græsholmen, hvor i gennemsnit 24 % af ungerne blev taget af rovdyr på vejen fra rede til hav. Sølvmågen tager desuden omkring 8 % af alle alkeæg på øen.
Græsholmen er en ubeboet klippeø på cirka 400 x 250 meter i Ertholmene nordøst for Bornholm. Øen blev fuglereservat og lukket for offentligheden i 1926, og den er i dag en del af fuglebeskyttelsesområdet Ertholmene, hvor både alk og lomvie indgår i udpegningsgrundlaget. Gennem hele det 20. århundrede var Græsholmen den eneste danske ynglelokalitet for de to arter. I de senere år er der opstået små kolonier på Bornholm, bl.a. ved Hammeren, og et par par har ynglet på Christiansø, men omkring 99 % af alkene yngler stadig på Græsholmen.
Udviklingen har været markant. Fra 1983 til 2011 steg bestanden fra cirka 250 til 1.100 par. I 2024 gennemførte DCE ved Aarhus Universitet en optælling med drone og anslog bestanden til 2.965 par, dog med betydelig usikkerhed, fordi alkene ruger skjult mellem stenene. Kolonien vurderes at høre til de største i Østersøen og at rumme knap 10 % af Østersøens samlede alkebestand. Til sammenligning har den svenske Stora Karlsö ved Gotland omkring 12.000 par.
Fremgangen forklares med fredningen af øen, forbud mod jagt på alk og lomvie, ophør af bifangst i drivgarn, faldende niveauer af miljøgifte og en rig brislingebestand i Østersøen. Trods fremgangen er den danske ynglebestand opført som sårbar (VU) på Den danske Rødliste 2019, fordi arten kun har ganske få ynglelokaliteter i landet.
Mens ynglebestanden er beskeden, har Danmark stor betydning for alken uden for yngletiden. Flere hundrede tusinde alke trækker ind i eller forbi de danske farvande om efteråret og vinteren, og Kattegat regnes for et af artens vigtigste overvintringsområder.
Trækket er størst i oktober-november. Gode steder er Grenen ved Skagen, Djurslands nordøstkyst med Gjerrild Nordstrand og Fornæs samt Vestkysten, hvor alke typisk kan ses fra oktober til april. Mange alke opholder sig dog langt fra land.
Alkefugle tilbringer det meste af livet svømmende på havoverfladen, og det gør dem ekstremt sårbare over for olie. I DOF's Projekt Ilanddrevne Fugle, der har eksisteret i årtier, er alkefugle blandt de hyppigste ofre. I tidligere år havde op mod 40 % af de ilanddrevne fugle på den jyske vestkyst olie i fjerdragten, og på Kattegatkysterne var andelen helt oppe på 93 %.
Fødemangel er en anden trussel. I efteråret 2007 drev hundredvis af døde alke i land på danske kyster, og den sandsynlige forklaring blev sat i forbindelse med stigende havtemperaturer og tilbagegang for de vandlopper, som småfisk lever af. I oktober 2021 blev mindst 13 døde, udmagrede alke fundet omkring Grenen på bare én uge. DOF BirdLife og Aarhus Universitet samarbejder nu om at indsamle og undersøge døde havfugle langs kysterne for at blive klogere på årsagerne.
På ynglepladsen nævner Naturbasen prædation fra mink og menneskelig færdsel som trusler. Græsholmen er lukket for offentligheden, og der er adgangsforbud på skærene i Ertholmene.
Hvad er forskellen på en alk og en lomvie? Den sikreste forskel er næbbet. Alken har et kort, højt og fladtrykt næb med hvid tværstribe, mens lomvien har et langt og spidst næb. Lomvien er desuden mere brunlig, og i flugt stikker dens fødder ud bag halen, mens alkens hale dækker fødderne.
Hvor yngler alken i Danmark? Omkring 99 % af de danske alke yngler på Græsholmen i Ertholmene nordøst for Bornholm, hvor DCE i 2024 anslog bestanden til knap 3.000 par. Derudover findes små kolonier på Bornholm, bl.a. ved Hammeren.
Hvornår kan man se alke i Danmark? Alken kan ses hele året, men flest ses på træk i oktober-november. Om vinteren er Kattegat et vigtigt opholdssted, og ved Vestkysten ses den typisk fra oktober til april, mens ynglefuglene på Ertholmene er til stede fra marts til august.
Er alken en truet fugl? Den danske ynglebestand er vurderet som sårbar (VU) på Den danske Rødliste 2019, og næsten hele bestanden er samlet på én lille ø. Bestanden på Græsholmen er dog vokset kraftigt gennem de seneste årtier.
Hvorfor springer alkeungerne fra klippen? Ungerne forlader reden allerede to til tre uger gamle og søger ud på havet sammen med hannen, som tager sig af dem derefter. På Græsholmen, hvor alkene yngler mellem store sten, er turen fra rede til vand risikabel, og en betydelig del af ungerne tages af rovdyr undervejs.