Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-03 · 7 min. læsning
Fasanen er formentlig den fugl, flest danskere kan sætte navn på uden i øvrigt at interessere sig for fugle, og den skoggerende hane i markskellet hører til lydbilledet i det østdanske agerland. Alligevel er Almindelig Fasan ikke en dansk fugl i nogen naturlig forstand. Arten hører naturligt hjemme i de varmtempererede dele af Asien fra Sortehavet til Korea. Efter de fleste danske kilder kom den til landet i 1562 som prydfugl, og først i slutningen af 1800-tallet etablerede den fritlevende …
Fasanen er formentlig den fugl, flest danskere kan sætte navn på uden i øvrigt at interessere sig for fugle, og den skoggerende hane i markskellet hører til lydbilledet i det østdanske agerland. Alligevel er Almindelig Fasan ikke en dansk fugl i nogen naturlig forstand. Arten hører naturligt hjemme i de varmtempererede dele af Asien fra Sortehavet til Korea. Efter de fleste danske kilder kom den til landet i 1562 som prydfugl, og først i slutningen af 1800-tallet etablerede den fritlevende bestande. I dag udsættes der efter DCE's bedste skøn mindst 1,5 millioner opdrættede fasaner om året til jagt, og det tal overgår med bred margin ethvert estimat for den fritlevende ynglebestand. Dermed er fasanen nærmest et forvaltningseksperiment, der har stået på i næsten to århundreder.
En fasan er ifølge Miljøstyrelsens faktaark 50-70 centimeter lang, og en stor del af længden er hale. Den lange, spidse, tværstribede hale måler alene 20-50 centimeter, og det er den, der gør silhuetten umiskendelig, når fuglen letter tungt fra en stubmark. Samme faktaark angiver et vingefang på 56-86 centimeter og en vægt på 900-1.400 gram; andre danske opslagsværker sætter målene noget højere, med et vingefang på op mod 90 centimeter. Under alle omstændigheder er fasanen en af de tungere fugle, man møder gående i agerlandet.
Hannen er svær at overse. Halsen er skinnende grønviolet til sort med kraftig metalglans, ansigtet har nøgne, blodrøde felter omkring øjet, og kroppen er kobberrød til rustfarvet med sorte, skælformede tegninger. De fleste danske haner har desuden en tydelig hvid halsring, men den kan være ufuldstændig eller helt mangle hos enkelte fugle, fordi den danske bestand gennem generationer er blandet på tværs af underarter. Hunnen er en helt anden historie: lyst beigebrun med sorte tegninger, kortere hale og en fjerdragt, der er skabt til at forsvinde i visne græstotter. Ser man en hun løbe væk gennem et læhegn, ser man sjældent andet end en brun bevægelse og en hale.
Fasanhanens kald er blandt de mest karakteristiske lyde i det danske landskab i forårsmånederne. Når hannen markerer territorium, udstøder den et kraftigt, skrattende og todelt skrig og følger det typisk op med en voldsom vingebasken, der kan høres på lang afstand. Fænomenet kaldes at skoggre, og det opleves lettest tidligt om morgenen og igen sidst på eftermiddagen, når hanerne står frit på markvejene eller på en jordvold i et hegn.
Adfærden i øvrigt er den, man kender fra hønsefugle: fasanen går og løber på jorden, holder sig gerne inden for få skridt fra dækning og flyver kun, når den er nødt til det. Til gengæld er opflugten larmende og eksplosiv, og den efterfølges af en kort, kraftfuld flugt på stive vinger, inden fuglen glider ned igen. Om natten overnatter fasaner ofte i træer eller i rørskov, og det er værd at huske, hvis man undrer sig over en tung fugl, der pludselig braser ud af en piletræskrone i skumringen. Fasanen er udpræget standfugl — Dansk Trækfugleatlas noterer, at de fleste fugle aldrig forlader yngleområdet — og den bevæger sig sjældent langt væk fra det sted, hvor den er vokset op eller sat ud.
Om sommeren består føden overvejende af insekter, orme og bløddyr, mens frø og andre plantedele overtager resten af året. Kyllingerne menes at være særligt afhængige af insektføde i de første leveuger, og det er en af grundene til, at fasaner klarer sig bedst i et varieret landskab med grøftekanter, læhegn, moser og småskove frem for i store, ensartede kornmarker.
Reden er ikke mere end en fordybning i jorden, som regel godt gemt i tæt bundvegetation. Miljøstyrelsens faktaark angiver, at hunnen lægger 8-15 æg, mens de typiske danske kuld beskrives som 10-12 ensfarvede, grågrønne æg. Rugetiden angives typisk til 23-25 døgn. Kyllingerne er redeforladere, følger hønen fra første færd og finder selv deres føde, mens hun fører dem rundt i den beskyttende vegetation. Hannen holder til gengæld territorium og deltager ikke i rugningen.
Her bliver det for alvor interessant. Dansk Ornitologisk Forening anslår den fritlevende ynglebestand til omkring 92.000 par, mens en anden opgørelse på grundlag af Pihl og Fredshavn (2015) lyder på mindst 110.000 par. Begge tal skal ses i lyset af, at bestanden i midten af 1980'erne blev vurderet til omkring 280.000 par. DOF's punkttællinger viser det samme mønster: sommerbestanden er faldet med cirka 30 procent fra 2006 til 2021, mens vinterbestanden svinger kraftigt og snarere er svagt stigende. Netop den forskel er sigende, for DOF's yngletidstælling ligger i maj-juni, mens vintertællingen ligger fra 20. december til 20. januar — altså efter at sommerens udsatte fugle er sluppet ud i terrænet. Selve arten er i øvrigt ikke rødlistevurderet i Danmark: indførte arter placeres på den danske rødliste i kategorien "ikke relevant" (NA).
Omfanget af udsætningen har været omdiskuteret i årevis. En arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet vurderede i 2006, at der blev udsat i størrelsesordenen 800.000-1.000.000 fasankyllinger om året, og det er stadig den størrelsesorden, den obligatoriske indberetning viser — en indberetning, som Miljøstyrelsen selv vurderer er mangelfuld og behæftet med et mørketal. Da DCE i 2023 gennemgik produktionstal fra Det Centrale Husdyrregister, importdata fra EU-systemet TRACES, oplysninger fra Fjerkræafgiftsfonden og vildtudbyttet, landede konklusionen imidlertid på mindst 1,5 millioner fugle om året. Alene importen af fasankyllinger og rugeæg svarer til omkring 400.000 fugle, og cirka tre fjerdedele af importen går til Sjælland og Sydhavsøerne, mens omkring en femtedel går til Fyn.
Vildtudbyttet lå i årene 2014-2020 på et gennemsnit på cirka 654.500 fasaner pr. sæson med et samlet fald på 20 procent hen over perioden. Sammenligner man udsætning og udbytte fordelt på landsdele, er sammenhængen næsten fuldstændig, og DCE skønner, at andelen af egentligt vildtlevende fugle i udbyttet muligvis ligger under 20 procent. I et dansk ringmærkningsforsøg blev 488 fasaner i juli 2022 mærket ved udsætning på fire ejendomme på Sjælland og Fyn, og 34 procent af dem blev genmeldt inden sæsonens udgang, langt overvejende som skudte fugle på eller tæt ved udsætningsstedet; studiet var på rapporttidspunktet endnu ikke endeligt publiceret. Et britisk forsøg på større ejendomme med professionel drift viste, at kun 16 procent af de udsatte fugle overlevede et år, mens 36 procent blev taget af rovdyr.
Konsekvensen er en fugl, hvis danske udbredelse først og fremmest tegner et kort over jagtvæsener. Tætheden er størst på Sydvestsjælland, om vinteren også på Sydhavsøerne og Østfyn, mens forekomsten i Jylland er langt mere spredt og ofte knyttet til større ejendomme. Miljøstyrelsen fører fasanen som invasiv art og vurderer ud fra forsigtighedsprincippet påvirkningen af hjemmehørende arter som høj, blandt andet med henvisning til engelske undersøgelser, der har påvist færre skovlevende løbebiller og en fattigere planteflora omkring udsætningspladser.
Hannen kan reelt ikke forveksles med nogen hjemmehørende dansk fugl. Ingen anden art i landskabet kombinerer kobberrød krop, grønsort hoved og en hale på op mod en halv meter. Hunnen er derimod en klassisk kilde til tvivl, især på afstand og i fældningstiden, hvor halen er kortere end normalt. Den nærmeste kandidat er agerhønen, der er 28-32 centimeter lang og dermed markant mindre og mere kompakt, med orangebrunt ansigt og strube, gråligt bryst med en sortbrun, hesteskoformet bugplet og en kort, rødbrun hale, som især ses, når fuglen skræmmes op.
Det afgørende feltkendetegn er halen. Selv en fældende fasanhun har en lang, spids og tydeligt tværstribet hale, hvor agerhønens er kort og afrundet. Dertil kommer adfærden: agerhøns ses næsten altid i tætte flokke og letter i et skarpt kor af "prri-prri"-lyde, mens fasaner oftere ses enkeltvis eller i mindre grupper og letter med langt kraftigere vingeslag. Unge fasaner sidst på sommeren er formentlig den situation, hvor forveksling er lettest, og her er størrelsen ofte nemmere at bedømme end fjerdragten.
Er fasanen en dansk fugl? Nej, ikke oprindeligt. Arten hører naturligt hjemme i Asien fra Sortehavet til Korea og blev efter de fleste kilder indført til Danmark i 1562 som prydfugl, mens den første vellykkede udsætning i naturen fandt sted i Kongelunden på Amager i 1840. Fritlevende bestande blev først almindelige i slutningen af 1800-tallet, og i dag fører Miljøstyrelsen fasanen som invasiv art. Fordi arten er indført, er den ikke rødlistevurderet i Danmark.
Hvor mange fasaner udsættes der i Danmark hvert år? Den obligatoriske indberetning har ligget omkring en million fugle, men DCE ved Aarhus Universitet konkluderede i 2023 på grundlag af produktions-, import- og udbyttedata, at det reelle tal er mindst 1,5 millioner fasaner om året. Omkring 400.000 af dem stammer fra import, hovedsagelig til Sjælland og Sydhavsøerne.
Hvad er det for en lyd, fasanhanen laver om foråret? Det kaldes at skoggre. Hannen udstøder et kraftigt, skrattende skrig og følger det typisk op med en voldsom vingebasken, som markerer territoriet over for andre haner. Lyden bærer langt og høres oftest tidligt om morgenen og sidst på eftermiddagen.
Hvornår er der jagttid på fasan? Jagttiden løber fra 1. oktober til 31. januar for både hane og høne, men lokale jagttider kan afvige, så tjek altid Miljøstyrelsens gældende jagttabel. Udsætningen af opdrættede fugle sker i sommermånederne, så fuglene er i terrænet i god tid inden jagtstart, og et dansk ringmærkningsforsøg viste, at cirka en tredjedel af de mærkede fugle blev nedlagt på eller tæt ved selve udsætningsstedet.
Hvor mange æg lægger en fasan, og hvor længe ruger den? Miljøstyrelsen angiver 8-15 æg, mens typiske danske kuld beskrives som 10-12 ensfarvede, grågrønne æg lagt i en simpel fordybning på jorden. Rugetiden angives typisk til 23-25 døgn, og kyllingerne er redeforladere, der forlader reden kort efter klækningen.