Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-17 · 7 min. læsning
Står man i en fugtig ellesump en grå januardag, hører man ofte grønsiskenerne, før man ser dem. Et højt, lidt vemodigt kald falder ned fra trætoppene. Så ser man flokken: små, grøngule finker, der hænger med hovedet nedad i de yderste kviste og piller frø ud af ellekoglerne. For mange er det vinterens mest oplagte finke, og alligevel bliver den ofte overset eller taget for en ung grønirisk.
Står man i en fugtig ellesump en grå januardag, hører man ofte grønsiskenerne, før man ser dem. Et højt, lidt vemodigt kald falder ned fra trætoppene. Så ser man flokken: små, grøngule finker, der hænger med hovedet nedad i de yderste kviste og piller frø ud af ellekoglerne. For mange er det vinterens mest oplagte finke, og alligevel bliver den ofte overset eller taget for en ung grønirisk.
På artssiden om Grønsisken finder du de grundlæggende data og kortet over observationer. Her går vi tættere på det, mange faktisk søger efter: hvordan grønsiskenen lyder, hvorfor den i nogle år kommer i titusindvis, hvordan du får den på foderbrættet, og hvordan du kender den fra grønirisk og gulirisk.
Grønsiskenen er en af vores mindste finker. Den er omkring 11-13 centimeter lang, har et vingefang på 20-23 centimeter og vejer 10-18 gram. Til sammenligning er en grønirisk omkring 14 centimeter og vejer 25-34 gram, så grønsiskenen virker spinkel og let, næsten mejseagtig, når den klatrer rundt i kronerne.
Grundfarven er gulgrøn med sorte og gule tegninger. Det sikreste kendetegn er de gule vingebånd på en mørk vinge, kombineret med gul overgump og gule sider på den korte hale.
Hannen er renere gulgrøn, med sort isse, sort hage og gult bryst. Hunnen har gråliggrøn isse og er mørkt stribet på en gråliggrøn bund. Det er især de stribede hunner, der skaber forvirring i felten.
Mange søger på "grønsisken lyd" og "grønsisken sang", og det er forståeligt, for grønsiskenen kendes bedst på stemmen. Især kaldet er værd at lære, fordi det er det, man hører fra de flokke, der passerer højt over hovedet om efteråret.
Kaldet er et klart, glidende og lidt klagende "biid" eller "sy-li" i et ret højt toneleje. Det lyder, som om tonen glider, og det har en vemodig klang, som man hurtigt lærer at genkende. Fra en fouragerende flok i el eller birk hører man desuden ofte en vedvarende, lav kvidren, der fortæller, at der sidder flere fugle i kronen, end man umiddelbart kan se.
Sangen er en hurtig, kvidrende strøm af toner, hvor kaldlignende elementer flettes ind. Om foråret kan man høre hannerne synge i nåleskoven, hvor arten yngler.
Den, der søger på "grønirisk sang", vil opdage en tydelig forskel. Grønirisken har kanariefugleagtige triller med vekslende toner og hastigheder, afbrudt af langtrukne, snerrende lyde, og flugtkaldet er et hoppende eller rullende "djypp-ypp-ypp". Grønsiskenens stemme er lysere, tyndere og mere kvidrende, og den mangler grøniriskens snerren.
Grønsiskenens vigtigste føde uden for yngletiden er frø fra el og birk. Derfor er ellesumpe, søbredder og birkekrat de bedste steder at lede efter den om vinteren. Den æder også frø af lærk og rødgran, og ifølge DOF har de danske ynglefugle granfrø som deres foretrukne føde. I yngletiden suppleres kosten med insekter.
Fødesøgningen er akrobatisk. Grønsiskener hænger som mejser under tynde kviste og arbejder sig gennem koglerne, ofte i tætte flokke, der pludselig letter samlet og slår sig ned i nabotræet.
Grønsiskenen yngler ofte i løse kolonier uden egentlige revirer. Reden bygges som regel højt oppe i nåletræer, og hunnen lægger 4-6 æg, som hun alene ruger på i 11-14 dage. Ungerne er flyvefærdige efter omkring to uger. I år med god frøsætning hos granerne kan æglægningen begynde allerede i slutningen af marts.
Grønsiskenen ses i Danmark året rundt, men antallet varierer meget fra sæson til sæson. Den danske ynglebestand er lille og uregelmæssig og svinger markant med frøsætningen i nåleskovene. DOF har vurderet, at arten i år med ringe frøsætning kan udeblive helt som ynglefugl, mens den i gode år kan yngle med skønsmæssigt omkring 2.000 par. De danske ynglefugle er delvis trækfugle eller sommergæster, og på den danske rødliste fra 2019 er grønsisken vurderet som næsten truet.
Om vinteren suppleres de danske fugle med trækgæster fra Nordskandinavien og andre nordlige yngleområder, hvor bestanden ifølge DOF skønnes at tælle flere millioner par i ældre nåleskove. Når en god ynglesæson mod nord bliver efterfulgt af truende fødemangel, trækker fuglene i stort tal mod sydvest. Det er det, vi kalder invasionsår.
Efteråret 2020 var et tydeligt eksempel. DOF beskrev i september, hvordan titusindvis af grønsiskener var fløjet over Danmark, særligt over den sydøstlige del af landet. Invasionen kom tidligt og var markant større end nogen invasion i mange år, og ved Falsterbo i Skåne var der siden august talt mindst 60.000 grønsiskener den 14. september. DOF forventede, at trækgæsterne ville fortsætte til blandt andet Storbritannien, Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig, og pegede på, at fuglene i vinterhalvåret kunne finde frø i el, birk, lærk og rødgran.
Fra slutningen af vinteren og ind i foråret trækker vintergæsterne igen mod yngleområderne i Nord- og Østeuropa.
Grønsiskenen er oprindeligt skovens finke, men den søger i stigende grad ind i haverne. DOF har tidligere peget på, at den bedste periode for grønsiskener på foderbrættet er sidst i februar og først i marts, når el- og birkefrøene i skovene bliver knappe, og inden fuglene trækker mod nord og øst.
Den lever af små frø i naturen, så en hængende foderautomat med små frø kan passe godt til dens klatrende adfærd. DOF anbefaler generelt at vælge rene frøsorter frem for foderblandinger med meget majs, hirse og korn, fordi de giver for meget spild. Har man birk eller el i haven, er det en fordel, fordi flokkene i forvejen søger dertil.
Hygiejne er vigtig. Frøædende fugle som finker, der spiser tæt sammen ved samme foderplads, kan smitte hinanden med parasitten Trichomonas gallinarum, der giver sygdommen "gul knop", og som især har ramt grønirisken. DOF anbefaler at højne hygiejnen på og omkring foderbrættet, flytte foderstedet med jævne mellemrum og helst holde en pause med fodringen, så fuglene spredes. Det kommer også grønsiskenerne til gode.
Den oplagte forvekslingsart er grønirisk. Begge er grøngule finker med gult i vingen og gult ved halen, men grønirisken er en kraftig finke med kraftigt næb og ét gult vingebånd. Den mangler sort isse og hage, og hunnen er mere brunlig og diskret. Stemmen adskiller dem sikrest: grønirisk snerrer, grønsisken kvidrer og kalder et klart "sy-li".
Gulirisk er endnu mindre, omkring 11 centimeter, med et meget kort, kompakt næb og kraftige længdestriber på ryg og flanker. Hannen har klart citrongul pande, bryst og øjenbrynsstribe. Den har gul overgump ligesom grønsiskenen, men mangler grønsiskenens gule halesider. Sangen er en hurtig, høj og spinkel kvidren på 3-10 sekunder, ofte fremført i flugt, og kaldet minder om klirrende glas. Gulirisken er desuden sjælden i Danmark: Den blev første gang fundet ynglende i 1948, den lille ynglebestand findes især langs kysterne i den sydøstlige del af landet, og den er vurderet som kritisk truet på rødlisten fra 2019. En gulgrøn finke i en ellesump om vinteren er derfor langt oftest en grønsisken.
Hvordan lyder grønsiskenens kald? Kaldet er et klart, glidende og lidt vemodigt "biid" eller "sy-li" i et ret højt toneleje. Det høres især fra flokke i flugt og er det bedste kendetegn for arten, når fuglene er langt væk eller skjult i trækronerne.
Hvad er forskellen på grønsisken og grønirisk? Grønsiskenen er mindre og spinklere, har gule vingebånd på en mørk vinge og hos hannen sort isse og sort hage. Grønirisken er større med kraftigt næb og ét gult vingebånd, og stemmen rummer snerrende lyde og kanariefugleagtige triller, som grønsiskenen ikke har.
Hvorfor ser man mange grønsiskener nogle år og næsten ingen andre år? Antallet afhænger af frøsætningen hos el, birk og nåletræer, både i Danmark og i yngleområderne mod nord. Efter en god ynglesæson efterfulgt af fødemangel i nord trækker fuglene i stort tal mod sydvest, og så får vi et invasionsår som i efteråret 2020.
Hvad skal jeg fodre med for at få grønsiskener på foderbrættet? Grønsiskenen er vant til små frø fra el og birk, så rene, små frøsorter i en hængende automat er et godt udgangspunkt. Ifølge DOF er den bedste tid typisk sidst i februar og først i marts.
Yngler grønsiskenen i Danmark? Ja, men bestanden er lille og uregelmæssig og svinger med frøsætningen i nåleskovene. I dårlige år kan den udeblive helt som ynglefugl, mens den i gode år kan yngle med skønsmæssigt omkring 2.000 par. Arten er vurderet som næsten truet på den danske rødliste fra 2019.