Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-08-10 · 7 min. læsning
Hvis du er stødt på et højt, skrattende skrig fra en flok grønne fugle i en park eller ved en villahave, og tanken faldt på papegøje, tager du ikke fejl. Munkeparakit er en sydamerikansk papegøjeart, der de seneste årtier har fået fodfæste i den ene europæiske storby efter den anden — og som nu også dukker op i danske byer. Arten skiller sig markant ud fra de fleste andre papegøjer, fordi den ikke ruger i huller, men bygger enorme, fælles kvistreder, som flere par deler år efter år. Det gør den …
Hvis du er stødt på et højt, skrattende skrig fra en flok grønne fugle i en park eller ved en villahave, og tanken faldt på papegøje, tager du ikke fejl. Munkeparakit er en sydamerikansk papegøjeart, der de seneste årtier har fået fodfæste i den ene europæiske storby efter den anden — og som nu også dukker op i danske byer. Arten skiller sig markant ud fra de fleste andre papegøjer, fordi den ikke ruger i huller, men bygger enorme, fælles kvistreder, som flere par deler år efter år. Det gør den til en af de mest usædvanlige og lettest genkendelige fremmede fuglearter, man kan støde på herhjemme.
Munkeparakitten er en lille, kompakt papegøje på omkring 29-30 centimeter fra næb til halespids og vejer typisk mellem 90 og 140 gram. Ryg og vinger er kraftigt grønne, mens ansigt og bryst er gråligt med et karakteristisk, let skælformet mønster — fjerene på brystet har en mørkere kant, som giver en grå "skældragt", der er ret usædvanlig blandt de papegøjearter, man ser i Danmark. Bugen er gullig-grøn med mørkeblå svingfjer, næbbet er lyst hornfarvet, øjnene mørke, og benene grå. Hanner og hunner ligner hinanden fuldstændigt, så man kan ikke kønsbestemme fuglen ud fra fjerdragten. Unge fugle ligner de voksne, blot med et svagt grønligt skær på panden.
Munkeparakitten er langt fra en stilfærdig gæst. Den har et gennemtrængende, skrattende skrig, som den især udstøder, når den flyver til og fra rederne eller bliver forstyrret — en lyd, der bærer langt og ofte er det første, man bemærker, længe før man ser fuglen. Arten er stærkt social og trives dårligt alene; i sit naturlige udbredelsesområde og i etablerede europæiske bestande ses den ofte i flokke på flere snese fugle — nogle steder over 50 — der fouragerer og bygger rede sammen. Den er også alsidig i sin føde: frugt, bær, blomster, bladknopper, forskellige frø, majs, solsikkefrø og korn, suppleret med insekter og larver, især når der skal fodres unger. Den fleksible kost forklarer en del af, hvorfor arten klarer sig så godt i menneskeskabte miljøer, fra sydamerikanske landbrugsegne til europæiske bymidter.
Det, der for alvor gør munkeparakitten til en biologisk kuriositet, er dens redeadfærd. Langt de fleste papegøjearter — inklusive den langt mere udbredte halsbåndsparakit, som man også kan møde i Danmark — ruger i naturlige huller i træer eller i murhuller. Munkeparakitten gør noget helt andet: den er en af kun ganske få papegøjearter — sammen med den nærtstående klippeparakit i Bolivia — der bygger en egentlig, fritstående rede af grene og kviste, ligesom mange spurvefugle gør. Reden bygges ikke af ét par til én sæson, men som en fælles, flerkammeret kolonibolig, hvor hvert par indretter sin egen "lejlighed" med separat indgang inde i redemassen. Der bygges videre år efter år, så de ældste reder kan blive meget store og tunge — flere hundrede kilo er ikke ualmindeligt, og i ekstreme tilfælde kan en samlet redemasse veje op mod et ton. Rederne placeres, hvor som helst der er en solid struktur at hænge dem op i: trækroner, elmaster, skiltestandere og bygninger. Netop denne evne til at klare sig uden naturlige redehuller har gjort det muligt for arten at etablere sig mange steder uden for sit naturlige udbredelsesområde.
I sit oprindelige hjemland dækker munkeparakitten et stort område fra det sydvestlige Brasilien over det sydøstlige Bolivia, Paraguay og Uruguay til det centrale og nordøstlige Argentina, hvor den lever i alt fra skov og savanne til palme- og frugtplantager og — ganske sigende for dens senere karriere i Europa — også i parker midt i storbyer.
Munkeparakitten findes ikke naturligt uden for Sydamerika. Dens tilstedeværelse i Europa skyldes udelukkende, at den i årtier har været en populær volierefugl, som er nem at holde og yngler villigt i fangenskab. Undervejs er fugle undsluppet — ved uheld eller ved bevidst udsætning — og en del af dem har overlevet og grundlagt vilde bestande. Dansk Ornitologisk Forening har selv beskrevet fænomenet som "faunaforurening": arter, der ikke er kommet til landet af egen kraft, men er sat ud eller sluppet fri af mennesker, og som dermed ikke hører naturligt hjemme i den danske eller europæiske natur.
Mønsteret har gentaget sig i by efter by. I dag er munkeparakitten solidt etableret som vild ynglefugl langs Spaniens Costa del Sol, på De Kanariske Øer og i storbyer som Madrid og Barcelona, og den findes desuden i faste, vilde bestande i blandt andet Storbritannien, Nederlandene, Belgien, Frankrig og Italien. De etablerede bestande gør langt hen ad vejen ikke synderlig skade på hverken fødevareproduktion eller hjemmehørende fuglearter, men kan udgøre et praktisk problem, fordi de tunge kvistreder på elmaster og bygninger i sjældne tilfælde kan falde ned.
Herhjemme er billedet et andet end i de sydeuropæiske storbyer. Munkeparakitten er fortsat en art i en tidlig etableringsfase snarere end en fast del af bybilledet med hundredvis af individer. Der indrapporteres løbende enkeltfugle og mindre grupper, hvor fugle af og til slår sig ned i haver og parker — i nogle tilfælde med spæde tilløb til redebygning, ligesom man kender det fra de mere etablerede bestande sydpå. I DOFbasen registreres munkeparakitten under kategori E, det vil sige som en introduceret/undsluppet art, der (endnu) ikke er en del af den officielle danske fugleliste. Om observationerne med tiden vokser sig til en fast, selvbærende dansk ynglebestand, sådan som det er sket i Bruxelles, Amsterdam og Barcelona, er endnu uvist — men udviklingen i vores nabolande gør det til en art, der er værd at holde øje med. Den stigende interesse for munkeparakitten hos danske fugleinteresserede afspejler formentlig, at flere rent faktisk støder på fuglen og undrer sig over, hvad det er for en grøn, skrattende papegøje, de har foran sig.
Den art, munkeparakitten oftest forveksles med i Danmark, er halsbåndsparakit (Psittacula krameri), også kaldet alexanderparakit — en anden undsluppet burfugl, der stammer fra Afrika og Asien, og som allerede er fast ynglefugl i flere vesteuropæiske storbyer, blandt andet Bruxelles, Köln og London. På afstand kan de to forveksles, fordi begge er overvejende grønne og ses flyvende i flok omkring parker og villakvarterer, men på nært hold er de lette at skille ad. Halsbåndsparakitten er slankere og ensfarvet klargrøn med en lang, spids hale og et rødligt næb, og hannen har en sort og lyserød ring om halsen. Munkeparakitten er mere kompakt og buttet med kortere, kileformet hale, og det gråtonede, skælmønstrede ansigt og bryst findes slet ikke hos halsbåndsparakitten. Den mest afgørende forskel ligger i adfærden: halsbåndsparakitten ruger skjult i et hult træ som enhver anden hulrugende fugl, mens munkeparakittens store, synlige kvistreder er umulige at overse — og det er i sig selv det bedste kendetegn, hvis man er i tvivl om, hvilken af de to grønne papegøjer man kigger på.
Er munkeparakitten farlig for danske fugle? Der er ikke dokumentation for, at munkeparakitten fortrænger hjemmehørende danske fuglearter eller skader afgrøder. Den regnes dog stadig som en fremmed, ikke-hjemmehørende art, fordi den er kommet til landet via mennesker og ikke af egen kraft.
Hvor kan man se munkeparakitter i Danmark? De fleste danske observationer kommer fra byområder, hvor enkeltfugle eller mindre grupper af og til dukker op i parker og haver. Da arten endnu ikke har en stor, fast dansk bestand, er observationer forholdsvis sjældne sammenlignet med lande som Spanien, Belgien og Nederlandene.
Hvorfor bygger munkeparakitten reder af grene i stedet for at ruge i huller? Det er en unik tilpasning inden for papegøjefamilien. Mens langt de fleste papegøjearter er afhængige af hulrum til redebygning, konstruerer munkeparakitten selv en fritstående, fælles kvistrede. Det gør den uafhængig af, om der findes egnede redehuller i området, hvilket har gjort det lettere at etablere sig i nye, fremmede miljøer.
Kan munkeparakitten overleve den danske vinter? Arten har vist sig i stand til at klare temperaturer langt under det sydamerikanske hjemlands klima — det er blandt andet derfor, den har kunnet etablere faste bestande så langt mod nord som Bruxelles og London. De tætte, isolerende kvistreder menes at spille en rolle i, at fuglene kan overvintre i tempererede klimazoner.
Hvordan kender jeg munkeparakit fra halsbåndsparakit? Kig efter ansigtet og brystet: munkeparakitten har et gråligt, skælformet mønster, mens halsbåndsparakitten er ensfarvet klargrøn med rødligt næb og, hos hannen, en sort og lyserød halsring. Ser du en stor, synlig rede af grene i en trækrone eller på en elmast, er det næsten altid munkeparakit — halsbåndsparakitten ruger skjult i et hult træ.