Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-08-10 · 6 min. læsning
Få danske fugle vækker så delte følelser som skarven. For nogle er den et imponerende syn: en sort, dinosauragtig skikkelse der sidder med udspilede vinger på en pæl i solnedgangen. For fiskere og lystfiskere er den derimod blevet et symbol på en art, der efter deres opfattelse er vokset sig for talrig. Begge billeder rummer noget rigtigt, og det gør skarven til en af de mest interessante — og mest omdiskuterede — fugle at sætte sig ind i. Du kan læse mere om artens grundlæggende data på …
Få danske fugle vækker så delte følelser som skarven. For nogle er den et imponerende syn: en sort, dinosauragtig skikkelse der sidder med udspilede vinger på en pæl i solnedgangen. For fiskere og lystfiskere er den derimod blevet et symbol på en art, der efter deres opfattelse er vokset sig for talrig. Begge billeder rummer noget rigtigt, og det gør skarven til en af de mest interessante — og mest omdiskuterede — fugle at sætte sig ind i. Du kan læse mere om artens grundlæggende data på Fagelkartans egen Skarv-artsside; her går vi et spadestik dybere.
Skarven er svær at forveksle, når du først kender formen. Det er en stor, langstrakt fugl med lang hals, kileformet hale og et langt, kraftigt næb med en lille krog yderst på spidsen. Kroppen når op mod 90 centimeter i længden, vingefanget ligger typisk mellem 120 og 150 centimeter, og en voksen fugl vejer omkring 2 til 2,5 kilo.
Fjerdragten er gennemgående sort med et metallisk skær af blåt og grønt, som først for alvor kommer til sin ret på nært hold i godt lys. I yngletiden, fra omkring februar til juli, får de voksne fugle desuden hvide kindpartier og en hvid lårplet, mens den bare hudflig under næbbet er gullig. Ungfugle skiller sig tydeligt ud med lysere, ofte hvidlig bryst og bug, hvilket kan forvirre nye fuglekiggere, der forventer en ensfarvet sort fugl.
Herhjemme optræder to underarter under samme danske navn. Den underart, der yngler i Danmark, kaldes mellemskarv, mens storskarven — som yngler i Norge og på De Britiske Øer — primært ses her som vintergæst. De to er vanskelige at skelne i felten, og for den almindelige fugleinteresserede er det sjældent afgørende; det vigtige er at kunne genkende arten som helhed.
Skarvens levevis hænger tæt sammen med en anatomisk detalje, som gør den anderledes end de fleste andre vandfugle: dens fjerdragt er ikke vandafvisende. Hvor ænder og lommer har en fedtet, vandafvisende overflade, suger skarvens fjer vand til sig. Det lyder som en ulempe, men er faktisk en fordel under vandet — fugten gør fuglen tungere og giver mindre opdrift, hvilket gør det lettere at forfølge fisk i dybden. Prisen er, at skarven efter et dyk må bruge tid på land eller på en pæl med udspilede vinger for at tørre fjerdragten, hvilket er blevet dens mest genkendelige — og fotograferede — positur.
Når skarven svømmer, ligger den lavt i vandet, ofte med kun hoved og hals synlige over overfladen. Selve dykket indledes gerne med et lille hop, før fuglen forsvinder under vandet i jagt på fisk, typisk arter over 15 centimeter som ålekvabbe, ising, torsk og sild, afhængigt af hvad der er tilgængeligt lokalt. I luften er skarven også let at genkende: den flyver med et korsformet silhuet, ofte lavt hen over vandet eller i lange, skrå formationer højt til vejrs, når flokke trækker mellem fourageringsområder og overnatningspladser.
Væk fra ynglekolonien er skarven en forholdsvis stille fugl. Det er først, når man nærmer sig en koloni i yngletiden, at lydbilledet for alvor åbner sig: en kakofoni af grynt, snerren og gutturale lyde fra tætsiddende reder, hvor både gamle og unge fugle kommunikerer konstant. Kolonierne ligger typisk i træer eller direkte på jorden på øer og holme, hvor fuglene er nogenlunde fri for landlevende rovdyr, og hvor de tidligt ankommende hanner i februar-marts begynder at gøre reder klar, inden hunnerne følger efter.
Skarvens historie i Danmark er en af de mest dramatiske bestandsfortællinger blandt danske fuglearter. Arten forsvandt som ynglefugl herhjemme i løbet af 1800-tallet, i vid udstrækning på grund af konflikter med datidens fiskeri, og det var først fra slutningen af 1930'erne, at skarven for alvor begyndte at genindvandre. Fremgangen gik dog langsomt i årtierne efter — så sent som ved indførelsen af den fulde fredning i 1980 fandtes der kun tre ynglekolonier i Danmark, med et samlet antal på lidt over 2.000 par.
Efter fredningen i 1980 tog væksten for alvor fart. I løbet af 1980'erne og starten af 1990'erne mangedobledes bestanden, og allerede i 1993 ynglede omkring 36.000 par herhjemme. Bestanden fortsatte med at vokse og toppede i perioden 1996-2005 med omkring 40.000 ynglepar — et niveau, der gjorde Danmark til et af de vigtigste yngleområder for arten i Europa.
Siden toppen er bestanden imidlertid gået tilbage igen. Optællinger har vist et fald på omkring 20 procent fra toppunktet, og i 2024 blev der registreret omkring 30.000 reder fordelt på i alt 89 kolonier landet over. En del af forklaringen tilskrives den voksende bestand af havørne, som i stigende grad opsøger skarvkolonier for at jage store unger og skræmme rugende fugle væk fra rederne — hvilket samtidig giver krager og måger bedre muligheder for at tage æg og små unger. De største tilbagegange er set omkring Limfjorden, Lillebælt og det sydlige Fyn.
Selvom bestanden altså er faldet siden år 2000, er skarven fortsat en art, der udløser stærke reaktioner blandt både erhvervsfiskere og lystfiskere. Traditionelt har konflikten primært handlet om kystfiskeriet, men i de senere år er problemstillingen også flyttet ind i landet: lystfiskere langs vandløb rapporterer, at skarver i stigende grad tager for sig af fiskeyngel langt fra kysten. Undersøgelser af udvalgte vandløbsstrækninger har vist, at skarver nogle steder kan tage en meget stor andel — i visse tilfælde helt op mod størstedelen — af udsætningen af laks- og ørredyngel, hvilket har skabt bekymring for sårbare bestande af blandt andet havørred og den sjældne stalling.
Myndighederne forsøger at balancere hensynet til artens bevaringsstatus med ønsket om at begrænse skadevirkningerne for fiskeriet. En national forvaltningsplan for skarv fastlægger rammerne for, hvornår og hvordan der kan gives tilladelse til regulering — det vil i praksis sige begrænset bortskræmning eller nedskydning af enkeltfugle ved konkrete problemsteder. Før man kan søge om en sådan tilladelse, skal man som udgangspunkt først have forsøgt at skræmme fuglene væk med mere skånsomme midler, som fugleskræmsler, attrapper eller lydskræmmere. Både Danmarks Sportsfiskerforbund og erhvervsfiskeriets organisationer har efterlyst enklere og mere effektive regler, mens naturbeskyttelsesinteresser omvendt peger på, at skarven er en naturlig del af det danske havmiljø, og at dens fremgang efter fredningen i høj grad var en tilbagevenden til en oprindelig, menneskeligt udryddet bestand.
I felten forveksles skarven sjældnest med andre arter end sin nære slægtning, topskarven. Topskarven er dog en meget sjælden gæst i Danmark — den optræder ikke engang årligt og ses da typisk ved Skagen og langs den jyske vestkyst — så langt de fleste "skarver", man støder på herhjemme, er almindelige skarver. Adskillelsen kræver alligevel et trænet øje: topskarven er en anelse mindre og mere spinkel med tyndere hals og næb, har i yngledragt en karakteristisk krøllet top på issen samt et tydeligt grønligt skær og gul mundvig, og dens flugt virker hurtigere end skarvens. Uden for yngletiden er begge arter overvejende sortladne, hvilket gør størrelse, næbform og adfærd — ikke mindst skarvens karakteristiske vingetørring — til de mest pålidelige kendetegn i praksis.
Hvorfor sidder skarver ofte med udspilede vinger? Fordi deres fjerdragt ikke er vandafvisende som hos de fleste andre vandfugle. Efter et dyk suger fjerene vand til sig, og fuglen må derfor tørre vingerne i luften, før den kan flyve effektivt igen.
Hvor mange skarver yngler der i Danmark i dag? Bestanden lå på omkring 30.000 par fordelt på cirka 89 kolonier ved den seneste landsdækkende optælling i 2024, hvilket er et fald på omkring 20 procent fra toppen i perioden 1996-2005, da bestanden kulminerede med omkring 40.000 par.
Hvornår blev skarven fredet i Danmark? Skarven fik gradvis beskyttelse fra begyndelsen af 1970'erne og blev totalfredet i 1980, hvorefter bestanden voksede kraftigt fra kun omkring 2.000 par i tre kolonier til titusindvis af par i løbet af få årtier.
Hvad spiser en skarv? Skarven lever hovedsageligt af fisk, typisk over 15 centimeter lange, herunder arter som ålekvabbe, ising, torsk og sild. Den jager ved at dykke fra vandoverfladen og forfølge byttet under vandet.
Kan man forveksle skarv med topskarv i Danmark? Ja, men det sker sjældent i praksis, da topskarven kun optræder som en meget sjælden gæst herhjemme. Kigger man efter en krøllet top på issen, et grønligt skær i fjerdragten og en mere spinkel hals, kan man dog adskille de to arter, hvis lejligheden opstår.