Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-10 · 8 min. læsning
En sen septemberaften i Tøndermarsken sker der noget med lyset. Solen står lavt over Vidåen, rørskoven er stille, og så begynder de at komme — først i småflokke fra markerne omkring, siden i tætte, mørke bånd ind over marsken. I løbet af en halv time er himlen fyldt. Hundredtusinder af fugle folder sig sammen og ud igen som ét levende væsen, mens publikum på diget står med hovedet i nakken og glemmer at tale. Fænomenet hedder Sort Sol, og hovedpersonen er en fugl, som de fleste danskere tror, …
En sen septemberaften i Tøndermarsken sker der noget med lyset. Solen står lavt over Vidåen, rørskoven er stille, og så begynder de at komme — først i småflokke fra markerne omkring, siden i tætte, mørke bånd ind over marsken. I løbet af en halv time er himlen fyldt. Hundredtusinder af fugle folder sig sammen og ud igen som ét levende væsen, mens publikum på diget står med hovedet i nakken og glemmer at tale. Fænomenet hedder Sort Sol, og hovedpersonen er en fugl, som de fleste danskere tror, de kender.
For Stær er samtidig den mest oversete af vores almindelige fugle. På afstand ligner den blot endnu en mørk fugl på plænen. Kommer man tæt på i det rigtige lys, viser den sig at have en sort fjerdragt med grønt og purpurfarvet metalskær, om vinteren oversået med lyse perler. Og sætter man sig ned og lytter, går det op for en, at fuglen på tagryggen er en lydkunstner, der uden skrupler stjæler fra musvåger og mobiltelefoner.
Historien har dog en bagside. Mens Sort Sol trækker turister til Sydvestjylland, er stæren som dansk ynglefugl gået så kraftigt tilbage i landbrugslandet, at den i dag står som sårbar på Den Danske Rødliste.
Stæren er omkring 19-22 cm lang, har et vingefang på cirka 37-42 cm og vejer omkring 75-90 gram. Den er dermed en anelse mindre end en solsort, men virker langt mere kompakt: kort hale, spidse trekantede vinger og et langt, spidst næb, som fuglen bærer let opadrettet. Silhuetten i flugten er lige så karakteristisk som fjerdragten.
I yngledragt er den voksne stær sort med kraftigt grønligt og purpurfarvet metalskær, der skifter med lysets vinkel, og næbbet er klart gult. På den årstid kan man som regel kønsbestemme fuglene i felten: hos hannen er næbroden blågrå, hos hunnen hvidlig til svagt lyserød.
Vinterdragten er en helt anden fugl at se på. Efter fældningen sidder der lyse fjerspidser på hele kroppen, så stæren fremstår tæt spraglet med hvidlige og gyldne pletter, mens det gule næb skifter til mørkt. Pletterne er ikke malet på — de slides ganske enkelt af hen over vinteren og det tidlige forår. En ungfugl fra sommerens kuld er noget helt tredje: ensartet gråbrun med lysere strube og uden spor af metalskær.
Sort Sol opstår, når stære fra Danmark og store dele af Nordeuropa samles i Vadehavets marskområder for at overnatte i rørskoven. Fuglene fouragerer om dagen på fugtige enge og marker, hvor græssende kreaturer holder vegetationen lav, og trækker mod aften ind mod overnatningsstedet. Rovfugle — ikke mindst vandrefalk — udløser de tætteste formationer, fordi flokken presser sig sammen som forsvar.
Efterårssæsonen begynder allerede i sensommeren, og ifølge DOF kan der i august samles omkring 100.000 stære ved Kammerslusen vest for Ribe. Sæsonen kulminerer i september og begyndelsen af oktober, hvor der kan stå i størrelsesordenen en halv million stære i én samlet flok. Om foråret optræder et tilsvarende fænomen i marts og april, men med færre fugle, fordi årets unger endnu ikke er på vingerne. Selve forestillingen finder sted omkring solnedgang, typisk i den sidste time eller to, før fuglene går til ro.
De klassiske steder ligger i Sydvestjylland: Tøndermarsken langs Vidåen, rørskovene ned mod den dansk-tyske grænse mellem Tønder og Rudbøl samt Kammerslusen vest for Ribe. Hvor stærene vælger at overnatte, skifter fra dag til dag, og derfor er en guidet tur ofte en bedre investering end at gætte sig frem.
Stærens sang er ikke en melodi, men en collage. Fra en tagryg, en antenne eller en stolpe leverer hannen et langtrukkent forløb af fløjt, knirken, klik og hvæs — og ind imellem dukker der pludselig noget genkendeligt op. Stæren er en af Europas dygtigste imitatorer og efterligner blandt andet musvågens mjavende kald. Den nøjes ikke med fugle: hundeglam, plæneklippere og ringetoner fra mobiltelefoner kan også indgå i repertoiret, hvis fuglen hører dem tit nok.
Evnen hænger sammen med bygningen af fuglens stemmeorgan. Som andre sangfugle kan stæren bruge de to halvdele af organet uafhængigt af hinanden og reelt synge duet med sig selv. Kaldene i felten er lettere at lære — et hårdt, skurrende kald fra flokke i flugt og en spids alarmlyd, når en rovfugl passerer. En syngende stær sidder sjældent stille; den basker demonstrativt med vingerne, mens strubefjerene rejses.
På jorden går stæren — den hopper ikke som solsorten. Fourageringen foregår typisk ved, at fuglen stikker det lukkede næb ned i jordoverfladen og derefter åbner det, så græstørv og muld presses fra hinanden og afslører byttet. Teknikken kræver blød, kortgræsset bund, og derfor er afgræssede enge, fugtige marker og velvandede græsplæner klassiske fourageringsområder. Føden er regnorme, snegle, insekter og især stankelbenlarver, mens efteråret bringer bær, frugt, korn og frø på menuen.
Stæren er hulrugende og yngler gerne halvkolonivis. Den bruger spættehuller og revner i gamle træer, hulrum i bygninger og — i stigende grad afgørende — opsatte redekasser. Æglægningen falder i april-juni. Kuldet er typisk på 4-6 blågrønne æg, som begge forældre ruger på i omkring 12-14 dage, og ungerne forlader reden efter cirka tre uger. De fleste danske par får ét kuld om året. Ringmærkning har vist, at danske stære overvejende er kortdistancetrækfugle, der overvintrer i Storbritannien, Nederlandene, Belgien, Nordtyskland og Nordfrankrig, og de første ynglefugle er tilbage ved kasserne allerede i februar-marts.
Stæren yngler i hele landet, men den er langt fra så almindelig, som den var. DOF's punkttællinger, hvor de samme ruter tælles år efter år på samme tid, viser en markant og vedvarende nedgang: fra mere end 600.000 ynglepar i 1976 til omkring 270.000 par ved DOF's opgørelse i 2015 — en tilbagegang på cirka 60 procent, svarende til omkring to procent om året. Nedgangen har været mindst udtalt i Sønderjylland, Vestjylland, på Bornholm og i Storkøbenhavn, hvor stærene blandt andet finder føde på græsplæner i parker og på sportsanlæg.
Forklaringen er, at stærens spisekammer er skrumpet. Antallet af husdyr på græs er faldet markant, efterhånden som afgræssede arealer er afløst af kornmarker, der hverken rummer de stankelbenlarver eller de regnorme, ungerne skal have. Dertil kommer, at mange enge er drænet eller groet til, og at redesteder i form af huller og sprækker i gamle træer og bygninger er blevet sjældnere. Tilbagegangen ses i store dele af Nord- og Vesteuropa, mens arten klarer sig bedre mod øst. Stæren er ikke jagtbar i Danmark — kun i særlige tilfælde gives der dispensation til regulering ved for eksempel planteskoler og frugtplantager — og opsætning af redekasser er et af de få steder, hvor den enkelte faktisk kan gøre en forskel.
Solsorten er den hyppigste forveksling. Den er større, har længere hale og en ensfarvet sort dragt uden metalskær, og den hopper, hvor stæren går. Solsorthannens gule næb sidder desuden i et ansigt med tydelig gul øjenring, og sangen er blød og fløjtende frem for stærens kværnende collage.
Ungfuglene giver flere problemer end de voksne. En gråbrun stærunge i juli kan minde om en drossel, men den kompakte krop, det lange spidse næb og selskabet af voksne stære afslører den. I sensommeren ses ofte fugle midt i fældningen, hvor den brune ungfugledragt endnu sidder på hovedet, mens kroppen allerede er spraglet.
Endelig optræder rosenstær som sjælden gæst, især i det sene forår og om sommeren. Voksne fugle er stort set umulige at tage fejl af med lyserød krop, sort hoved og nakketop, mens ungfuglene er mere lumske — lysere og mere ensfarvede end unge stære, med lyst næb, lys tøjle og lys overgump.
Vil du opleve Sort Sol, skal du til Sydvestjylland i september eller begyndelsen af oktober, møde op et par timer før solnedgang og være forberedt på vind, mudder og på, at flokken kan vælge en anden rørskov end dagen før. Forårsudgaven i marts og april er mindre besøgt og kan være mindst lige så fin.
Resten af året kræver stæren ikke rejseplaner. Fra februar-marts synger hannerne ved redekasserne i haver, parker og på gårde, og fra maj pendler forældrefuglene mellem eng og redehul. I juli-august samles familieflokkene på nyslåede marker, og gennem efteråret ses store rastende flokke på ledninger og i frugttræer. En del stære bliver i landet vinteren over, især i byområder og ved kysten.
Hvornår er Sort Sol bedst i Danmark? Efterårssæsonen kulminerer i september og begyndelsen af oktober i Tøndermarsken og det øvrige vadehavsområde. Selve forestillingen finder sted omkring solnedgang, før fuglene går til overnatning i rørskoven. Om foråret kan man opleve et tilsvarende, men mindre fænomen i marts og april.
Hvorfor er der blevet færre stære i Danmark? DOF's punkttællinger viser en tilbagegang på cirka 60 procent siden 1976, fra mere end 600.000 til omkring 270.000 ynglepar i 2015. Hovedårsagen er færre græssende husdyr og omlægning til kornmarker, hvor stæren ikke finder de larver og orme, ungerne skal have. Dertil kommer drænede og tilgroede enge samt færre huller og sprækker at yngle i. Derfor er stæren i dag vurderet som sårbar på Den Danske Rødliste.
Hvordan kender jeg forskel på stær og solsort? Stæren er mindre og mere kompakt, har kort hale og spidse trekantede vinger, og dens sorte dragt har grønt og purpurfarvet metalskær. Den går på jorden, mens solsorten hopper. Om vinteren er stæren desuden tæt spraglet med lyse pletter, hvilket solsorten aldrig er.
Kan stæren virkelig efterligne andre lyde? Ja. Stæren er en af Europas dygtigste imitatorer og efterligner både andre fugle — for eksempel musvågens mjavende kald — og lyde fra omgivelserne, herunder hundeglam, plæneklippere og ringetoner. Som andre sangfugle kan den bruge de to halvdele af sit stemmeorgan uafhængigt og synge to stemmer på én gang.
Kan jeg få stære til at yngle i haven? Stæren er hulrugende og tager gerne imod en redekasse med et indgangshul tilpasset arten, hængt op i god højde og med fri indflyvning. Da den yngler halvkolonivis, øger flere kasser i samme område chancen for, at nogen slår sig ned. Kort græs, fugtig bund og en pesticidfri have giver samtidig fuglene det fourageringsområde, ungerne har brug for.