Redaktionen, Fågelkartan · udgivet 2026-09-03 · 7 min. læsning
Turtelduen er den eneste af vores duer, der er på randen af at forsvinde som dansk ynglefugl. Turteldue yngler i dag stort set kun i de midtvestlige dele af Sønderjylland samt i de sydlige dele af Esbjerg og Vejen kommuner. I det første år af atlaskortlægningen 2014-2017 blev der registreret 70-90 par, og derefter faldt bestanden yderligere. Til sammenligning blev bestanden i 1990'erne opgjort til godt 100 par, og ved Atlas II til 100-135 par. Dansk Ornitologisk Forening beskriver arten som …
Turtelduen er den eneste af vores duer, der er på randen af at forsvinde som dansk ynglefugl. Turteldue yngler i dag stort set kun i de midtvestlige dele af Sønderjylland samt i de sydlige dele af Esbjerg og Vejen kommuner. I det første år af atlaskortlægningen 2014-2017 blev der registreret 70-90 par, og derefter faldt bestanden yderligere. Til sammenligning blev bestanden i 1990'erne opgjort til godt 100 par, og ved Atlas II til 100-135 par. Dansk Ornitologisk Forening beskriver arten som gået fra at være fåtallig til at være meget sjælden og truet, og den er rødlistet i kategorien EN (truet) på Den Danske Rødliste 2019. Samtidig er der sket noget bemærkelsesværdigt syd for os: efter et jagtstop i Frankrig, Spanien og Portugal i 2021 er den vesteuropæiske ynglebestand vokset markant igen. Det gør turtelduen til en af de mest interessante arter at holde øje med i de kommende år.
Turtelduen er en lille, spinkel due på 25-27 cm med et vingefang på 49-55 cm. Den er dermed tydeligt kortere og slankere end tyrkerduen, og den virker samtidig mere kompakt og hurtig i flugten. Fjerdragten er artens bedste kendetegn: oversiden og skuldrene er varmt rødbrune med et skildpaddeagtigt skælmønster, der opstår, fordi hver fjer har en bred rustfarvet bræmme omkring et mørkt centrum. Hoved og hals er gråligt rosa, og på halssiden sidder en lille stribet plet i sort og hvidt, som ved godt lys kan minde om et fint tastatur. Øjet er omgivet af en bred rød ring.
I flugten er vingerne smalle og spidse med mørk underside, og halen er mørk med en skarpt afgrænset hvid bagkant. Netop den hvide bagkant er ofte det, man når at se af en turteldue, for arten er sky og letter gerne på lang afstand. Ungfugle er gråere på hoved og hals og mangler den stribede halsplet, og det kan i august give anledning til tvivl.
Stemmen er turtelduens varemærke og selve grunden til artens navn. Sangen er en dyb, vedholdende, rullende snurren, der ofte gengives som urrr-urrr-urrr, og som i felten mest af alt minder om en knallert, der kører langt væk. Den bærer langt hen over et fladt landskab og er i praksis den vigtigste måde at finde arten på.
Hannen kan høres fra sidst i april til først i august, men juni er den bedste måned. Kurren lyder fra tidlig morgen til sen aften, men den er lettest at høre fra tidlig morgen til midt på formiddagen og igen tidligt på aftenen. Turtelduen har desuden en territorieflugt, som er værd at kende, og som på afstand kan være et lige så godt yngletegn som en syngende fugl: fra en høj sangpost stiger den næsten lodret til vejrs og svæver derefter af sted på stive vinger, indtil den lander på en ny høj sangpost. Det ligner tyrkerduens territorieflugt, men turtelduens svæv er mere vandret.
Turtelduen er en udpræget frøæder, der næsten udelukkende lever af frø fra en- og flerårige planter, og fouragerende fugle ses i det åbne land og på skovveje og lysninger i plantagerne. Netop derfor er den så følsom over for, hvordan landbrugslandet ser ud. Den bedst dokumenterede årsag til artens europæiske tilbagegang er, at de frøbærende markplanter i vidt omfang er forsvundet i takt med landbrugets intensivering. I England er det opgjort, at det gennemsnitlige antal unger pr. ynglepar næsten blev halveret fra 1960'erne til slutningen af århundredet.
Yngleadfærden er beskeden, næsten forsigtig. Reden bygges fra anden halvdel af maj, typisk i en tæt gran i to til seks meters højde, og den er meget vanskelig at finde. Kuldet består af blot to æg, æglægningen falder i maj til juli, og arten får formentlig to kuld om året i Danmark. Rugetiden er cirka 14-16 dage, og ungerne forlader reden efter omtrent 20-25 dage. De første udfløjne unger, som er kendelige på den korte hale og den usikre flugt, ses omkring 1. juli.
Turtelduen har aldrig været almindelig i Danmark. Det første sikre yngleindicium stammer fra 1918, og lige siden har arten holdt sig til Sydvestjylland og Sønderjylland. Den foretrækker mager jord vest for den jyske højderyg og knytter sig til alt fra store nåleplantager til små kratskove, næsten altid med et islæt af nåletræ. I ren løvskov ses den kun sjældent. Fremrykningen til Danmark skyldes efter alt at dømme et overskud fra den langt større tyske bestand, og det formodes, at det hurtigt mærkes herhjemme, når den svigter.
Arten er en udpræget trækfugl hos os. Ankomsten sker fra sidst i april til sidst i maj — de første hanner høres kurre i første halvdel af maj, mens hovedparten ankommer i sidste halvdel af måneden — og allerede i august forlader fuglene landet igen. Hele den europæiske bestand har vinterkvarter i Sahel-zonen syd for Sahara, og det er netop på den lange rute over Middelhavet, at artens problemer har været størst. Uden for yngleområdet optræder turtelduen som fåtallig trækgæst, især om foråret, og de klassiske forårsdage ved Skagen er blevet magre: fra 1973 foreligger der omkring 70 fugle, mens der i dag typisk kun ses ganske få individer om året. I 2021 blev der for første gang siden 1960'erne slet ikke set turteldue på forårstrækket ved Skagen.
Turtelduen har mistet omkring 80 procent af sin europæiske bestand siden 1980, og skøn har lydt på, at der i Sydeuropa er blevet nedlagt i størrelsesordenen to til fire millioner turtelduer om året. Alene i Frankrig, Spanien og Portugal blev der før 2019 skudt omkring en million fugle hvert efterår på trækket.
I 2021 blev der indført et jagtmoratorium i de tre lande som første trin i en adaptiv forvaltning af den vestlige trækrute. Effekten kom hurtigt og har været usædvanlig tydelig: den vesteuropæiske ynglebestand voksede med omkring 40 procent i årene efter 2021, hvilket ved opgørelsen i 2025 svarede til cirka 615.000 flere ynglepar. I Frankrig faldt antallet af nedlagte fugle med 92 procent fra 2018 til 2020, inden arten blev helt fredet. I 2025 vurderede EU-Kommissionen, at betingelserne for næste trin var opfyldt, så en begrænset og adaptivt forvaltet jagt kunne genindføres fra efteråret 2025. Det er en beslutning, danske ornitologer har god grund til at følge. Den danske bestand ligger i udkanten af udbredelsen, og her må effekten af en fremgang forventes at komme sidst.
Forvekslingen med tyrkerdue er langt den hyppigste, og den skyldes i høj grad navnene og halsplettens placering. Tyrkerduen er med sine 31-34 cm en større og længere fugl. Den er ensfarvet lys sandfarvet uden mønster på ryggen, har et smalt sort halvhalsbånd i nakken og en hale, der set nedefra har en bred hvid yderdel. Turtelduen er kortere, kraftigt rødbrunt skælmønstret på oversiden og har en skarp hvid bagkant på en ellers mørk hale.
Stemmerne er lige så forskellige. Tyrkerduen har et højlydt, hurtigt gentaget tretonet do-dooo-do, mens turtelduens sang er en ensartet rullende snurren uden tydelige stavelser. Levestedet afgør sagen i de fleste tilfælde: tyrkerduen yngler ved gårde og i byer, i parker og haver med tætte nåletræer, mens turtelduen holder til i plantager, krat og hegn i det åbne land. Det er værd at bemærke, at tyrkerduen, som ellers erobrede Danmark efter ankomsten omkring 1950, nu selv går tilbage — en af de årsager, der peges på, er mangel på føde — og den er i dag rødlistet som NT (næsten truet). En stribet halsplet på en due i en sønderjysk plantage i juni er derimod stadig en observation, der er værd at melde ind.
Hvor mange turtelduer yngler der i Danmark? I det første år af atlaskortlægningen 2014-2017 blev der registreret 70-90 par, og bestanden faldt derefter yderligere. Et ældre landsdækkende skøn (Grell m.fl. 2004) lød på 60-110 par, og i 1990'erne blev bestanden opgjort til godt 100 par. I dag yngler der kun ganske få par i landet. Arten er rødlistet som EN (truet) i Danmark.
Hvor kan man se turteldue i Danmark? Realistisk set kun i de midtvestlige dele af Sønderjylland samt i de sydlige dele af Esbjerg og Vejen kommuner, i nåleplantager og kratskove på mager jord. Den bedste tid er juni, tidligt om morgenen, hvor man lytter efter den rullende kurren fra en sangpost. Uden for dette område bør syngende hanner ifølge DOF's artsvejledning behandles med stor skepsis som yngleindicium.
Hvad er forskellen på turteldue og tyrkerdue? Turtelduen er kortere og har en varmt rødbrun, skælmønstret overside og en mørk hale med hvid bagkant, mens tyrkerduen er større, ensfarvet lys sandfarvet og har bred hvid yderhale. Turtelduens sang er en rullende snurren, tyrkerduens et tretonet do-dooo-do. Tyrkerduen lever tæt på mennesker ved gårde, i byer og i haver, mens turtelduen holder til i det åbne land og i plantager.
Hvorfor er turtelduen gået så meget tilbage? De to tungtvejende årsager er jagten på trækket i Syd- og Vesteuropa, hvor skøn har lydt på to til fire millioner nedlagte fugle om året, og et ændret landbrug, hvor de frøbærende markplanter i vidt omfang er forsvundet, så ungeproduktionen er faldet. Dertil kommer tab af levesteder både i yngle- og vinterkvarteret.
Virker jagtstoppet i Sydeuropa? Ja, og hurtigere end mange havde forventet. Efter moratoriet i Frankrig, Spanien og Portugal i 2021 voksede den vesteuropæiske ynglebestand med omkring 40 procent, svarende til cirka 615.000 flere ynglepar ved opgørelsen i 2025. EU-Kommissionen vurderede i 2025, at betingelserne for en begrænset, adaptivt forvaltet genoptagelse af jagten var opfyldt fra efteråret 2025, og det er endnu uafklaret, hvordan det påvirker de nordlige udkantsbestande som den danske.