Hedelærken (Lullula arborea) er en lille, kompakt lærke på 13-15 cm med et vingefang på cirka 27-30 cm og en vægt på 24-36 gram - mærkbart mindre og rundere end sanglærken. Fjerdragten er brunspættet og anonym, men flere detaljer hjælper med bestemmelsen: en bred, cremehvid øjenbrynsstribe, der løber bagud og mødes i nakken, en lille sort-hvid plet i vingeforkanten samt en påfaldende kort hale. Den korte hale er et af de bedste kendetegn over for sanglærken og ses tydeligt i flugten. På issen har hedelærken en lille, uanselig top, som dog sjældent rejses.
Sangen regnes blandt de smukkeste hos nordiske fugle - en serie af vemodige, faldende og fløjtende "lu-lu-lu-lu"-strofer, der klinger stadig dybere. Den fremføres fra en trætop eller i en cirklende sangflugt, ofte i skumring og gry og ikke sjældent også om natten; kaldet er et blødt "didl-üi". Hedelærken yngler på tørre heder, i lysåben fyrreskov og på sandede overdrev, og bestanden har været stigende efter en historisk tilbagegang. Den er knyttet til åben, tør og gerne sandet jord med spredte træer og buske - typisk på skovhugstarealer, heder og i lysåben fyrreskov. Reden gemmes godt i en fordybning på jorden, foret med græs og hår, og hunnen lægger normalt 3-5 æg, som ruges i 12-15 dage; arten kan nå to kuld i en god sæson. Om sommeren lever den af insekter og larver, mens frø og planteoptes dominerer om vinteren. Hedelærken er en korttrækker, der overvintrer i Vest- og Sydeuropa og hører til de tidligste forårsfugle.