Isfuglen er Europas mest farvestrålende fugl, med en elektrisk blå til turkis overside, der skifter mellem koboltblåt og smaragdgrønt afhængigt af lysvinklen, og en kastanjerød-orange underside på bryst, bug og kinder. Kindpletten er orangerød, struben hvid, og den lange, spidse næb — næsten halvt så lang som resten af kroppen — er sort hos hannen, mens hunnen har en orangerød underste næbhalvdel, som er den eneste sikre kønsforskel. Halen er kort og koboltblå, benene koralrøde. Fuglen måler 16-17 cm (heraf næb cirka 4 cm), har et vingefang på 24-26 cm og vejer 34-46 gram.
Flugtlyden er et skarpt "tsiiit" eller "tjeej" — højt og kort — der ofte høres langt før fuglen ses langs vandoverfladen; alarmlyden er et mere gentaget "ti-ti-tiit". Isfuglen yngler ved klare, strømmende åer og bække med udhængende grene over vandet samt ved kanaler og søbredder med klart vand og fisk. Reden er en 0,5-1 meter lang tunnel gravet i en lodret lerskrænt nær vandet, hvor hunnen lægger 6-7 hvide, runde æg, som begge forældre ruger i 19-21 dage; ungerne fodres med fisk og bliver flyvefærdige efter 23-27 dage, og parret kan nå to kuld om sommeren. Fuglen jager ved at sidde ubevægelig på en gren 1-3 meter over vandet og styrtdykke lodret efter fisk, som den slår mod en gren og sluger med hovedet først. Bestanden er sårbar over for kolde vintre, når fiskevandene fryser til, men globalt regnes arten som livskraftig. På Den danske Rødliste 2019, som DCE ved Aarhus Universitet udarbejder sammen med Dansk Ornitologisk Forening, er arten vurderet som sårbar (VU) for den nationale ynglebestand.