Hvid stork (Ciconia ciconia) i Danmark
Hvid stork er en meget stor og højrejst fugl med en længde på 100-115 cm og et imponerende vingefang på cirka 155-215 cm. Fjerdragten er for det meste ren hvid, men arm- og håndsvingfjerene er sorte, hvilket gør, at vingerne ser sorte ud, når de er foldede, og viser et tydeligt sortvidt mønster i flugten. Det lange, spidse næb og de lange ben er klart røde. Under flugten holdes hals og ben lige og udstrakt, hvilket adskiller storken fra hejrer, der flyver med indtrukket hals. Kønnene ligner hinanden, mens ungfugle har et mørkere, brunagtigt næb.
Hvid stork er stort set stum og har intet egentligt kald - i stedet kommunikerer den, især ved reden, ved kraftigt at klapre med næbbet, en rytmisk knebren, der lyder tydeligt og er et typisk indslag i yngletiden. Arten ynglede tidligere langt nordligere i Europa, men forsvandt fra flere lande i første halvdel af 1900-tallet, da udgrøftning af vådområder og ændret landbrug gjorde landskabet uegnet. Gennem langvarige genudsætningsprojekter er hvid stork igen ynglefugl i dele af Sydskandinavien, og bestanden vokser langsomt; desuden ses vilde storke fra kontinentet årligt på træk. Storken bygger en meget stor og kraftig rede af grene og kviste, ofte på hustage, skorstene, stolper eller særligt opsatte redeplatforme - samme rede bruges og bygges videre på år efter år og kan med tiden blive meget omfangsrig. Hunnen lægger normalt 3-5 æg, og begge forældre deler rugningen, der varer godt en måned. Som altæder søger hvid stork føde på åbne, fugtige marker og fanger frøer, insekter, regnorme, smågnavere, firben og slanger samt fiskeyngel, idet den vandrer langsomt og metodisk over engene og hugger hurtigt til med næbbet, når et bytte opdages. Arten er sommergæst i Nordeuropa og overvintrer i Afrika. Arten er på Den danske Rødliste 2019 (DCE/Aarhus Universitet og Dansk Ornitologisk Forening) vurderet som kritisk truet (CR) for den nationale ynglebestand.
Hurtige fakta
- Levested: Varieret
- Sæson: Ynglefugl
- Gruppe: Øvrige