Lapværling (Calcarius lapponicus) i Danmark
Lapværling er en kraftigt bygget værling på omkring 15 cm. Hannen i sommerdragt kendetegnes ved sort hoved, ansigt og bryst, en gul strubekant og en teglrød nakke. Hunnen og fugle i vinterdragt er mere afdæmpede – brungrå og finstribet, men som regel med antydning af en rustbrun nakkeplet og en lys ansigtstegning. Næbbet er kraftigt og kegleformet, tilpasset frøføde.
Lokkelyden er et klart, rullende "prryrrt", der ofte efterfølges af et lyst, skarpt "tii", og som oftest høres fra fugle i flugt. Sangen er en kort, klar og melodisk strofe, som hannen fremfører fra en sten eller i en kort sangflugt. Lapværlingen yngler på tundralignende højfjeldsheder, hvor den lægger sin rede skjult mellem tuer eller under en busk og lægger 4-6 æg med kun ét kuld per sæson på grund af den korte fjeldsommer. Om sommeren lever den mest af insekter og edderkopper, mens frø fra græs og urter dominerer under træk og vinter. Under trækket i september-oktober og april-maj ses arten også i lavlandet, ofte sammen med snespurv eller engpiber, og enkelte fugle kan overvintre i Sydskandinavien. Lapværlingen tilhører den lille familie sporrespurve (Calcariidae), som tidligere blev regnet til værlingerne. Arten er cirkumpolært udbredt og yngler på højarktiske fjeldheder og tundraer i Eurasien og Nordamerika, og den er globalt vurderet som livskraftig (LC). Slægtsnavnet Calcarius betyder "sporebærende" og hentyder til den usædvanlig lange bagklo, som har givet familien sporrespurve dens navn. Hannen har i yngledragt sort hoved og strube med en tydelig lys linje bag øjet og en rustrød nakke, mens hunnen er langt mere afdæmpet brunstribet.
Hurtige fakta
- Levested: Varieret
- Sæson: Vintergæst
- Gruppe: Spurvefugle