Markpiber (Anthus campestris) i Danmark
Markpiberen er en af de større piplærker – klart større end både træpiber og engpiber – og måler 16-18 cm. Fjerdragten er ensartet lyst sandbeige på oversiden med svag, diffus stribning på brystet og en tydelig lys øjenbrynsstribe. Bugen er næsten hvidlig og kun let stribet. Karakteristisk er den usædvanligt lange hale, som giver fuglen et elegant udseende, og benene er lyst kødfarvede. Kønnene ligner hinanden, mens ungfuglen har tydeligere stribning end den voksne.
Hannens sangflugt giver et metallisk, gentaget "tsirrlu-tsirrlu" eller "tschip", der adskiller sig fra andre piplærkers mere trillende sang, og fremføres ofte i en vuggende spilflugt højt oppe. Markpiberen kræver åbne, tørre arealer med kort eller spredt vegetation – kalkrige overdrev med blotlagt sten og lave urter ligner artens oprindelige steppe- og sandhedemiljøer. Bestanden er faldet kraftigt i Nordvesteuropa siden midten af 1900-tallet som følge af tilgroning, mindre afgræsning og ændringer i landbruget. Reden anlægges i en naturlig jordfordybning eller under en lille sten, skjult af tuegræs, og kuldet på 4-5 æg ruges i 13-14 døgn, mens begge forældre fodrer ungerne. Markpiberen er en sommergæst, der ankommer i april-maj og trækker til Afrika syd for Sahara for vinteren, hvor føden hovedsageligt består af insekter og edderkopper. Markpiberen tilhører familien vipstjerter og pibere (Motacillidae) og yngler i et bredt bælte fra Marokko og Den Iberiske Halvø østpå gennem Mellemøsten til Mongoliet og Kina. Den europæiske bestand overvintrer i Sahel-zonen og på savannen syd for Sahara. Arten er knyttet til meget tørre, åbne og sparsomt bevoksede levesteder som klitheder, overdrev og sandmarker, og med sin lange hale og de lange ben virker den mere vipstjert- end piberagtig i felten.
Hurtige fakta
- Levested: Skov, haver, krat
- Sæson: Standfugl
- Gruppe: Spurvefugle