Lokkekaldet er et skarpt, lidt hæst "*spiz*" eller "spihz", der tydeligt adskiller sig fra engpiberens tyndere, gentagne "ist-ist-ist". Sangen er kraftfuld og velklingende og fremføres i en karakteristisk sangflugt: hannen stiger op fra en trætop, synger og glider derefter ned med stift udspilede vinger og hale i en såkaldt faldskærmsflugt tilbage mod en gren.