Slaguglen er en stor, kraftig og brunstribet ugle uden ørentotter, 50–62 cm lang med et vingefang på 103–124 cm og en vægt på 500–1300 gram, hvor hunnen er klart tungere end hannen. Dragten er gråbrun til lyst gråhvid med kraftige, mørke længdestriber på undersiden. Den runde ansigtsskive er lys, og de forholdsvis små øjne er sorte — et tydeligt kendetegn over for den nære slægtning lapuglens gule øjne. Den lange hale giver et karakteristisk langstrakt indtryk på flugten.
Hannens revirkald er en dyb, rytmisk og lidt hundelignende serie, "wo-ho … wo-hohuu-wo", med en kort pause midt i strofen, mens hunnen svarer med en hæsere tone; sangen høres især sene vinter- og tidlige forårsaftener. Slaguglen yngler i grove træhuller, brækkede stubbe og gamle rovfuglereder, og tager også gerne store uglekasser, som har haft stor betydning for artens udbredelse; hunnen lægger normalt 2–4 æg, og kuldstørrelsen styres stærkt af adgangen til smågnavere — i gode musår kan yngelsuccesen blive meget høj. Føden domineres af smågnavere som mus og lemæn, suppleret med småfugle, spidsmus og af og til frøer, og uglen jager fra en siddeplads og slår lydløst ned på byttet. Arten er knyttet til ældre nåle- og blandskov, er stedfast og kan ses i sit revir hele året; den er kendt for at forsvare reden aggressivt under yngletiden, hvilket har givet den sit navn — hunnen kan slå mod hovedet på den, der kommer for tæt på.