Almindelig pelikan er en af verdens største flyvende fugle. Den bliver omkring 140-175 cm lang og har et imponerende vingefang på 270-320 cm, og en voksen fugl kan veje op mod ti kilo. Fjerdragten er hvid med et svagt skært eller rosa skær, tydeligst i yngletiden, mens vingernes spidser og bagkanter er sorte – en kontrast, der ses tydeligt i flugten. Det mest iøjnefaldende træk er det enorme, flade næb med en stor, udvidelig hudpose under, tilpasset til at øse fisk op. Benene er korte, og næbbet gullig. I flugten holdes den tunge hals trukket ind i en S-form, ligesom hos hejrer, og fuglen veksler mellem kraftige vingeslag og lange glid.
Almindelig pelikan er for det meste tavs uden for yngletiden og høres normalt ikke under flugt, men ved kolonierne kan der forekomme dumpe, raslende grynt og knurrende lyde, især mellem voksne fugle og ved rederne. Arten yngler i store kolonier ved lavvandede søer og vidtstrakte vådområder i det sydøstlige Europa, Afrika og det vestlige Asien, ofte i meget store ansamlinger med tusindvis af par, hvor reden er enkel og placeres på jorden eller i flydende vegetation. I Norden drejer det sig kun om enkelte fund, oftest om forår og sommer, og da arten holdes i fangenskab flere steder, vurderes en del af fundene at gælde undslupne fugle – det kan være meget svært med sikkerhed at fastslå en enkelt fugls oprindelse, selvom vilde vildfarne gæster kan nå langt mod nord, især i varme somre. Føden består næsten udelukkende af fisk, som fuglen ofte fanger i flok ved at svømme i formation og drive fiskestimer mod lavt vand, hvorefter fuglene samtidig dypper hovedet og øser byttet op med den store næbpose, der fungerer som et net, hvor vandet sies fra, inden fisken sluges.