Isabellastenpikker er en eftertragtet østlig vildfaren gæst i Norden. Fuglen er omkring 15-17 cm lang, noget større og kraftigere end almindelig stenpikker, og er gennemgående blegt sandbrun, den såkaldte isabellafarve, med en påfaldende ensartet og kontrastløs fjerdragt. Den brede hvide overgump og det sorte, T-formede halemønster ses tydeligt i flugten, og det øverste bryst kan have en svag gulorange tone. Næb og ben er ret kraftige og lange, og fuglen har ofte en oprejst, højbenet holdning.
I Norden er isabellastenpikker for det meste tavs; det almindeligste kald er et skrallende, hårdt "chack-chack", der minder om andre stenpikkeres advarselskald. På ynglepladserne længere østpå har arten en fløjtende, efterlignende sang, som dog sjældent høres fra de fugle, der viser sig i Norden. Isabellastenpikker yngler på tørre stepper og i åbne områder fra det sydøstlige Europa østpå gennem Centralasien og er i Norden en sjælden efterårsgæst med som regel få fund om året. De fleste fund gøres i september og oktober, når østlige fugle kan drive af kurs under trækket. Arten yngler ikke i Norden – på sine egentlige ynglepladser i Asien og det sydøstlige Europa yngler den i huller i jorden, ofte i forladte gnavergange på åben, tør mark. Føden består af insekter og andre hvirvelløse dyr, hvor biller udgør en vigtig del af kosten, og fuglen søger føde ved at løbe frem nogle skridt, stoppe op og pikke – en typisk stenpikker-jagtteknik. Navnet isabella henviser til fjerdragtens blegt gulbrune, sandfarvede tone, der gør fuglen vanskelig at få øje på i tør, åben steppe.