Islandsk ryle er en kraftigt bygget og forholdsvis kortbenet vadefugl. I sommerdragt har den et varmt teglstensrødt hoved og en tilsvarende rødlig underside, mens oversiden er mørk- og rustplettet; i vinterdragt er fuglen ensfarvet lyst gråsandet med svag fjælltegning. Næbbet er mellemlangt og lige, benene korte gulgrønne eller mørke. Fuglen måler 23-26 cm, har et vingefang på cirka 47-53 cm og vejer omkring 120-220 gram.
Lyden er et ret dæmpet, lavmælt "knut" eller "kut", som ofte høres fra flyvende flokke — ellers er arten forholdsvis stille under trækket. Islandsk ryle yngler ikke i Danmark, men optræder udelukkende som trækgæst: den passerer kysterne under forårs- og efterårstrækket, ofte i store, tætte flokke, på vej til eller fra ynglepladserne på den højarktiske tundra i blandt andet Grønland og Sibirien, hvor reden er en lavvandet fordybning på åben, kortvokset vegetation. Om vinteren opholder arten sig på mudderflader så langt mod syd som Argentina, Sydafrika og New Zealand. Føden består først og fremmest af små muslinger og andre bløddyr samt krebsdyr og børsteorme, som fuglen finder på mudder- og sandbund, ofte i tætte flokke, der fejer hen langs strandkanten. Den kraftige, kompakte krop og det lige næb skiller arten fra den mindre og spinklere almindelige ryle, der har nedadbøjet næb og sort bug i sommerdragt. Islandsk ryle er en langdistancetrækfugl, der yngler på højarktisk tundra i det nordlige Holarktis og overvintrer på mudrede kyster så langt sydpå som Argentina, Sydafrika og New Zealand. De enorme afstande betyder, at fuglene undervejs raster i store, tætte flokke på vadeflader, hvor de på kort tid skal æde sig op til næste etape.