Strandskaden er kystens sort-hvide vadefugl med et langt, klarrødt næb og et højt, gjaldende skrig. Den er en af de tidligste forårsfugle ved kysten og et umiskendeligt syn på klippekyster og strandenge. Fuglen måler 40–47 cm med et vingefang på 72–85 cm og vejer 400–700 gram. Hoved, hals og ryg er kulsorte, mens bugen er ren hvid. Det lange, kraftige næb er klarrødt, øjnene røde og benene lyserøde. I flugten ses et bredt hvidt vingebånd og en hvid overgump — kombinationen af sort-hvid krop, langt rødt næb og lyserøde ben gør arten umiskendelig. Arten er globalt rødlistet som næsten truet (NT).
Kaldet er et højt, gjaldende og gennemtrængende "klyit-klyit", et af kystens mest genkendelige lyde, og under parringsspil høres et rytmisk, accelererende trille fra grupper af fugle. Strandskaden yngler langs kysterne og går flere steder også ind i landet ved større søer og på dyrket mark. Den ankommer meget tidligt — allerede i marts i syd — og er blandt de allerførste kystfugle om foråret. Den yngler på åben jord, ofte på strandgrus, klipper, marker eller enge nær vand; hunnen lægger normalt 2–4 æg i en lavvandet fordybning, og begge forældre ruger. Ungerne fodres af forældrene i usædvanligt lang tid for en vadefugl, fordi det kræver øvelse at lære at åbne muslinger — en teknik, der læres fra forældrene og varierer mellem individer. Føden består af muslinger, snegle og orme, og strandskaden bliver kønsmoden sent men kan blive meget gammel, ofte over 20 år.