Mudderkliren (Actitis hypoleucos) er en lille, kortbenet vadefugl med en kropslængde på 18-21 cm, et vingefang på 32-35 cm og en vægt på 40-60 gram. Oversiden er jævnt olivenbrun med fin mørk tegning, undersiden ren hvid. Det bedste kendetegn er den hvide kile, der trænger op mellem den brungrå brystside og vingeknoen, og som ses tydeligt på siddende fugle. Benene er korte og gulbrune. I flugten lyser et tydeligt hvidt vingebånd, og fuglen flyver karakteristisk lavt og stivvinget tæt over vandoverfladen med hurtige, dirrende vingeslag afløst af korte glidefaser. Siddende og fødesøgende vipper mudderkliren uafladeligt med halen og bagkroppen.
Det mest almindelige kald er et klart, lyst og faldende "swiit-swiit-swiit", der lyder, når fuglen letter og flyver langs bredden - ofte hørt, før man får øje på fuglen selv; sangen er en rytmisk, trillende serie af de samme grundtoner i et mønster, der minder om "swee-swee-swee-witi-witi", og høres bedst om morgenen i maj-juni fra en sten eller en lav gren ved vandkanten. Mudderkliren yngler fra lavlandets søer og vandløb op til fjeldenes bække og er knyttet til bredder ved søer, åer og bække, gerne med indslag af sten og grus; arten er gået tilbage flere steder. Som langdistancetrækker ankommer den i maj og forlader landet allerede i august for at trække til Afrika. Reden placeres på jorden nær vand, godt skjult i bredvegetationen, og hunnen lægger normalt 4 æg, som ruges af begge forældre; ungerne er redeflyende og forlader reden kort efter klækning. Føden er insekter, deres larver, små krebsdyr, edderkopper og andre smådyr, som fuglen plukker i strandzonen og blandt sten. På Den danske Rødliste 2019, som DCE ved Aarhus Universitet udarbejder sammen med Dansk Ornitologisk Forening, er arten vurderet som regionalt uddød (RE) for den nationale ynglebestand.