Blåhals (Luscinia svecica) i Danmark
Blåhalsen (Luscinia svecica) er cirka lige så stor som en rødhals, omkring 14 cm lang. Hannen i sommerdragt er umiskendelig: brystet bærer et lysende kornblåt skjold med en rød central plet, afgrænset nedadtil af smalle sorte og hvide bånd samt et rustrødt tværbånd, og oversiden er jævnt brun. Hun og fugle i vinterdragt er langt mere afdæmpet tegnet og kan mangle det blå, men et kendetegn findes altid hos alle dragter: de rustrødt-orange felter ved halebasen, som ses tydeligt, hver gang fuglen løfter eller spreder halen.
Sangen regnes blandt de smukkeste i fjeldverdenen - rig, klar og varieret og spækket med dygtige efterligninger af andre fugle; den fremføres ofte fra en lav birk eller pilebusk over vådområder og høres bedst i den lyse fjeldnat. Kaldet er et skarpt, smækkende "tak-tak" samt et fløjtende "huid". Blåhalsen yngler i den skandinaviske fjeldkæde, hvor den trives i pilekær og fugtig fjeldbirkeskov med islæt af dværgbirk, gerne nær bække og mosekanter. Som langdistancetrækker ankommer den sent, mod slutningen af maj, synger mest i juni-juli og forlader fjeldene allerede i august-september. Den yngler på jorden, med reden godt gemt i en græstue eller lavt inde i tæt pilekrat; hunnen lægger normalt 5-7 æg i juni, og i den korte fjeldsommer når arten kun ét kuld. Føden er hovedsagelig insekter, larver, edderkopper og andre smådyr, suppleret med bær sidst på sommeren og om efteråret. Blåhalsen placeres i dag i fluesnapperfamilien og er nært beslægtet med rødhals og nattergal; den nordeuropæiske underart har en rød central plet på det blå bryst, mens sydligere fugle har en hvid plet.
Hurtige fakta
- Levested: Skov, haver, parker
- Sæson: Standfugl
- Gruppe: Drosler