Blisgåsen kendes på den hvide pandeplet — "blissen" — der omgiver næbroden, samt på de uregelmæssige sorte tværbånd over den ellers gråbrune bug. Næbbet er orangegult, benene ligeledes orangegule. Fuglen måler 65-78 cm, har et vingefang på 130-160 cm og vejer 1,8-3,2 kg. Unge blisgæs mangler både den hvide blis og de sorte bugbånd og kan da være sværere at skelne fra sædgås; i flugten virker blisgåsen forholdsvis mørk og kompakt.
Blisgåsen er en højlydt gås med et klingende, lyst og lidt leende "kyo-lyok" eller "li-lyok", der er tydeligt lysere og mere melodisk end grågåsens rå, gaglende læte. Arten yngler på den arktiske tundra, hvor reden anlægges på jorden og hunnen lægger normalt 4-6 æg; familiegrupperne holder sammen under trækket, og de unge følger forældrene hele vejen til og fra overvintringsområderne. I Nordvesteuropa optræder blisgåsen først og fremmest som trækgæst — rastende flokke ses i agerlandet, på strandenge og ved vådområder, ofte sammen med sædgæs og andre grågæs, med tyngdepunkt i marts-april og oktober-november. Føden består udelukkende af planter: under rasten græsser den på græs, kløver, spildkorn og spæd grøn afgrøde på marker og enge, ofte i store flokke, der bevæger sig systematisk hen over felterne. Blisgåsen tilhører slægten Anser og er nær beslægtet med den sjældne dværggås. Udbredelsen er cirkumpolær: arten yngler på den arktiske tundra i det nordlige Europa, Asien og Nordamerika samt på Grønland og er en udpræget langdistancetrækfugl med faste trækruter mellem yngleområder og vinterkvarterer.