Vandriksen er vassens sky beboer — en sidelæns fladtrykt, slank fugl, der glider ubesværet mellem sivstænglerne. Oversiden er brun med sort stribning, mens ansigt, hals og bryst er skifergrå; flankerne er sort-hvidt tværbåndede, og den korte, ofte opløftede hale viser en lys, cremehvid underside. Det diagnostiske kendetegn er det lange, smalle og let nedadbøjede næb, som er rødt med mørkere overside. Fuglen måler 23-28 cm, har et vingefang på cirka 38-45 cm og vejer 90-190 gram.
Lyden er den almindeligste måde at opdage arten på: mest karakteristisk er et gjaldende, grisagtigt og stigende skrig, der ofte beskrives som en klynkende "krriii" eller en serie hurtige grynt, samt en rytmisk, bankende "kipp-kipp-kipp" — lydene høres bedst ved skumring, daggry og om natten. Vandriksen yngler i sivrige lavlandssøer og vådområder og er gået tilbage flere steder, primært på grund af dræning og tilgroning af vådområder. Den yngler i tæt sivbevoksning og vegetationsrig vådmark, hvor reden — en skålformet konstruktion af siv og græs — ligger skjult lavt over vandoverfladen. Hunnen lægger normalt 6-11 æg, og begge forældre ruger i omkring tre uger; ungerne er redeflyere med sort dun og forlader reden kort efter klækning. Føden er alsidig og består af insekter, krebsdyr, snegle, orme og smådyr samt frø og grønne plantedele; om vinteren kan fuglen tage svage småfugle. Arten er en korttrækker, og enkelte individer overvintrer nordligt, men er da sårbare over for strenge isvintre. Vandriksen hører til rallefamilien (Rallidae) og lever i vådområder over store dele af Europa, østpå gennem Asien til Balkhasjsøen og Kashmir samt i det vestlige og nordvestlige Afrika. Arten er globalt vurderet som livskraftig (LC), og den østlige sibirisk rall, der tidligere blev regnet som underart, betragtes i dag som en selvstændig art.