Engpiber er en lille, spinkel fugl på 14-15 cm med et vingefang på 22-25 cm og en vægt på blot 15-22 gram. Fjerdragten er diskret tegnet i olivenbrunt og beige med tydelig mørk stribning på oversiden og brystet. Benene er lyst rosabrune, og de yderste halefjer er hvide, hvilket ses tydeligt, når fuglen letter. Alt i alt er den lysere, gråere og mindre kraftigt bygget end den nærtbeslægtede træpiber, og den bevæger sig oftest på jorden med trippende skridt og en karakteristisk vippende hale.
Sangen fremføres i en typisk stigende og faldende sangflugt: fuglen stiger stejlt opad, synger en accelererende serie "tsit-tsit-tsit" og daler derefter ned mod jorden med stive, udspredte vinger som en lille faldskærm, mens sangen går over i et klingende "tsuii-tsuii-tsuii" - en tilpasning til det trælose landskab, hvor faste sangposter ofte mangler. Lokkelyden er et tyndt, pippende "ist-ist-ist". Engpiber yngler fra strandenge og agerland i syd til moser og fjeldhede i nord og er en af Nordeuropas mest talrige fugle. Reden bygges godt skjult på jorden, ofte i en græstue, og hunnen lægger 4-5 æg med en rugetid på cirka 13 dage; ungerne forlader reden allerede efter godt to uger, ofte før de er fuldt flyvefærdige, og arten kan nå to kuld i en gunstig sommer. Føden er mest insekter og edderkopper, suppleret med små frø om efterår og vinter. Engpiberen hører til slægten pibere (Anthus) i vipstjertfamilien (Motacillidae) og er en af Nordeuropas talrigeste fugle på åben mark, udbredt fra det sydøstlige Grønland gennem Skandinavien og østpå til Vestsibirien.