Danmark har 11 uglearter. Natugle er landets mest almindelige med ca. 4.000 par, men mangler i Nord- og Vestjylland. Stor hornugle var udryddet fra 1884 til 1984, hvor den genindvandrede fra Slesvig-Holsten og nu tæller 100–120 par i Jylland. Mosehornugle, skovhornugle og perleugle er blandt de øvrige arter, mens sneugle og laplandsugle kun ses som sjældne gæster fra nord.
Danmark har 11 regelmæssigt forekommende uglearter, fra den almindelige natugle i løvskove og parker til den sjældne laplandsugle, der kun optræder som fåtallig invasionsgæst fra det nordlige Skandinavien og Rusland. Ugler er natlige rovfugle, der jager med hjælp af skarp hørelse og lydløs flugt — svingfjerenes forkanter er takkede, så luften passerer næsten støjfrit over vingerne. Natuglen er Danmarks mest almindelige ugle med omkring 4.000 par, men den følger løvskovens udbredelse og mangler derfor næsten helt i Nord- og Vestjylland. Den er også den første ugle på året til at yngle, med æg allerede i februar eller marts. Stor hornugle, landets største ugle, blev udryddet i Danmark i slutningen af 1800-tallet, men genindvandrede som ynglefugl i 1984 fra en tysk bestand i Slesvig-Holsten og tæller i dag omkring 100–120 par i Jylland. Flere arter som mosehornugle og sneugle er knyttet til åbne landskaber som moser, klitheder og fjeld snarere end skov, mens sparveugle og perleugle — begge blandt Europas mindste ugler — hovedsageligt ses som fåtallige trækgæster fra nord.